Sov godt Thomas, for mig virker det som om, at nogle har bildt dig noget ind - du opfører dig uorganisk og koldt. Det er der ikke meget Jesus over. Du har mistet dybets dimension, og det gør i virkeligheden ondt, og jeg føler med dig

Kærligheden skal ikke bindes ind man pakkes ud og gives til dine naboer. Gør noget for andre - også dyrene - det er i virkeligheden mere konstruktivt end slige "debatter".

Det er altid farligt for den frie tanke at se symboler overalt, selv hvor de ikke findes som andet end tilfældigheder eller praktiske arrangementer.

Er det overhovedet muligt at lade to linier krydse hinanden i lodret og vandret retning uden at kristne opfatter det som et symbol på deres tro. Selv det faktum, at symbolet for djævelens gerninger, det nedadvendte kors, besidder nøjagtigt de samme egenskaber synes ikke at påvirke de troendes tro på, at korset symboliserer noget gudgivent.

Heller ikke det faktum, at det "kors" romerne brugte til korsfæstelser havde form som et T, synes at have nogen indflydelse på tilbedelsen af korset. Det var fæstelsen af et menneske i korsstilling på T'et, der gav navn til straffen. Man kan korsfæste et menneske på en ladeport med nøjagtig samme virkning.

Korset var da heller ikke et symbol for de første kristne. De brugte fisken som symbol for Jesus. Korset kom først til senere med organiseringen af den kristne magtstruktur, og misforståelsen har jo fungeret glimrende som samlingssymbol for bidragyderne, og gør det stadig den dag i dag. Moses Hansen slæber rundt på et kors, som meget bekvemt er forsynet med et baghjul - Jesus skulle kun slæbe på en overligger.

Men når korssymbolikken føres helt ud til at se noget helligt eller åndeligt i de tre af tyngdekraften bestemte dimensioner, lodlinien og det vandrette plan, så er vi ude på misforståelsernes overdrev. Tyngdekraftens retning bliver symbol for Guds Ånd og enhver retning på jordens kugleoverflade bliver symbol på åndløshed. Det er det rene vrøvl.

Om vrøvlet om de vertikale/horisontale dimensioner i livet stammer fra Tillich ved jeg ikke, men hvis de overhovedet skal give nogen mening, så skal de opfattes som retninger i et koordinatsystem, hvor abcissen er tidens retning, og ordinaten er det åndelige niveau, set med den kristnes øjne. Der kan man så efter behag lægge menneskers verdenslinier (livsforløb) ind.

Men det vil næppe tilfredsstille de troende, som foretrækker tågede udefinerede symboler frem for sammenlignelige fakta.

Symboler kan i sjældne tilfælde stå for noget godt, som i tilfældet Røde Kors og Røde Halvmåne, men som hovedregel er korset, halvmånen (som egentlig er en nymåne), hagekorset, hammer og segl, nationale faner og hilsener m.m. brugt som samlingspunkt for drab på medmennesker eller undertrykkelse af grupper af mennesker.

Korset er ingen undtagelse. Det er mere et symbol på drab og undertrykkelse af anderledes troende, end et symbol på kærlighed til næsten.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Hej j-Michael-p

personplanet er jeg-planet, ich-planet, ego-planet.

så jeg har ikke opgivet min snak om egoet, jeget, altså personligheden og personlighedsdannelsen (personlighedsudviklingen).

du skriver:

Selv kan jeg godt lide det gamle begreb karakter og dermed også karakteregenskaber. Citat slut.

Jeg har det lidt på samme måde. Elsker ordet, begrebet, karakterdannelse. Men kan du give mig den definitionsmæssige forskel på karakterdannelse og personlighedsdannelse?

For ikke at påvirke dig vil jeg vente med at komme med min måde at skelne og præcisere.

Du kunne have gjort E. Tolle Trolle det efter, og i dag have været manden der havde stået med milliarderne ved at skrive om nuets tomhed og stilhed (og Jesus som en ikke handlingens mester) og hvad det nu var for nogle negative betegnelser du hæftede på det der intetsigende tomme tømte nu.

Laveste fællesnævner sikrer popularitet. Personlighedsdannelse og karakterdannelse er straks lidt vanskeligere, mindre populært, nemlig noget mere akademisk psykologisk orienteret og vestligt. Diskursen i Vesten er vanskelig (akademisk/videnskabelig) og upopulær og folk de forfalder til new age bøger om personlighedsudvikling og selvrealisering, hvor østens mystik er simpel og ligetil at implementer, hvorimod kristendommen er en umulighed, fordi kristendommen er hyperkomplekst; kristologien er hyperkomplekst, der sammen med Helligånden udgør treenighedslæren. Men der er så til gengæld så meget mere at komme efter hvis man først får hul på disse hyperkomplekse forhold, hvor man undgår en flad og simpel monisme (afspænding) til ingen verdens nytte, da en sådan på ingen måder som kristendommen, kan redegøre for menneskets kreativitet, som et kreativt nyskabende væsen, der udtrykker sig mere end det tilpasser sig (nyskabende udtryk, der bliver til emergente manifestationer, er det der i kristendommen kendetegner mennesket). I Kristendommen skal mennesket ikke tilpasse sig, men finde sit kreative udtryk (helt udtalt er dette forhold hos Paulus, i forbindelse med hans "i Kristus" mystik, der er kreativ ekstatisk, derfor vestens store foretagsomhed og kreativitet, fordi ham der grundlagde det moderne vesten var entreprenøren Paulus).

Et af kristendommens store fortjenester er at den får øje på at mennesket er utilpasset (utilpas (og fyldt med neurotisk ulyst)), og at løsningen på det forhold er et dynamisk kreativt virke og spirituelt udtryk som vi finder det hos Paulus. Løsningen er ikke at vi skal tilpasse os noget som helst, hverken guder (de svage guder og overtro som Paulus siger), Gud eller naturen. Først i dag er vi ved at indse hvor meget Paulus har haft ret i sin antropologi, Kristologiske antropologi. For aldrig har mennesket været så kreativ og udtryksfuldt og virksom som det er i vore dage. Denne kreative virketrang opdagede den gode Paulus og den er udtalt af finde i hans "i Kristus" mystik, ja slet ikke til at komme udenom. Ja manden har virkelig iklædt vesten Kristus, som i dag bugner af kreativ virkelyst, foretagsomhed og livsmod, mod til livet.

undskyld j-Michael-p jeg faldt i stave eller jeg fik en morgenridetur på min kæphest.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Hej Ole Bjørn,

Du skriver:

Korset var da heller ikke et symbol for de første kristne. De brugte fisken som symbol for Jesus. Korset kom først til senere med organiseringen af den kristne magtstruktur, Citat slut.

Fisken var det hemmelige indbyrdes symbol for de kristne da de ikke ønskede at blive opdaget, men korset kom først og korset står centralt i kristendommen, hvilket tydeligt ses hos Paulus, de første vidnesbyrd vi har om de kristne, hvor evangeliet og kerygmaet, netop er at Kristus bliver pælfæstet men at Kristus stadig er blandt os på grund af opstandelseslivets indbrud i verden. Paulus gentager igen og igen at vi taler om Jesus Kristus der blev pælfæstet, korsfæstet (han ville sikre sig for alle tider at Jesus Kristus ikke på et tidspunkt ville kunne ende op i en mytisk figur).

Så lige fra begyndelsen er det korset der i forbindelse med Jesus har den centrale og vigtigste rolle i det kristne tegnsystem, nemlig som symbol på at opstandelseslivet har gjort sit indtog i verden, opstandelseslivet har gennembrudt verden og verdensforklaringerne, det er denne nyskabende begivenhed der altid vil stå centralt i kristendommen da det er her kristendommen har sit kildeudspring (og ikke i hvad Jesus tillægges at have sagt af senere forfattere der driver teologi på Jesus). Korsbegivenheden siger blandt andet at vi ikke kan forstå verden eller os selv, ud fra det der er og det vi er, men ud fra det der skal og vil komme, ud fra det der kommer (vorder), nemlig den historiske forståelse og begribelse af verden. Altså historiens eskatologiske mening, som igen Marx tager op.


Et sted blander du typisk for dig naturvidenskab og kristendom sammen på en forkert måde. Din verdensforklaring er en ”DET-verdensforklaring”, vi kristne kender godt denne ”DET-verdensforklaring” (og en kristen kunne endda være naturvidenskabsmand uden overhovedet at blande Gud ind i noget som helst), men i kristendommen, i vores kristne liv, beskæftiger vi os ikke med det der ligger under personplanet, jeg-du planet. Det du ikke forstår, er at mennesket er en historisk person indenfor kristendommen og ikke kun et naturvæsen, så din reduktonisme kan vi ikke bruge som en forklaring på hvem vi er, men nok i forbindelse med hvad et menneske er, vil vi lytte til dig og dine ganske fremragende ”DET-verdensforsklaringer”, der dog ikke formår at forstå mennesket som en historisk person og dermed redegøre for personlighedsdannelsen, vores spiritualitet og identitet.

Jeg har været inde på det her forhold i mit indlæg I går 10:40 PM.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Kære Hans-Kristian.



Tjah, og hvis du ellers kender Fritz Jürgensen, kunne du jo sige til ham, der rider ved siden af dig: Rid lidt længere borte du Paulus, husk at vi er et helt kompagni!


Med de bedste formiddagshilsner

Kristian