Ole Bjørn



Det er for mig lidt tungt, det du skriver – og jeg forstår det kun pr. intuition.
Jeg tror, jeg forstår, at hvis der er et evigt søgende gemyt, som ikke kan stilles tilfreds, hvis det ikke kan finde svar på alle de spørgsmål, det er muligt at stille, da har det ikke sjæle- og sindsro (serenity).

Det kan jeg vist godt forstå.
Sådan har jeg i mit lange liv (78 år) også til tider vist haft det.
Men jeg har med erkendelsen af dette uafvendelige: "Jeg nærmer mig en af de yderste pladser på bænken" fundet balance i det sanseligt nærværende, i det mest fysiske, i mine bevægende oplevelser af rådyret i min have, af stormmågerne som nu flokkes, af fiskehejren som jeg overrasker i bækken, af svaneparret med 5 unger, af min hunds glæde over en tur til stranden, af gensynet med den smukke horsetidsel og ditto æselfoder, af glæden ved aftenkaffen med avis eller en af Händels kompositioner og endelig inden natten af det evindeligt overvældende gensyn med universets berusende dybde og ubegribelige uendelighed.

PS: Lige nu sidder jeg og beundrer et såkaldt 'Stankelben". Det er i denne tid stankelbenet er aktiv, fordi det efter parring skal have lagt sine æg. Hvilken overdådig skabningsdiversitet vi dog kan opleve. (Nyd blot synet af dette tovingede insekt: Det stikker ikke, så lad være med at slå det ihjel, medmindre I har grusomt mange af dem. Deres larver (til foråret) er meget grådige. De æder plantedele.

Kære tros.

Du udtrykker på smukkeste vis, hvad jeg har følt det meste af mit liv, kun kortvarigt afbrudt af nogle katastrofale oplevelser, som jeg ikke er sluppet for, men som dog som et plaster på såret alle forøgede min forståelse af verden.

Min søgen efter svar har aldrig forstyrret min sjæle- eller sindsro. Den kan nærmest sammenlignes med den behagelige sultfornemmelse, man har før man sætter sig til et veldækket bord, eller den nydelse, der kan ligge i fysisk træthed, når man efter veludført arbejde lægger sig til at sove.

Men jeg forstår godt, at mennesker, som har en gnavende sult efter svar på gåderne, er parate til at stoppe hvad som helst i sig for at blive sulten kvit. Det er ikke min natur. Jeg er en sand epikuræer. Jeg foretrækker lidt ad gangen men af den højeste kvalitet.

Hvis ikke man giver sig tid til at smage ordentligt på "maden", svigter de naturlige instinkter, og man propper sig i stedet med tomme kalorier, som nok tager sultfornemmelsen, men som ikke er sunde for udviklingen. Derfor er der så mange overvægtige i vore dage, som lever af fast food.

Fysisk har alderen givet mig en lille overvægt, men åndeligt er jeg slank som en ung atlet og med barnets store energi til at lege.

En lille pige på 6 år spurgte mig for nogle år siden: "Hvorfor græder gamle mennesker egentlig?" Efter at have tænkt mig om, kunne jeg kun svare: Nogle græder, fordi de ikke forstår. Andre, som forstår, græder af medlidenhed med dem som ikke forstår." Det svar syntes at tilfredsstille hende. Børn tænker meget logisk.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Hej Ole.

Din redegørelse - til Anne - om dit verdenssyn, "problemet mellem tro og videnskab", får mig til at reagere.

Jeg har en slags tro - og jeg har et på mange områder ret overfladisk kendskab, til videnskab, men som dog er tilstrækkeligt til, at jeg føler mig sikker på, at der ikke for mig foreligger noget som helst "problem" i forholdet mellem tro og viden.

Jeg er - naturligvis - enig i, at naturvidenskaben har bragt os vidt, har givet os en kolossal magt over tingene - vel især på det teknoloigiske område - lige fra stenøksen, der kan bruges både fredeligt og krigerisk og til atomkraften med samme anvendelsesmuligheder.

Videnskaben giver os jo også indsigt i, hvad verden er - os selv medregnet - selv om al videnskab vel er foreløbig, er begrænset (Bohr: "Hvad vi kan sige om naturen"), og selv om "de hvide pletter på kortet" synes at vokse i nogenlunde samme takt som kortlægningen.

Du kommer så frem til uvisheden om grundlæggende eksistenssspørgsmål:

Citat:

Hvad er liv? Hvorfor eksisterer jeg? Hvorfor eksisterer universet? Hvorfor skal jeg dø en dag? Er der et formål med det, som jeg ikke kender?

og du konkluderer, at denne uvished skaber utryghed, og dit eget svar er jo - i korthed:

Citat:

Hvad er der egentlig at være bange for?

Med andre ord, hvis jeg forstår dig ret: Det er ikke noget problem at leve med uvisheden, vi klarer os jo egentlig ganske godt.

Så langt er jeg meget enig - dog lige med det forbehold, at vores evne til teknologisk at beherske vore omgivelser har sine mangler - som Hiroshima-bomben, den globale opvarmning o.m.m. jo desværre viser os.

Dette, at naturvidenskaben og teknologien ikke selv har nogen moral, og dét, at det afhænger af os mennesker, om vore muligheder skal bruges konstruktivt eller destruktivt, har du jo selv flere gange udtalt dig pessimistisk om, hvis jeg husker ret.
Så her er der vel rent faktisk noget at være bange for?

Du fremfører så en formodning om, at menneskets utryghed underbevidst fører frem til "forestillingen om en himmelsk fader", og du skitserer - eksempelvis - den vel mest primitive måde, dette kan foregå på.

Her kan jeg kun give dig ret i, at der sikkert er mange, der er villige til at "ofre fornuften til fordel for tryghed".

Men det er vel også nogenlunde den mest primitive form religiøsitet, som tænkes kan.
Den svarer vel udviklingsmæssigt til naturvidenskaben før Newton

I min religiøsitet er der ikke nogen ældre hvidhåret herre med langt hvidt skæg som alfaderligt sidder på en sky og passer på os, men der er en oplevelse af, at noget er helligt (kloden, universet) og en anelse om, at der eksisterer noget, som jeg forløbig kalder "verdens sande væren" samt "sandheden bag dette".

Hverken "helligt" eller "sand væren" eller "sandheden bagved" er noget, jeg kan definere, endsige påstå eller bevise.

Det giver mig ikke nogen som helst tryghed, men det giver mig inspiration til at ære og elske verden - og alt hvad der er i den.

Og det uden nogen som helst konflikt med fornuften og naturvidenskaben

M.v.h. Arne.

Kære Ole Bjørn.

Tak for dit indholdsrige svar. Jeg har anbragt mit tilbagesvar som oplæg til en ny tråd ved navn 'Verdensforklaring' på forumet 'Filosofi'.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Hej.

Jeg har set på, hvad jeg skrev - og må nok erkende, at jeg var lige lovlig hurtig, da jeg skrev:

Citat:

- der sikkert er mange, der er villige til at "ofre fornuften til fordel for tryghed"

Det er fordi, tror jeg, at længsel, håb og tro er vigtige elementer i menneskets liv - som ikke bare kan fejes til side af rationalisme eller andre "-ismer".

M.v.h. Arne.