Hej Arne!Det var dog besynderligt, at du endnu ikke har modtaget en håndsrækning fra en af debattens næstekærlige debattører. Men da de alle staver som en brækket arm er det eneste de ejer nok magisk tænkning og dysleksi. Så du må nok hellere købe Retsskrivningsordbogen eller melde dig til et VUC kursus i ortografi, som debattens næstekærlige formand var så venlig at foreslå dig.
Du kan trøste dig med, at det er en begrebslogisk sandhed, at reglerne for korrekt sproganvendelse aldrig kan beskrives fuldt ud gennem et system med et endeligt antal regler. Og hvad ortografien angår, så er den måde vi staver ordene på, undergivet konstante forandringer der til dels korresponderer med ændringerne i det verbale sprog. Man kan end ikke udarbejde et fuldstændigt regelsæt for hvordan man deler ord, for der findes altid undtagelser fra standardreglerne. Derfor er man nødt til at anvende sin sproglige intuition når det gælder sprogbeherskelse og forståelse af hvad ordene betyder.
Ole Bjørn, det kærlige menneske, har jo ret i, at dette er en debat og ikke et VUC kursus i ortografi. Dermed giver han debattørerne en håndsrækning til en dybere forståelse af hvad der egentlig skal forstås ved begrebet DEBAT. Debat er f.eks. efter een meget udbredt definition en mulighed for at nedgøre og såre andre mennesker ved at angribe deres person. En anden definition af hvad debat er går på, at det er et samarbejde hvor parterne indgår på lige fod i en herredømmefri samtale hvis mål er at bibringe alle deltagerne en større viden og forståelse for et emne end den hver af dem besad før de gik i dialog med hinanden.
Når når tænker på hvor meget jeg har lært om visse dunkle sider af den menneskelige natur af at gå i dialog med Ole Bjørn, så vil jeg antage, at end ikke tre VUC kurser i hhv. psykologi, etik og menneskekundskab kunne have givet mig en større viden og indsigt.
Det er med debat som med livet – den er hvad man gør den til. Den kan være et Helvede eller en Himmelsk oplevelse.
Du har i et tidligere indlæg i denne tråd efterlyst en mere simpel forklaring af teorien om de psykiske grundprocesser samt eksempler.
Kristian Pedersen var så venlig at svare dig, mens jeg blot filosoferede, men jeg kan fuldt ud bekræfte Pedersens oplysninger.
Som også den gode debattør Hanskrist var inde på, kan eksemplerne på hvad primær- og sekundærprocesserne forårsager af ondt og godt i konkrete hjerner findes lige her på debatten.
Hvis man i overdreven grad er præget af sekundærprocesserne – tendenser til pedanteri og flueknepperi - så er man tilbøjelig til at søge efter sandheden i køreplaner eller andre faste regulativer for hvad der er det rigtige. Desto flere primærprocesser der kommer i spil desto mere fantasi slippes der løs og dermed kan man inspirere andre til også at tænke kreative tanker. Måske holder det man når frem til ikke for en nærmere rationel analyse og må forkastes, men deraf lærer man også noget.
Det er ofte angsten for at blive gendrevet, fordi man siger noget vås, der afholder pedanterne fra at slippe fantasien løs, for det værste de ved er at skulle indrømme, at de kan tage fejl. En sådan indrømmelse er ubærlig for dem fordi det billede de har opbygget af dem selv som ufejrbarlige derved krakelerer. Og hvad er der så tilbage af personligheden?
Udsagn fra sådanne pedanter er det principielt umuligt at falsificere. Hvis de for eksempel hævder at
”naturen har ingen moral”, fordi de nu engang føler og tror, at deres egen natur er således skruet sammen, og derfor slutter fra det partikulære til det almene, så kan ingen argumenter i hele verden få dem til at ændre opfattelse. Det svarer næsten til vittigheden om, at en milliard fluer ikke kan tage fejl – for lort smaget godt. Hvordan vil du overbevise en spyflue om, at den tager fejl, fordi det er uæstetisk at æde lort?
Her står vi over for et uløseligt filosofisk problem fordi fluens rationalitetsbegreb og virkelighedsopfattelse er radikalt anderledes end menneskets. Vi kan end ikke gøre os forståelige over for en spyflue. Den vil fortsat æde lort uanset hvad du siger til den.
Pedanter er ofte humorforladte fordi de har det vanskeligt med de tvetydigheder som ligger til grund for humor og ironi, hvor der spilles på ords dobbeltbetydning og tvetydighed.
Hvornår har du senest oplevet, at Ole Bjørn har benyttet sig af humor eller ironi? Det nærmeste han kommer dette for ham lukkede afsnit af bevidst- og virkeligheden er nok bemærkningen om
debat og
VUC kurser. Men til forskel fra den ægte humor og ironi udløser den hverken latter eller smil, for dens eneste formål er at nedgøre og latterliggøre andre. Den bedste form for ironi indeholder selvfølgelig også selvironi. Samtidig med at vi gør grin med andre gør vi også grin med os selv. Så er ironien befriende og ikke dræbende og selvhævdende.
Ole Bjørn har haft visse vanskeligheder med at fortolke mit tungerækkende Einstein logo, netop fordi ironi og selvironi er lige så vanskelig for at ham begribe, som det er for en intelligent abe at begribe og mestre de grammatiske regler i tegnsproget. De lærer det aldrig. Bjørnen følte sig provokeret af min tungerækkende Einstein netop fordi han ikke turde eller kunne anvende primærprocessen, hvilket ville have sat ham i stand til at indse den enkle sammenhæng, at når man rækker tunge af verden, så rækker man også tunge af sig selv, da man jo selv er den del af verden.
På grund af Ole Bjørns særlige mentale struktur er han mest tilbøjelig til at gå rundt og forurene debatten med sine stinkende bjørneprutter. Du kan forklare ham 100 gange at det er uacceptabelt. Du kan smide hans indlæg i skraldespanden eller Skærsilden. Lige meget hjælper det for hans overjeg formår ikke at styre hans stærke instinktive tilskyndelser, analogt med hvad der er tilfældet hos en spyflue.
Det er ikke nok at besidde stor faktuel leksikal viden om både dit og dat, for så går det Bjørnen som det gik Klodshans' to kloge brødre, der kunne konversere om alt og havde lært flere leksika udenaf. De blev promte fyret af prinsessen fordi de var ved at kede hende ihjel. Klodshans derimod var deres diametrale modsætning, og derfor vandt han prinsessens hjerte og det halve kongerige. Jo dybere man dykker ned i Andersens eventyr desto mere forstår man, at her er en som tog sin kristne tro dybt alvorligt og formåede at omsætte sin fantasi og livserfaring til eventyr der både kan glæde og inspirere børn og voksne fordi de har så mange forståelseslag. Som al god litteratur har.
Hilsen
Ipso Facto 
---------------
"Det er pudsigt, at der med de relativt få Ord, som findes i Sproget, kan siges så meget Sludder." – Storm P.
Svar
Citer
