Tilføjelse: Jeg er i gang med at læse bogen: Kunsten at glemme sig selv af Kaspar Meitil, hvor han om toppen af Maslows pyramide bl.m.a. skriver:
Citat:
Pointen her er, at når vi bliver mindre selvcentrerede, bliver vi mindre selvkritiske, mindre selvoptagede, mindre egoistiske og mindre selvbevidste, vi tager ting mindre personligt, bliver mindre styret af vores behov for anerkendelse og tilfredsstillelse – vi bliver i det hele taget mentalt friere og mindre fastlåste i bestemte idéer om, hvem vi er. Og fra dette ståsted er der plads til mere kærlighed, venlighed og hjælpsomhed, mere plads til at interessere sig for verden, for menneskerne og dyrene i den, for det fælles bedste, for naturen og helheden. Og nu understøttes det af forskningen – at denne form for væren er bedre for vores mentale trivsel.
Jeg tror, Kaspar Meitil har fat i noget væsentligt
Arne agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, empati, omsorg, kærlighed
Hej Jan. Kaspar Meitils: Kunsten at glemme sig selv er jeg endnu kun nået knap halvvejs igennem, og min oplevelse er, at den er strengt saglig - næsten som en doktordisputats - ikke just underholdende - men indholdet er, synes jeg, virkelig spændende
Arne agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, empati, omsorg, kærlighed
Så nåede jeg omsider igennem Kaspar Meitils: Kunsten at glemme sig selv. Den er lidt tung at læse, synes jeg, men det er jo fordi, den er strengt videnskabelig. For mig er der imidlertid ingen tvivl om, at den har fat i noget dybt væsentligt - især for os mennesker her i den vestlige verden.
Vi har det jo med at fokusere på selvudvikling, og alt det gode, det kan føre til, men vi er generelt blinde for værdierne i ind imellem at sætte selvet lidt til side og blot være "en del af universet" - dét som Kaspar kalder det selvløse og ikke-egoiske("egoisk" er at fokusere på sig selv - f. eks. for at opretholde eksistensen - hvilket ikke er det samme som det moralsk fordømmende: at være egoistisk - ofte på andres behostning)
At det selvløse er vejen ud af lidelse har buddhisterne vidst i flere tusinde år, men da buddhismens mindfulness og meditation kom til os her i vesten, tog man ikke dét med.
Kaspar beskriver, at dog også folk her i vesten er nået frem til værdier i det ikke-egoiske selvløse - såsom altruisme og næstekærlighed - når man ind imellem slipper det selviske.
Som vi ca. 8 milliarder mennesker har fat i denne klode i dag er sådanne livsindstillinger nok mere nødvendige nu end nogensinde.
Der er næppe tvivl om, at indholdet i Kaspar Meitils bog er solidt funderet, men nok desværre foreløbig nok kun lidt kendt og anerkendt.
En mere populærvidenskabelig udbredelse af indholdet er min ønskedrøm - mens vi buldrer løs i begærets og teknologiens stadig vildere og voldsommere verden - med dens frygtindgydende fremtidsperspektiver.
Arne agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, empati, omsorg, kærlighed