Jeg er meget enig med Tillich i det med fede skrift typer.

Hvad han skriver efterfølgende som jeg har fremhævet med streg under - er meget dogmatisk kirke teologisk forsøg på korrekt tænkning.

Jeg forstår godt den fine skelnen mellem Gud i sine tre "fremtrædelsesformer" for os. Og jeg kan også se at der findes en vis begrundelse herfor selv i Nye Testamente.

Men alligevel mener jeg ikke det holder i Paulinsk forstand - Paulus stopper ikke op her og sætter grænser for Gud Helligånden - den Hellige Guds Ånd - eller Ånden som er den vending Paulus oftest bruger.


Men selv når dette er sagt så elsker jeg følgende af Paul Tillich om Gud Helligånden eller guddommelig Ånd:

Gud som nærværende i fællesskaber og personligheder, idet han griber dem, inspirerer dem og forvandler dem


Gud findes kun i living beings that exist som Berdyaev siger:

Altså Gud som nærværende i personligheder - idet han griber dem, inspirerer dem og forvandler dem.

Dette er hvad religion - det religiøse spirituelle åndelige alle dage har drejet sig om i det inderste maskinrum. isærdeleshed hvis vi taler kristendommen som er den mest spirituelle eller åndelige af alle de store religioner. Hvorfor overgår kristendommen de andre mange store verdensreligioner - jo fordi de kløjs rundt i moralsk selvretfærdighed og gerningsretfærdighed. Jamen så er det jo Paulus der gør kristendommen sublimt meget stærkt åndelig eller spirituelt. Præcist præcist præcist - det er sådan det er.

Og jeg er parat til at død for at forsvare det standpunkt - den forståelse som er den eneste rigtige åndelige forståelse tingene:

Altså Gud som nærværende i personligheder - idet han griber dem, inspirerer dem og forvandler dem.

Iøvrigt er det hvad Arne i snart 20 år har hånet mig for at mene - ja den intimitet mellem Gud og mennesket som der er i den kristne SPIRITUALITET påstår han er blasfemisk og meget svulstig og intetsigende.

Og som det menneske han er der er blottet for spirituel intelligens spørger han mig om hvordan Gud er og ser ud. Nå men flink som jeg er svarer jeg ham at Gud ikke er udenfor den fest og dans og sang han har kørende med os og ja alt det Gud gør med os - giver os skænker os og som vi svarer ham igen på - reagerer på i pris og jubel og triumf og stor glæde og højt humør. Gud er i relationen til os - denne kreative skabende dynamiske relation der kommer så meget fantastisk godt ud af for vi stakkels eller velsignede priviligerede menneskebørn her på jorden. Gud er ikke udenfor sin kærlighed til os i Kristus og alle de Åndelige velsignelser og gaver visdom og indsigt vi her modtager. Gud er i alt dette vidunderlige.

Jeg vælger at indsætte mit skriv - lidt tanker her.
________________________________________________

Paulus var som græsk inspireret diaspora jøde og selvudnævnt apostel selvfølgeligt præget af begge, og jeg antager, han som kristen også troede der kun fandtes/findes èn gud hvis ånd er hellig

En gud han som jøde ikke kunne komme nær, ja den tanke opkom sandsynligvis slet ikke, da forholdet til gud gik gennem overholdelse af loven, som han senere opfattede som en opdrager, indtil den opstandne Jesus henvendte sig til ham.

Siden da var hans eneste interesse - i følge ham selv - den korsfæstede Jesus der repræsenterede guds ånd, en ånd han mente, de kristne kunne få ved sindsændring og dåb – 2 ting som grækerne ikke havde i deres diverse gudsdyrkelser

… men - min interesse var guds ånd der i biblen betegnes forskelligt trods det, der kun er den ene og samme ånd – guds ånd – og ordet helligånden kommer først i NT selv om guds ånd i GT også forstås som hellig

Man siger jo, at for gud er alt muligt og det er jo åndens virke der er årsag til dette, og de som mener at ha den kan bibelsk kun bruge den i guds tjeneste – det hedder jo også åndens frugt

altså de kan ikke ha ånden hvis ikke den/de repræsentere gud.

men ånden kan være så stærkt tilstede, læser vi i biblen, at når man har set eller kender Jesus, har man også set faderen – og derfor er de begge Herre/herre – ja Jesus kaldte også sig selv fader over for disciplene. Så meget repræsenterede han ifølge sig selv guds ånd -

og derfor er gud jo i ånden, men den hellige ånd er ikke gud.

Derfor skurrede det i mine øre, når du skrev: Gud Helligånden – da dette bliver personificeret - og gud er jo én og ikke 2 eller 3

Jeg tror ikke Paulus var treenighedstilhænger – trods græsk præget - men - da de mennesker han var iblandt, havde mange forskellig guder, var han nød til at udpensle forståelsen af de kristnes guds ånd. Hvordan man fik den, og - man kun kunne komme til gud gennem Jesus offer.

For der er jo som bekendt ingen tro hvis ikke man tror på opstandelsen – og så er det jo Paulus, forstår jeg, der har designet den kristne tro bygget på Jesus død og opstandelse og det gør han på baggrund af skrifterne, som han jo hele tiden henviser til i biblen som oplært farisæer

Der er ikke tale om 3 guder (Der er forskel på nådegaver men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. 1 Kor 12.)

Men om at vi kender Gud den ene samme Gud som 1): Fader Vor (vi som Guds børn) og 2): i Sønnen (Gudmennesket (Gud i mennesket - Gud i os - Gud med os - mennesket med Gud)) og gennem 3): Ånden's eller Helligånden's Ny Væren og Virke/Virkelighed - Frugterne men hvad endnu vigtigere er Åndsgaverne der fuldstændig har forandret vor verden eller vi mennesker.




Opstandelsen (opstandelses beretningerne) er noget Paulus arver - og han løser det på glimrende vis. Paulus tanker om opstandelsen er geniale og sublime spirituelle - spiritualitet når det er bedst. KRISTUS er den samme idag og til alle tider - og dette er lykkedes Paulus i ekstrem grad at implementere KRISTUS i alles bevidsthed (i kultursfæren) til alle tider - selv i dag på 2000 års afstand åbenbarer Helligånden KRISTUS for os - Gudmennesket - mennesket med Gud - denne Guds fødsel i vores liv.

Det er et faktum at Jesus er død, henrettet og pælfæstet - og det forholder Paulus sig til - tiden er Ny - Historien ændret for altid ifølge Paulus pga begivenheden Kristus = Gud ind i tiden, i historien gennem Jesus Kristus - det er intet mindre end genialt (Paulus er et religiøst geni - religionshistorisk er han enestående). Paulus har sit virke efter Jesus død og må forholde sig til det faktum - det er et faktum. Paulus og hedningerne i Romerriget og de fleste mennesker og alle vi moderne mennesker har ikke levet sammen med Jesus (kender ikke Jesus) som visse disciple og slægtninger. Det er den situation Paulus befinder sig i og vi med Paulus.


Som vi forstår tro - er slet ikke det Paulus mener med TRO.

Hvis tro betyder den måde vi opfatter tro på - ja så er Paulus slet ikke troende.

Tro hos Paulus betyder det stik modsatte af hvad vi forbinder tro med.

Tro betyder netop ikke andenhåndsviden vi skal tro på

For Paulus betyder tro ikke at vi skal tro på menneskelig overlevering.

TRO er den direkte erfaring og virkelighed vi har med Gud i vores liv. Altid direkte fra Gud - ja TRO er det vi altid har direkte fra Gud på overvældende suveræn vis - så der ingen tvivl kan være. Tro er ikke noget vi selv skal magte, gøre.

Den største katastrofe i moderne tid er at vi ikke forstår begrebet TRO i dets Ny Testamentlige sammenhæng - eller hos Paulus hvor det betyder det modsatte af hvad vi idag forbinder tro med.

Lidt tanker
___________________________

Ja guds ånd forstås som den samme til alle tider uanset om den skaber ”i begyndelsen” eller hjælper Jesus og hans disciple –

og dét at tro, er også åndens fortjeneste hvis man lader sig drage af gud så tro bliver til en virkelig virkelighed, en tro som er ens helt egen, selv om man tror på Jesu død og opstandelse som en realitet som andre troende, men også en tro som ved åndens virke og menneskets åbenhed for ændring bliver til guds ære


Ens livsgerning bliver at tjene gud og forkynde det hellige evangelium - og holde ud til enden, som Paulus gjorde og skrev.


Nu forstår jeg jo ikke, hvordan du kan vide, hvordan vi og Paulus tror –

men som jeg læser Paulus handler det om, at han som oplært skriftklog udlægger den nye tro, og handler på den, lige så nidkært over for gud, som da han var jøde – hvad han jo stadig var som kristen – det var jo ”bare” en ny pagt …

så vi har også at gøre med et magt menneske der i kraft af den nye tro - åndens virke - må arbejde med sig selv i sådan en grad, at han gerne betaler med sit liv – ja det var han jo nød til for at virke troværdig … og jo også det troen gør - giver anledning til – selvrensagelse og sindsændring, så man ikke kun siger, vi skal elske gud og næsten, men gør det fordi gud elskede os først – altså man elsker uden bagtanke for gevinst, og det er et livslangt arbejde

… så at ha den fulde rustning på ( Efeserne 6:10) og holde fast på sin overbevisning. Leve med gud ved, at vandre i ånden til sin død var Paulus fokus og glæde, og han mente tilmed at há en pant, så han skulle være sammen med gud og Jesus, når han opstod til et himmelsk liv, hvor han mente at skulle dømme engle og menneskene på jord.

Så selv i efterlivet ville han bestemme den rette tro

Lidt tanker - skriver du Tikka - ja altid godt at tænke





Nu bliver jeg meget skræmt, da jeg jo kender dig og din holdning om at det er hjernespind det hele: "tro bliver til en virkelig virkelighed" --- derfor må jeg straks sige at tro ikke skaber virkelighed - det er slet ikke det tro betyder i en Ny Testamentlig sammenhæng og paulinsk sammenhæng, men TRO åbner os op for virkeligheden den åndelige virkelighed (1 Kor 2) der er der og altid har ventet på os (ja Kristushemmeligheden har altid været der) om vi er åbne og tager imod de åndelige velsignelser der altid har været der for os som Paulus siger, nemlig det væld af åndelige velsignelser der gemmer sig i Kristushemmeligheden - de Nye Skabninger vi er i Kristus - Guds Værk vi er skabt i Kristus.

Jung skaber jo ej heller nogen virkelighed for sine klienter men han hjælper sine klienter til at åbne op for det åndelige ubevidste kollektive arvegods af ARKETYPER og MOTIVATIONER - (Guds Ideer og Billeder/Motiver nedlagt i os) og andre ufattelige ressourcer og muligheder vi er født med som det ubevidste råder over og som vi har med os ind i livet, og ja nøjagtig gør Paulus det samme og i 1 Kor 2 som Jung jo selvfølgelig elsker, siger han det tydeligt.




NEJ - HJÆLP -- så er du ikke kravlet ind under huden på Paulus - han er så afholdt - så elsket - ikke mindst kvinderne i menighederne og selv de kvindelige overapostler - men de der kunne frygte ham er andre forkyndere, dog selv dem der forkynder noget andet er han forholdsvis mild overfor. Dog på skrift han argumenterer så overbevisende som ingen andre og det fordi han forstår tingene i sin åndelige rigtige betydning også derfor han den dag idag står som udødeliggjort gennem sine tanker der stadig er evigt gyldige aktuelle og relevante for selv os moderne mennesker. Paulus er en ÅNDELIG AUTORITET af de allerstørste religionshistorisk set - nok uden tvivl den største og som sådan han behøver ikke bruge menneskelig magt som han afskyr.

Paulus er enestående fantastisk til at omgås andre mennesker, lægfolk og selvfølgelig bliver magtmennesker bange for Paulus da de har så meget at miste og tabe i anseelse og autoritet når de skal bide skeer med Paulus. Selv Peter som Paulus jo nærmest ydmyger har den største respekt for Paulus.

De mennesker der ikke forstår TRO i en Ny Testamentlig især paulinsk sammenhæng, vil sige at Paulus har givet os, eftertiden, en masse at tro på, men NEJ HJÆLP - Paulus har ikke givet os noget at tro på (som vi forstår tro) men han har åbnet for den åndelige virkelighed som Jungiansk Psykologi på videnskabelig grundlag har formået at føre empirisk klinisk bevis for.

Paulus er religionshistorisk enestående og det netop fordi han ikke har læsset og overdynget os med en masse vi skal rende rundt og hitte rede i og tro på - holde oppe for os selv som noget tvivlsomt usikkert vi skal tro (der er ingen tros udenadslære eller dogmatisk hos Paulus - det er noget eftertiden har tillagt Paulus efter at han dør hvor græsk filosofisk tænkning begynder at udlægge kristendommen som filosofiske teologiske abstrakte dogmer (1)* - noget Paulus ville have bekæmpet med næb og klør som Albert Schweitzer er inde på det). Paulus er blevet far til os i Kristus - ihvertfald mig, Rudolf Steiner, Karl Barth (teologiens Einstein) og Paul Tillich (det 20 århundredes største religionsfilosof) og Albert Schweitzer og Luther med mange mange flere millioner og atter millioner af mennesker.


Som Jungs Psykologi og lære om det ubevidste især kollektive ubevidste ikke er noget vi skal tro på, men noget vi skal/kan lære at gøre os erfaringer med - nøjagtig på samme måde er det med den paulinske i Kristus SPIRITUALITET også her er det ikke noget vi skal tro men gøre os konkrete erfaringer med nøjagtig som Paulus beskriver det utallige steder men mest præcist i 1 Kor 2.



(1)*:

iøvrigt også de græske filosoffer der gør kristendommen abstrakt - og gør Gud abstrakt og gør det hele til logik og ikke længere Åndens Nye Liv. Og det er denne abstrakte Gudsforestilling som Arne er hoppet med på og som han derefter frasiger sig. Arne skælder ud på Paulus som Jan ABC men det er det er græsk filosofisk tænkning som Arne og Jan ABC skulle rette deres vrede imod, bestemt ikke Paulus hos hvem dogmer ville være utænkelige. Ja tænk bare på 2 Kor 3 - dette sublime kapitel om SPIRITUALITET.



-0-0-0-0-0-

Her i debatten mellem Tikka og HansKrist er vi virkelig oppe på den store klinge - det er trosfrihed når trosfrihed er bedst

her er tro ikke overtro eller blind tro - men seende og tænkende tro - her arbejdes der med de åndelige erfaringer og utallige velsignelser (Kristushemmeligheden) vi mennesker har mulighederne for at få del i - som altid har været der som Paulus siger, men som nu er blevet åbenbaret med Jesus Kristus - hvor Gud handler ind i tiden, ind i historien med os mennesker - derfor kristendommen er eskatologisk - og meget åndelig, meget spirituel - den verdensreligion der er mest spirituel af alle, meget mere end jødedom og islam ifølge Hans-Jørgen Schanz og selv ateisten Bertrand Russell også han er af andre veje end Hans-Jørgen Schanz nået frem til samme resultat at kristendommen er vildt meget SPIRITUEL - så meget åndelig - inderlighed og passion og det at elske - fyldt med bøn og sang og musik og EKSTASE GLÆDE ja JUBEL FRA OVEN - ja kristendommen er kærlighedens religion pr se som Nicolai Berdyaev siger, da mennesket her gøres unikt og helligt i sig selv


i Kristus - i Guds Kærlighed Kristus - ja i forbindelse alle de Åndelige Velsignelser og Frugter men ikke mindst Gaver her, Åndsgaverne ophøjes mennesket og helliggøres vi mennesker - i Kristus at være lige overfor Gud og ikke underkastet Gud - også derfor kristendommen ikke er en Moralsk Lovreligion - men som sagt den mest åndelige spirituelle religion af de store



-0-0-0-

WAUU - ja for fanden da det er godt HansKrist

det kan trosfrihed altså også

fra den ene yderlighed til den anden, fra gerth til HansKrist