Prøvede netop at vise illustrere hvor meget sufismen var i god overensstemmelse med kristendommen - hvor agnosticisme ingen plads har som det ej heller har selvfølgelig hos Sufismen.




I den paulinske urkristendom - den oprindelige kristendom findes ingen dogmatisme og de fleste kristne lande i verden er de mest udogmatiske i deres tilgang det religiøse spirituelle.

Dogmatisk kristendom skal selvfølgelig bekæmpes fordi det på ingen måder er i overensstemmelse med den oprindelige kristendom (Paulus) hvor der ikke findes spor dogmatisme.

Kærlighed kan ikke stå alene - da kærlighed altid er mellem to parter eller størrelser. Så at tale om kærlighed uden at kunne pege på de kreative skabende dynamiske relationer der er på tale giver ingen mening - ja da bliver kærlighed et tomt begreb.

Kærlighed kommer sig af at to der hører sammen og behøver hinanden for at lykkes finder sammen igen. Det kan være mennesket og Gud fx.

Mennesket behøver Gud - og Gud behøver mennesket - så hverken Gud eller mennesket "søger sit eget" - men den anden.

Begæret og/eller længslen er selvfølgelig stor - stor som kærligheden er stor - for de to hører sammen.

Derfor det altid er i en EKSTASE hvor man bliver fri og løs af sig selv i en overgivelse hengivelse og/eller henrykkelse imod/efter den anden.

Gud giver mennesket noget de ikke kunne give sig selv og mennesket giver Gud noget Gud ikke kunne give sig selv - sådan er kærligheden - det er aldrig noget vi kan finde i os selv kun.


Men den kærlighed du taler om giver du dig selv - fremmer du selv gennem dine forsøg på uselviskhed og ydmyghed.

Derfor er min kærlighed mere ægte da jeg ikke selv kan fremme den - skabe den.

Jeg er derimod prisgivet Gud for at lykkes.