Hej Ipso Facto,
en kort kommentar...
Når jeg endnu ikke har svaret på dine kristne indlæg i denne tråd, så er det blandt andet, fordi jeg selv er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg i det hele taget kan sige noget, der ikke bliver opfattet som en grov kritik af den afmytolohiserings- psykologiserings og eksistentialiseringslinie både du og Hanskrist til en vis grad repræsenterer. Bevares, I sætter hver jeres personlige præg på troen, al respekt og ære for det. Især er jeg imponeret over Hanskrists' flotte bestræbelser på at få italesat troen. På at forbinde skrifterne med troen og troen med fornuften på en konsistent måde i et univers mange tænkende kristne sikkert kan føle sig hjemme i.
Du skal være velkommen til at give en saglig kritik af mine/vores ”kristne indlæg”. Det kunne da kun have været interessant med dit synspunkt her. Men måske handler det mere om, hvad der springer os debattører i øjnene og – men ikke mindst – hvad dit ærinde med tråden oprindeligt var, hvilket du også bemærker i dit sidste indlæg.
Min intention var ikke at besvare dig med et KRISTENT INDLÆG i den forstand, men jeg fik langt om længe muligheden for at sætte mig ned og gøre noget af det, jeg godt kan lide sammen med et lille forsøg på at placere etikken i Paul Tillichs kulturteologi (og korrelationsteori). Pointen med at inddrage dette perspektiv fra Tillichs ”Den glemte dimension” var et bud på, at vi alle troende som ikke-troende har brug for den vertikale dimension i vores liv. Dette er måske også en af grundene til, at du ikke længere står i en ateistisk position men derimod i en agnostisk med erkendelsen af, at vi ikke kan vide, hvorvidt Gud eksisterer eller ikke.
Tillichs afgørende påstand var som sagt følgende: ”Det afgørende element i det vestlige menneskes nuværende situation er tabet af dybets dimension” (s. 7, min fremhævning).
Derfor skrev jeg efterfølgende:
"Tillich bruger metaforen om ”dybets dimension” som det at beskæftige sig med livets mange eksistentielle spørgsmål, hvorfor det at søge dybets dimension er ens betydende med at være religiøs. For Tillich er religion altså en dybdedimension; den er menneskets væren, hvad angår dets liv og eksistens. At erkende tabet af denne dimension er at erkende, at livet ikke kun har en horisontal mening."
I stedet for en sådan samtale opfordrer du dine meddebattører til at placere deres tro eller vantro i Dawkins kategoriske skema:
Ligesom det i biologien kan være hensigtsmæssigt at opdele arterne i nogle større hovedgrupper som planter, insekter, krybdyr og pattedyr, kan det også være hensigtsmæssigt når vi diskuterer holdningen til det religiøse fænomen at opstille en taksonomi for hvilke mulige måder vi kan forholde os til det religiøse fænomen - til gud eller guder - på.
Du kan vælge at forholde dig til det religiøse kategorisk for på den måde at få indkredset en bestemt måde at tænke på. Men er dette befordrende for samtalen?
Nu er selve troen - for mig at se - ikke en bestemt måde at tænke på, for i troen på Gud (den direkte som indirekte tro jf. Gadepræstens synspunkt på religion.dk) ligger relationen til både ånd og krop, hvilket gerne skulle forbinde de hellige skrifter, psykologi og eksistens med vores kropslige som åndelige virkelighed.. Tro flytter som sagt bjerge, ikke sandt?
Mvh
Anne
Svar
Citer
