Alle religioner lover – så vidt jeg ved – en eksistens efter døden. Løftet gælder dog alene for os mennesker. Det er almindeligt antaget, at alle andre levende væsner udslettes, når de dør – med visse undtagelser i buddhismen – som dog ikke omfatter planter.
Det er en sådan ophøjelse af os selv – vi mennesker – i forhold til alt andet levende, der giver mig mistanke om, at vi har spærret os inde i et egocentrisk snæversyn, hvor vi kun kan få øje på os selv, og som religionerne bruger som ”lokkemad” (i den katolske kristendom kan man endda ligefrem næsten købe sig til et bedre liv efter døden).
Hvis jeg har ret, så spærrer vi jo vejen til at fornemme det sande guddommelige, som jeg tror er ufatteligt højere og større end nogen menneskelignende faderskikkelse og end noget menneske kan rumme. Den ortodokse kristendom siger: Gud er et mysterium, og hvis de i stedet havde sagt: Det guddommelige er et mysterium, havde jeg kunnet følge dem.
Konsekvensen for mig er dyb og ærbødig taknemmelighed over at eksistere – at være – så længe det varer – og dét motiverer mig til empati og almen kærlighed. Men at fatte det guddommelige, hvordan skulle vi dog kunne dét? Så meget klogere end aberne er vi jo ikke
Og selv om Louis Armstrong lovpriser den vidunderlige verden – og ser bort fra alt dét, der ikke er på vi menneskers ”ønskeseddel” – så synes jeg alligevel, at han har den rette indstilling
M.v.h. Arne Sandhedens mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, medfølelse, omsorg, kærlighed
Hej Jan. Det er jo almindeligt at kristent troende "slår ikke troende oven i hovedet med bibelen" Du gør så det samme, men i stedet med skrifter fra Vandrer mod Lyset. Og intet formår du selv at udtrykke. Det giver mig direkte modvilje mod at læse dine links
Hej Jan. Jeg har ingen tillid til Johanne Agerskovs spiritistiske religiøse åbenbaringer, så for mig er det tidsspilde at læse endnu mere herom i alle de links , du vil have mig til at læse Arne.