Hej Arne og Jan
Jeg skrev: Den kollektive menneskesjæl vendte sig bort fra Livets Træ og greb ud efter frugten på Kundskabens Træ og ville således definere godt og ondt på egen hånd.
Du svarede:
Din sidste bemærkning her rammer da plet, synes jeg.
Men religionernes indsats for at vende os mod "Livets Træ" har jeg svært ved at få øje på.
Jeg tror, at der i vores moderne samfund er en antagelse om, at religion er en rigtig dårlig ting. Men jeg tror, at denne antagelse er fejlagtig. Som Tom Holland giver udtryk for, så er vi måske ganske enkelt ikke bevidste om det værdisæt, vi har fået via kristendommen og den Lidende Konge:
Det er ædlere at lide end at påføre lidelse - alle mennesker er lige.
Kristendommen såede denne idé midt i en verden, hvor styrke var ret.
Du nævner menneskets misbrug af naturen og siger:
Men de velbetalte kristelige præsteskaber, hvad har de gjort for at lede os en bedre vej.
Jeg kan ikke få øje på andet end, at de har "opfundet" "Satan".
Inden for alle større bevægelser, som består af rigtig mange mennesker, må der i sagens natur findes brodne kar. Og dem kan du så pege ud. Men i det større billede må jeg give både kristne og ikke-kristne historikere ret (dem jeg er bekendt med), når de siger, at kristendommen i det store hele har givet verden et smukt og etisk værdisæt.
"Satan" er der mange meninger om. Ligeså med "Helvede". Og med disse begreber i centrum kan misbrug blomstre, eventuelt indadtil i mindre kristne forsamlinger, hvor børn vokser op og er bange for "den evige ild". Men med en fornuftig læsning om Den Lidende Konge (Kristus) i Det Nye Testamente, mener jeg ikke, at man kan hente andet end det smukke, gode og sande. Og i det store hele tror jeg, at kristendommen har haft en seriøst god betydning for verden.
Der er heller ikke andre religioner, der har arbejdet sig fri af fortidens mangel på indsigt i vore lemlæstelser af naturen.
Mener du, at buddhisterne lemlæster naturen?
Jo - vi er sandelig en besynderlig art, vi mennesker.
Vi er langt fra perfekte. Med vores sind kan vi gå i begge retninger - blive en helgen eller en djævel. Men alt dette erkender religionerne jo netop. Det er jo dette spændingsfelt, vi mennesker er i. Kristendommen taler her om faldet, og jeg er ikke sikker på, at jeg har forklaret tanken om et supra-temporalt fald godt nok. Det håber jeg, at jeg får lejlighed til, hvis Jan er med på at tale om den artikel, jeg linkede til.
Min pointe er: Religioner har åbne øjne i forhold til menneskets tilstand og den ondskab, vi kan være skyld i. Det er jo helt centralt. Din kritik af mennesket deler du med religionerne.
Vil Homo sapiens uddø, fordi vi forlod "Livets Træ" til fordel for "Kundskabens Træ"?
Pointen med faldet er - den tanke jeg følger - at homo sapiens ikke forlod Livets Træ til fordel for Kundskabens Træ. Valget mellem Livets Træ og Kundskabens Træ fandt sted i en Tidløs Tilstand - på tærsklen til selve Tidens Morgengry, da Gud kaldte verden frem af intet. Her fandt faldet sted, da den kollektive menneskesjæl (før den delte sig og blev egoistiske homo sapiens) brugte sin frihed dårligt, nemlig til at vælge Gud fra og ville køre verden på egen hånd. Det er i denne faldne verden, at evolutionen har kørt og efterhånden har iklædt det faldne menneske kød, det som vi nu kender som homo sapiens.
Faldet fandt altså sted før evolutionen frembragte homo sapiens. Alligevel er det Menneskets skyld, at verden faldt. For Mennesket forstået som den kollektive menneskesjæl eksisterede før faldet og traf her beslutningen om at tage fra Kundskabens Træ. Verden faldt, og i den faldne verden blev den kollektive menneskesjæl til en flerhed af selviske individer iklødt kød - homo sapiens - som nu "guffer af den forbudte frugt", men i Åndens kraft skal vende sig mod Livets Træ (repræsenteret ved Kristus).
Historien om Adam og Eva er drømmelignende billeder, der intuitivt indfanger disse temaer; Guds godhed og hensigten om en god skabelse, mennesket som et frit væsen, en aktør og forvalter, og en "harmonisk enhed af flere", som misbruger sin frihed, hvorved det selv og verden "falder".
Det er i denne faldne verden, at Gud i sin kærlighed selv kommer og dør - for at give liv på ny.
Kh Thomas
Svar
Citer
Men lad os tale om tingene. Har der været et fald? Hvad får os til at tænke i sådanne baner...