sådan 2 gamle som os, er fra barns ben opvokset med påvirkning af kristendommen. Både i skole, samfund, moral og højtider.

Selv blev jeg undervist af en indre missionsk lærer, ja det var de fleste dengang, hvor man ikke satte spørgsmål ved om barnet skulle døbes, konfirmeres, men hvor søndage julen ect. var døden i mit hjem, fordi ingen ville det, men af sociale grunde gjorde man det, som fællesskabet forventede

Faktisk blev mine forældre gift grundet min mor blev gravid uden for ægteskabet, som ikke var velset dengang, og som ville bevirke jeg ville blive et uægte barn, hvis ikke de blev gift før jeg blev født.

Der var en sådan pige i min klasse, og hun havde det ikke nemt, da hun blev udelukket. Ligeledes var der en pige med en mor der var skilt. Det var bestemt heller ikke godt.

Så ikke altid vi selv bestemmer, hvad vi ”spærres inde i”

Tiderne har ændret sig, men det kristne gods er stadig det som samfundet ”bygger” på hvor synds begreber og moral kan vise hen til kristen tankegods, men vi har dog noget mer frihed end som tidligere

ganske fine tanker om tingene

hvor meget grøde der er i det kristne trosliv og dets spiritualitet kan du orientere dig om her:

Ny Himmel


Friheden og forløsningen og ikke længere at være spærret inde vokser i takt med at Paulus får en renæssance

bliver læst og forstået påny

Paulus Frihedens og Åndens og Glæden og Kærlighedens Apostel og Tænkningens Skytshelgen - der var indædt modstander af trostvang og rettroenhed og græsk dogmatisk abstrakt filosofisk tænkning -

hvorfor - jo fordi for Paulus var Åndens Virkelighed uimodståelig og overvældende og umuligt at sætte spørgsmålstegn ved - så kraftigt manifesterede de første kristnes konkrete erfaringer med Ånden sig - det var levende og det smittede og det udenom lærersætninger og bogstaven 2 Kor 3 siger det så tydeligt

vil vi forstå kristendommen, urkristendommen, er det den gejst og begejstring - entusiasme = i Gud Væren - de åndelige åbenbaringer og inspirationer (ideer og tanker) og motivationer (billeder og syner) som Paulus omtaler i 1 Kor 2

når vi sover (den lille død) får vi skænket en ny dag med nye kræfter til dagen

når vi dør får vi skænket et nyt liv - Paulus lærer os at død for at få et helt nyt liv

Paulus's dåbsteologi er en dødsfalds transcendens begivenhed - her sætter vi spørgsmål ved vores liv og livsførelse

for Paulus gælder at vi skal lære at død før vores såkaldte død

hvis ikke vi dør som når vi sover, som når vi elsker, som når vi falder død om, så får vi ikke et nyt liv

alle disse dødsfald og falden død om som når vi smider os på sengen om aftenen eller i den seksuelle akt overgiver hengiver os til vores livs kærlighed eller som når vi bare ikke kan mere og falder død om - alle disse trancer findes i shamanisme og i pinsebevægelsen og andre lignende kristne evangeliske bevægelser -- og de er også meget tydelige at få øje på hos Paulus:


Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.


Paulus lærer os at GIVE SLIP - men det viser sig ikke at medføre selvløshed:


Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer.

”det har aldrig været troen på hvad der står i bibelen eller på kirkens trosbekendelser man har mistet”

korrekt, men det kan være disse, der giver en indsigt som gør trosforholdet revideres eller skippes

”at henvise til skrifterne betyder jo ikke at det er skrifterne vi tror på, vel.”


Hmm .. både ja og nej.

Helligskrifterne er grundlaget for troen, og kristendommen er en åbenbarings religion, hvor guds profeter gennem tiden i jødedommen har åbenbaret mere eller mindre forståelige budskaber, men skriften er også fortællinger der gennem tiden ”bygges” videre på og hvor det tidligere skrevne ikke fjernes grundet det forstås som helligskrifter, som folket kender


”Og skulle alle de hedninger Paulus mødte først undervises og oplæres i jødedommen - forstå skrifterne, var der aldrig blevet kristendom og kirke født her på jorden, det hele ville fejle, så noget andet må være på spil mht grundlæggelsen af kristendommen -”

Kristendommen blev først anset som en jødisk sekt, der med Paulus virke blev en selvstændig religion, dog stadig med henvisninger til jødernes skrifter, da disse forklarer – profeterer – mener kristne - om Jesus som den ventede messias, og der var jo også en del jøder i de græske menigheder, men jo ikke nødvendigt i den grad over for hedninge, hedninge som ikke skulle omskæres men derimod tro på Jesu kristi offer og efterlivet, som ikke er en jødisk tanke men græsk.
Han mixser jødisk tankegods med græsk, krydret med egen udlægning af forskelligt.

Der er allerede på Paulus tid flere retninger, hvordan det at være kristen skulle forstås, og Paulus vandt og det gjorde han, grundet han kunne henvise til jødedommens skrifter – det legitimerede det sagte, og kædede det sammen med det nye - og så især fordi han kunne ”tilbyde” og forklare det med et efterliv, som jo den gamle pagt ikke gav – derfor giver bogstavet – den gamle pagt ikke efterliv, men man dør som mennesker almindeligvis gør.

Det nye Paulus fremviser er, at troen på den opstandne messias – den lovede og efter skrifterne forventede messias giver mulighed for et efterliv. En tro han mente gjaldt de hellige af ånden salvede til et himmelsk liv, hvor de skulle dømme engle og det jordiske.

De skulle være sammen med Jesus i himlen, en tanke Jesus ifølge skriften selv fremhæver ved at sige:
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/joh/14

Dette viser, at det var det disciplene troede, men også at de troede Jesus kom snart. Hvad Paulus også selv troede. Det var lige rundt om hjørnet, han skulle bare fuldføre ”løbet” så han kunne vinde sejrskransen, som han havde pant på som arving og en guds adopteret søn, og når ”vi” tror på opstandelsen er det fordi der, som Paulus skriver INGEN tro er, hvis ikke den har fundet sted, men det har den så, dette skulle helligåndens tilstedeværelse være bevis på

”ganske fine tanker om tingene”

Tak for din venlighed.
https://www.youtube.com/watch?v=drfiLa3cwbo


”når vi sover (den lille død) får vi skænket en ny dag med nye kræfter til dagen”

En længere periode i mit liv oplevede jeg min opvågnen som, at opstandelsen måtte være sådan.

Når jeg lagde mig til at sove registrerede jeg det ikke, ej heller at jeg sov eller var ved at vågne, og når jeg så vågnede pludseligt uden forvarsel var oplevelsen; Hvad! jeg lever! så jeg jokede med jeg havde fødselsdag hver dag i den periode.

Nå, sådan er det ikke mere. Pt dyrker jeg, og det kan man selv styre, at blive længst muligt i tilstanden mellem vågen og sovende tilstand – altså der hvor falder i søvn - uden at falde

En god nat og sov godt