Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.

I Modsætning til Lysets Aander, der bindes til Menneskefostrene mellem fjerde og femte Svangerskabsmaaned, blev Mørkets Aander, de Ældste, bundet allerede i den tredie Maaned.
Guds Hjælpere og de Yngste, der leder Menneskenes Inkarnationer, sørger altid for, at mandlig Aand knyttes til mandligt Legeme, kvindelig Aand til kvindeligt Legeme. Aldrig er det modsatte sket, hverken for Menneskeaandernes eller for de Yngstes Vedkommende.
Den Ældste derimod inkarnerede Mørkets Aander i Flæng. Meget ofte knyttedes en mandlig Aand til et kvindeligt Legeme105 — eller omvendt — hvorved disse elendige Væseners Inkarnationer blev en Kæde af ubeskrivelige Lidelser.

Da det gik op for den Ældste, at han alene (den Ældste havde ogsaa inkarneret sin kvindelige Dual) maatte forblive i Mørket som den han var, uden at kunne opnaa den attraaede Glemsel, vaagnede Hadet til alt og alle, og gennem de mægtige Forbandelser, som han udslyngede mod Menneskene og mod dem, der var faldet med ham, bragtes Hadet ind i Verden, hvorved Mørket fik endnu større Magt over Jordens Beboere.
De Forbandelser, som han udslyngede mod de Yngste, virkede tillige i høj Grad hæmmende paa deres Arbejde for Menneskehedens Fremgang, da kun den inderligste Kærlighed, den dybeste Medlidenhed og den største Taalmodighed er i Stand til at tilintetgøre og borteliminere Hadet og saaledes sejre over og ophæve Hadets Forbandelser. Jo større de Yngstes Kærlighed var til den faldne Broder og jo bedre de forstod hans Vrede og Had, jo lettere blev det for dem at overvinde det Mørke, som han i Kraft af sine Forbandelser samlede om dem under deres Inkarnationer. Men skønt de Yngste, alle som een, i diskarneret Tilstand elskede deres ældste Broder og vilde gøre alt for at vinde ham tilbage, blev det i den menneskelige Tilværelse ganske overordentlig svært for dem at unddrage sig Menneskehedens Frygt og Angest for ham, der var det ondes øverste Repræsentant. Dog ved hver Inkarnation, gennemlevet af Medlidenhed med Menneskeslægten, af Kærlighed til den Ældste og med det Ønske at løse ham fra Mørket, svækkedes Forbandelsernes Magt mere og mere, hvilket bragte de Yngste nærmere og nærmere til Maalet.

Derefter talte den Aand til os, som af os Mennesker er kendt under saa mange forskellige Navne: Djævelen, Satan, Lucifer o.s.v.
Først blev vi nærmest forfærdede over denne Gæsts Nærværelse; thi hverken J. eller jeg havde nogensinde troet paa en personlig Djævel, og af den Grund havde vi aldrig forespurgt vor aandelige Leder, om et saadant Væsen fandtes. At der var Dæmoner eller faldne Aander, havde vi jo tidligere selv faaet at føle; dog dette havde vi ikke ventet. Men da hans Ord til os vidnede om den dybeste Fortvivlelse, en Fortvivlelse saa knugende, at den ligefrem meddelte sig til os, og da han i Guds Navn gentog for os, at han var den af Menneskeheden frygtede Djævel — Guds Modstander —, maatte vi tro baade hans og Kristi Udsagn. Og ud fra den dybe Medlidenhed, vi følte med ham og med hans Lidelser, tilgav vi ham af hele vort Hjerte, hvad han havde syndet imod os, og vi bad vor himmelske Fader — i Menneskehedens Navn — tilgive ham hans Fald og det onde, han havde gjort Menneskene.
Med inderlig Glæde og i dybt bevægede Ord gengav Kristus Guds Svar for os. (Se »V. m. L.« Side 95, Linie 12 fra oven.)