Jesus kunne da godt modstå Djævelen, så burde Adam jo også kunne.
Thjoee men forskellen var jo. Jesus havde faderens visdom og havde været vidne til episoden i Edens have - mon ikke han kunne huske det - og så dette - ikke mindst - at Adam og Eva kendte jo ikke forskel på god og ondt
I Matt. 8. 21–22. staar f. Eks.: »Og en anden af Disciplene sagde til ham: Herre, tilsted mig først at gaa hen og begrave min Fader. Men Jesus sagde til ham: følg mig, og lad de døde begrave deres egne døde.« – Kan et fuldkomment Menneske svare saaledes? Bør et fuldkomment Menneske ikke vide, hvilken Sorg det er at have mistet en Fader, maa han ikke vide, at den, der modtager et saadant Svar paa en Bøn om Tilladelse til at tage den sidste Afsked med en Faders jordiske Legeme, maa føle sig saaret paa det dybeste? Men i Jesu Svar ligger tillige dette: de, der ikke følge mig, er aandeligt døde, og dem har jeg ingen Interesse for; vil du følge mig, da maa du gøre, som jeg gør, vende dig bort fra dem, der ikke er med os (= enige med os). – Og selv om Jesus vidste, at den Lære, han prædikede, stod langt over Jødedommen, saa var dette Svar baade ukærligt og hovmodigt. I Matt. 12. 47–50. staar: »Og en sagde til ham: se, din Moder og dine Brødre staa udenfor og søge at faa dig i Tale. Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: hvem er min Moder og hvem er mine Brødre? Og han rakte sine Hænder ud over sine Disciple og sagde: se, det er min Moder og mine Brødre. Thi hvo som helst der gør min Faders Villie, han som er i Himlene, han er min Broder og Søster og Moder.« Med andre Ord: jeg bekymrer mig kun om den, der gør min Faders Villie, alle andre er mig ligegyldige, selv om de er mine Slægtninge. – Hvilken Moder og hvilken Broder vilde ikke føle sig saarede, vilde ikke føle sig bedrøvede ved at høre et saadant Udraab fra en Søn og Broder, som de maaske selv elsker dybt og inderligt? Vilde et fuldkomment Menneske ikke langt snarere have søgt at drage sine Slægtninge til sig, selv om de ikke kunde forstaa ham eller hans Forhold til den himmelske Fader? Vilde et fuldkomment Menneske ikke bestandig have sørget over, at han ikke havde formaaet at lede sine nærmeste Slægtninge ad den Vej, som han selv vandrede? – I Mark. 11. staar fortalt: at Jesus en Dag, han var hungrig, søgte efter Figen paa et Figentræ; han fandt kun Blade, men ingen Frugter: »Thi det var ikke Figentid!« Jesus forbander Træet – og det visner! Kan et fuldkomment Menneske forbande et Træ, der efter Naturens Love bærer sine Frugter til bestemt Tid og følgelig ikke kan være Skyld i, at det udenfor Frugttiden ikke kan vederkvæge den søgende? – En ren menneskelig Ærgrelse over intet at finde, der kunde tilfredsstille hans Hunger, ligger til Grund for Jesu Forbandelse. I Sandhed et ringe Grundlag for en Forbandelse – saafremt den skal tages bogstaveligt!2 Flere andre Steder i Evangelierne træder Jesu ikke lydefri Væsen frem. Et fuldkomment Menneske kan saaledes ikke blive heftigt, forbitret og opfarende, eller bruge nedsættende Ord om sine Medmennesker, saaledes som Jesus ofte gjorde i sin Vrede; f. Eks. I Øjenskalke, kalkede Grave, Øgleunger, Børn af »Løgnens Fader«, o. s. v. (Matt. 15,7. 22,18 og Kap. 23, Mark. 11,15–16, Joh. 2,13–16 og 8,44). Den Karakteristik, der i Evangelierne gives af Jesus, viser klart, at han ikke var et fuldkomment, et syndefrit Menneske. Og selv om man henviser til, at Evangelierne er nedskrevne længe efter Jesu Død og derfor paa mange Punkter er og maa være fejlagtige, saa maa man tillige regne med, at Døden forsoner, at Døden dækker over saa meget; Fejlene formindskes og glemmes ved Siden af alt det gode og skønne, den døde har udrettet eller sagt. Og saaledes er det ogsaa gaaet med Jesu Eftermæle; de faa, der havde sluttet sig til ham, sørgede dybt og inderligt over Tabet af deres Fører og Lærer; de søgte at mindes det gode, det skønne, det kærlige; og det rent menneskelige, det ukærlige, det ufuldkomne traadte mere og mere i Baggrunden i deres Erindringer om ham. Men til Trods herfor er det dog ikke en lydefri Skikkelse, der træder frem for os i Evangeliernes Beretninger; thi hvor ydmyg, kærlig, hjælpsom og taalmodig Jesus end var i sit Jordeliv, var han dog sandt Menneske, en Menneskesøn, og kunde derfor umuligt være syndefri i den Syndens og Dødens Verden, i hvilken han levede. Sammenligningen med Jesus som det rene Offerdyr er derfor uholdbar, den maa briste; thi den kan absolut ikke forenes med Evangeliernes Beretninger.
Bibelsk er et fuldkomment menneske, en der ikke skal dø, og en der har et godt forhold til gud Dette mistede Adam og Eva, da de syndede mod gud, og derfor blev de smidt ud af Edens have ...