Jeg beder bare om en dato, så vi kan få afgjort tingene, og komme videre i teksten...

"min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"

XXIII. Forekommer Treenighedsbegrebet i det Nye Testamente?

Hvis Treenigheden var en ægte og oprindelig Bestandel i Kristendommen, og hvis Jesus havde lært det til sine Disciple, saa skulde man vente at finde det ofte og klart udtrykt i det nye Testamente, Og de Kapitler eller Vers, som indeholdt denne Lære, maatte naturligt være at finde mellem de mest troværdige og tilforladelige Dele af Bibelen. Men saadan er det jo slet ikke´. Der plejede at være kun to, siger og skriver to, Steder i det N. T., som indeholdt Udtrykket "Faer, Søn og Helligaand", eller hvad der svarede til det. Det ene Sted var 1. Joh. Brev 5. Kap. 7.-8. Vers, sim i den gamle Bibeloversættelse lød: "Thi de er tre, som vidne i Himlen: Faderen, Sønnen (Ordet) og den Helligaand, og disse tre er eet; og de er tre, som vidne paa Jorden: Aanden, Vandet og Blodet; og disse tre gaar ud paa eet." Men det er paavist, at Ordene: "i Himlen: Faderen, Sønnen og den Helligaand, og disse tre er eet; og de er tre, som vidne paa Jorden:" var indskudt i det 5te Aarhundrede i den latinske Oversættelse og altsaa var rent og skært Falskneri. Disse Ord er derfor fjernede fra de nyere Bibeloversættelser.
Der er derfor kun een Treenighedstekst tilbage, og den er i Matthæus Evangeliets 28de Kap. 19de Vers: "Gaar derfor hen og gør alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet eder; og jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende." Disse Ord siges at være talt af Jesus under en af hans Aabenbarelser for Disciplene efter hans Opstandelse. Ord, som tillægges en Mand efter hans Død, vil altid være tvivlsomme; men her har vi andre Grunde til at holde Treenighedsformlen i den for et Falskneri. Først synes det underligt, at Disciplene ikke gjorde, hvad Jesus saa bestemt befalede; thi ifølge Apostlenes Gerninger døbte de altid i Jesu Navn, som de aldrig havde hørt andet befalet. Men dernæst citerer kristne Forfattere som Origenes og Eusebius fra Cæsaræa (der var Kirkens første store Historiker) ofte dette Skriftsted uden Treenighedsordene. I Eusebius´ talrige Skrifter citerer han dette Skriftsted i alt 18 Gange. De 15 Gange, det forekommer i Skrifter før Nikæamødet Aar 325, er der ingen Treenighedsord; efter dette Møde er Treenighedsordene føjet til i de tre Citater, der forefindes. Det synes altsaa klart, at Bibelhaandskrifter før Nikæamødet ikke havde denne Treenighedsformel.

En nærmere og mere detailleret Redegørelse paa denne Maade for Evangeliernes mere eller mindre sandfærdige Beretninger om Jesu Liv og Levned, samt for de senere Tiders Indskud og Tilføjelser kan ikke foretages; dertil vil der kræves et for stort, ja et ganske uoverkommeligt Arbejde for det Medium, der er benyttet til Mellemled. Men med det her givne som Grundlag kan de, der mener sig kaldede dertil, selv granske efter de ægte Guldkorn, som findes i alle fire Evangelier.
Kun saa meget skal endnu siges, at ingen har Ret til at bebrejde Evangelisterne de urigtige, forvanskede eller helt usandfærdige Meddelelser, som de har overgivet til Efterverdenen, da man vel maa erindre, at intet er nedskrevet, medens Jesus levede, men først en Menneskealder efter hans Død. I den mellemliggende Tid vandrede Jesu Ord og Beretninger om hans Liv og Undergerninger fra Mund til Mund. Hist blev noget lagt til, her noget taget fra; man kan derfor let forstaa, at en fyldestgørende og i alle Enkeltheder nøjagtig Gengivelse saaledes maatte blive umulig. Desuden maa man ikke glemme, at den Ældste er Skyld i de fleste af de mange Forvanskninger, Modsigelser og Usandfærdigheder. Og skønt der fra flere af de paa det Tidspunkt diskarnerede Yngste blev ydet Evangelisterne megen Hjælp gennem inspiratorisk Paavirkning, saa var det umuligt, saa længe den Ældste ikke var løst fra Mørkets Magt, at faa alt til at staa i nøje Overensstemmelse med Sandheden.
Ingen af Apostlene er Forfattere til Evangelierne. Det, der bærer Johannes’ Navn, er forfattet af en af hans Disciple, der var af græsk Afstamning. Evangeliet blev samlet og fuldført efter Apostelens Død i Slutningen af det første Aarhundrede. Mindre Brudstykker af dette Evangelium var dog nedskrevet før hans Død og oplæst ved Menighedsmøderne. Kun en ringe Del af det samlede Værk var kendt og godkendt af Apostelen Johannes.
Apokalypsen har ingen som helst Berettigelse til at betragtes som en fra Gud stammende Aabenbaring. Den er helt igennem inspireret af den Ældste. Apokalypsens jordiske Forfatter er paa ingen Maade identisk med Evangeliets Forfatter af samme Navn.
Apostlenes Gerninger og de mange Breve, der er optaget i det Ny Testament, bør kun betragtes som mer eller mindre opbyggelig Læsning, og ikke alle Beretninger om Apostlenes Gerninger er i Overensstemmelse med Sandheden, ligesom ikke alle Brevene skriver sig fra de navngivne Personer.