Kort sammendrag af bogen: Troen på Ånder og Guder fra 1897:
Bogen er på 60 sider, og den starter med at søge svar på spørgsmålet:
Hvorledes er Troen pa Sjæle og Ånder opstået?
Det første den fastslår er:
Vilde og barbariske Folk har aldrig lært rigtig at skelne drøm fra virkelighed.
Alt levende har en sjæl som ikke forsvinder med døden.
I drømme kan sjælen forlade en og være aktiv, men vender tilbage når man vågner.
Sjæle, der har mistet deres legeme kan tage et andet legeme i besiddelse.
Sjælevandring er derfor ganske naturlig.
Man kan blive besat af en fremmed ånd som kan uddrives af ”medicinmanden”
Også solen, månen, ilden i naturbrande, storme, floder osv. er besjælede væsener.
Al virke og bevægelse i Naturen må være udslag af levende Sjæle.
Citat på nudansk:
Vi har nu set den ganske naturlige og logiske oprindelse til antagelsen af de mange sjæle, der fæster bo i legemer af mennesker og dyr, i planter og ting, men ofte forlader dem for kortere eller længere tid (i søvn, besvimelse og død) for at vandre frit om eller tage bolig i et andet legeme – set at vi ikke har med noget overnaturligt at gøre, men med en barnlig videnskabelig hypotese, der virkelig forklarer en masse sjælelige foreteelser fyldestgørende, så længe man ikke har lært at skelne mellem subjektive og objektive sansefornemmelser, men mener, at drømmebilleder, mareridt, hallucinationer og visioner fremkaldes af ting i omverdenen og er lige så ”virkelige” som den vågne og normale tilstands sansningsbilleder. Ganske på samme måde har de sjæle, der skydes bag om naturforeteelserne, deres oprindelse ikke i nogen som helst mystik – men i barnlige kulturtrins trang til forståelse og forklaring.
Ret ejendommeligt er det at se, hvorledes sjæleteorien og de deraf afledede forestillingsgrupper – der løste fra deres sammenhæng ser så absurde og regelløse ud som noget – indeholder den simpleste og mest nærliggende forklaring på spørgsmål, der til alle tider vil tvinge sig frem og fordre svar. En forklaring så nærliggende, at den med en naturlovs regelmæssighed og ensartethed har formet sig ganske på samme måde i hjernerne på de forskelligste folkeslag hen over jorden.
Citat slut.
Min kommentar:
Jeg er enig med forfatteren i, at det jo egentlig er ganske naturligt – når man ikke ved andet – at tildele alt omkring sig en sjæl som ens egen. En sjæl: Dét man opfatter som sig selv som andet end legemet.
I det primitive menneskes verden, hvor der er al mulig grund til frygt, er det så selvfølgelig vigtigt at stå sig godt med alle de andre "sjæle".
Når jeg tænker tilbage til min egen tidlige barndoms opdagelse af verden omkring mig, var det vist egentlig lidt på samme måde.
Og når jeg tænker på, hvordan vi mennesker i dag behandler "klodens sjæl" giver det jo stof til eftertanke.
Slut på første del.