Jeg vil gerne bringe en anden folder på banen = Er mennesket skabt i Guds billede? Hvor stammer mennesket fra? af Lene Juhl - på basis af Vandrer mod Lyset! Et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden
----------
Er mennesket skabt i Guds billede? Til dette spørgsmål kan man svare både ja og nej! Ja, fordi mennesket er i besiddelse af ånden, det evige liv, tanken og den frie vilje, som Gud har givet til menneskene som en kærlighedsgave, hvilket beskrives i værket Vandrer mod Lyset! Nej, fordi mennesket er i besiddelse af det jordiske fysiske legeme, kroppen, der efter en årrække forfalder, visner og dør. Dette legeme er skabt af Mørket, således at mennesket er et "dobbelt væsen" bestående af det evige og timelige, den udødelige ånd og den dødelige krop. Således mødes og krydses disse to livsprincipper: Lyset og Mørket tæt sammenvævet i mennesket - denne uhyre komplekse skabning spændt ud mellem disse poler i universet og i sig selv. Mennesket er underlagt denne "dobbelte natur", hvilket kan give anledning til megen smerte og splittelse, men menneskets opgave er netop at leve denne dobbelthed, at lære Mørket at kende, at kæmpe mod det og besejre det og at søge Lyset. At søge splittelsen, at ville sætte ånden over kroppen eller vice versa er en fatal misforståelse, der blot bringer mennesket endnu mere smerte. Menneskets lod er denne verden, dette liv - her og nu, krop og ånd i ét - på godt og ondt!
Men hvorledes kan en kærlig Gud tillade alt det onde, sygdom, lidelse, smerte og død i menneskets liv? Menneskets fysiske legeme og muligheden for at gøre ondt mod andre og sig selv stammer ikke fra Gud, der er uendelig kærlighed og Lys. Disse dele af mennesket stammer fra Mørket og fra de dybest faldne blandt Guds første børn. Ifølge Vandrer mod Lyset! består universet af to mægtige magnetisk virkende Kræfter: Lyset og Mørket. I Lyset er mulighederne til alt godt, kærlighed og det evige liv. I Mørket er mulighederne til alt ondt, had, forgængelighed og død. Ifølge Vandrer mod Lyset! har Gud kæmpet sig vej ud af Mørket og fremstår som Lysets behersker og Mørkets besejrer. Da Gud fremsteg af Lyset var Mørket besejret, men ikke tilintetgjort. Gud drog Mørket ind under Lysets dækkende bølger, således at Mørket gennemlutres i et evigt bølgende kredsløb, der gennemstrømmer Hans flammende væsen. "Ved Tanken og af sit eget flammende Væsen dannede Han Tusinder og atter Tusinder af herlige, skønne Skikkelser - aandelige Væsener - Englene". Disse først skabte Guds børn havde ikke bevidst deltaget i Guds kamp ud af Mørket og Hans sejr herover, hvorfor de intet kunne vide om dets magt. Derfor måtte de nødvendigvis engang konfronteres med Mørket, for at kunne blive frie, ydende, bevidste og suverænt tænkende og handlende personligheder, der kan beherske deres tanke og vilje i Lysets tjeneste.
Gud skabte stjerneuniverset og udvalgte en lysklode, Jorden, med det formål, at skabe boliger for de nye væsener, Han ville skabe. Gud meddelte sine børn, at Han ville udvælge nogle, som skulle lede Hans nye børn gennem en personlig udvikling ad Lysets veje til Guds herlighedsrige. Når tiden var moden ville Gud udpege de af Hans børn, der skulle lede disse nye væsner frem mod Lyset - men kun de tålmodige ville være egnet. Med denne opgave stillede Gud sine børn over for Mørket. Men nogle af dem var utålmodige og mente, at de var selvskrevne til opgaven. De ville løse Lysets livsgåde og skabe væsener af dem selv. Da de ikke er skabte ved deres egen viljes kraft som Gud, men skabte af Gud, kunne de ikke løse livets gåde og kunne derfor ikke skabe af Lyset. Men da de vidste, at der også fandtes en livsmulighed i Mørket, tog de af dette og skabte liv heraf. De drog Mørket frem af det dækkende Lyshav, og Mørket skyllede nu ind over kloden og befrugtede og fremkaldte liv i de hvilende, mangeartede livsmuligheder, der var på jordkloden. Til deres rædsel så de, at dette liv af Mørket ikke var blivende, men opløstes, gik til i forrådnelse og død.
Livet i Mørket var kaotisk og degenererede Lysets fine livskim. På trods af kaos og ødelæggelse og deres rædsel besluttede de at fuldføre deres plan og skabe væsener af Mørket og dem selv i håbet om, at disse skabninger ville kunne styre dette kaos på jordkloden. Men de kunne ikke stænge for den lysgnist, de bar i sig fra Gud, og eftersom Guds Lys er evigt liv, vil selv den mindste lysgnist fra Gud aldrig kunne slukkes. Da skabelsen indebar et element af Lys gennem de faldnes ønske om at ordne den opståede ødelæggelse, blev disse deres skabninger levendegjort med en spæd skygge af denne Guddommelige gnist. Når skabningernes fysiske legemer døde bort, vandrede deres astrale genpart videre som skygger uden tanke og vilje. Dette rædselsfulde skyggeliv, disse levende døde, kunne nogle af de faldne ikke bære at være vidne til, og disse vendte sig da endelig mod Lyset og bad Gud om hjælp. Gud bønhørte dem i al sin kærlighed og påtog sig disse skygger, Guds faldne børns skabninger: menneskene som sine egne. Gud gav da menneskene Lysets evighedsgave: ånden, tanken og den frie vilje, det evige liv og kærligheden. Gud påtog sig således menneskenes ånd, men ikke det forgængelige jordiske legeme. Og Han gav lovene for menneskenes vandring til sit herlighedsrige.
Gud henvendte sig til de ikke-faldne af sine første børn og spurgte, om de ville være Ham behjælpelig med at lede Hans nye børn til Hans evighedsrige., hvilket de indvilligede i, og dermed blev de menneskenes, deres yngre søskendes, ledere og foregangsmænd på deres lange vandring.
Således blev menneskene da Guds alleryngste børn, idet menneskeånden stammer fra Gud: Lyset, kærligheden, tanken og den frie vilje. Menneskelegemet og vores liv i denne Mørkeverden stammer således fra de af Guds ældste børn, der faldt for Mørkets magt og blev dets tjenere. Således er mennesket født ind i en Mørkeverden, men vi bærer Lyset i vore hjerter!
Jeg vil gerne bringe en anden folder på banen = Hvem er Gud? Hvordan ser Han/Hun ud? Hvorledes er Hans/Hendes personlige Fremtræden? - Citat fra Supplement II til Vandrer mod Lyset!
----------
En i alle Enkeltheder nøjagtig Beskrivelse af Gud-Faders Udseende og personlige Fremtræden kan ikke gives. Thi de jordiske Sprog er saa fattige på Ord - intet af dem ejer Udtryk, der kan kendetegne denne ophøjede, rene, skønhedsfyldte Skikkelses Udseende. Og ingen jordisk Kunstner kan med pensler og Farver fremtrylle selv den svageste antydning af Hans Legemes, Hans Aasyns Former.
Et flammende Væsen er Gud! Thi Lysets æteriske Straaler udgaar fra Hans Legeme og herliggør dets lysende Skønhed. Ungdom, Renhed og Skønhed i sublimeste Form er Udtryk for Hans personlige Fremtræden.
Hans Aasyn bærer et uendeligt kærligt, men vemodsfyldt Præg. Sorg og Smerte hviler i Hans dybe, uudgrundelige Blik, thi Han bærer al Skabningens Lidelser og Sorger i sit Sind. Med Længsel, med Sorg og Smerte skuer Han ud i Rummet, Hans Blik søger Jorden, søger den lidende og stridende Menneskehed.
Han følger i Tanken de savnede og saa fjerne Væsener, der er Hans elskede Børn. Og ser Han, at de gaar Mørkets Veje, hører Han deres Skændsmaal, ser Han deres uværdige Livsførelse i indbyrdes Ufordragelighed, i Strid, Vrede og Had - da sløres Hans Øje af Sorg, af Skam over de Børn, som Han gav et evigtvarende, aandeligt Liv, som Han gav Tanke og Villie, hvis Sind Han prægede med en Gnist af sit eget Væsens Renhed, Kærlighed og Skønhed.
Men ser Han, at nogle af Hans Børn vandrer ad de Veje, som Han har afstukket for deres jordiske Vandringer, da glædes Han inderligt, og et kærligt Smil glider lysende hen over Hans sorgfulde, Hans alvorsfulde Aasyn.
Vidste I Mennesker, hvor eders Fader sørger over eder; kendte I Dybden af Hans smertelige Sorg over eder; kendte IHans Sinds Lidelser, fremkaldt ved eders uværdige Livsførelse, eders onde, slette, hæslige og forbryderiske Tanker og Gerninger: da vilde I skamme eder!
Kendte I den Rædsel og Afsky, der fylder Hans Væsen ved at følge eders Færd, naar I med Vaaben i Haand, ved eksplosive Stoffer og ved Gifte bekæmper hverandre, ødelægger Folk, Riger og Lande, nedbrydende alt skønt, rent og godt baade i eders eget og i andres Sind - da vilde I skamme eder end dybere! Da vilde I sørge over eder selv, da vilde I vende Sind og Tanke mod eders fjerne, men dag saa nære Fader, da vilde I svare Ham paa Hans kalden, da vilde I bede Ham om at lede eder ind paa de Veje og Stier, der fører til Ham, fører til Hans Rige. Ja, da vilde I fuldtud vise eders Fader: at I elsker Ham, at I er værdige til Hans Kærlighed og Omsorg.
Og eders Fader vil da glædes over eder! Smerten, Lidelsen, Sorgen, der nu præger Hans Aasyn, præger Hans Sind, vil svinde, og ud fra sin dybe, uendelige Kærlighed vil Han velsigne eder, vil Han i Aand og i Sandhed være eders Fader, Gud, Værner og øverste Leder baade i eders Jordeliv og i de sfæriske Verdener, ja overalt, hvor I end færdes.
Vor Gud og Fader kalder på eder - Dag og Nat - til alle Tider lyder Hans kaldende Røst til eder!
Jeg vil gerne bringe en anden folder på banen = Hvem er Gud? Hvordan ser Han/Hun ud? Hvorledes er Hans/Hendes personlige Fremtræden? - Citat fra Supplement II til Vandrer mod Lyset!
----------
En i alle Enkeltheder nøjagtig Beskrivelse af Gud-Faders Udseende og personlige Fremtræden kan ikke gives. Thi de jordiske Sprog er saa fattige paa Ord - intet af dem ejer Udtryk, der kan kendetegne denne ophøjede, rene, skønhedsfyldte Skikkelses Udseende. Og ingen jordisk Kunstner kan med pensler og Farver fremtrylle selv den svageste antydning af Hans Legemes, Hans Aasyns Former.
Et flammende Væsen er Gud! Thi Lysets æteriske Straaler udgaar fra Hans Legeme og herliggør dets lysende Skønhed. Ungdom, Renhed og Skønhed i sublimeste Form er Udtryk for Hans personlige Fremtræden.
Hans Aasyn bærer et uendeligt kærligt, men vemodsfyldt Præg. Sorg og Smerte hviler i Hans dybe, uudgrundelige Blik, thi Han bærer al Skabningens Lidelser og Sorger i sit Sind. Med Længsel, med Sorg og Smerte skuer Han ud i Rummet, Hans Blik søger Jorden, søger den lidende og stridende Menneskehed.
Han følger i Tanken de savnede og saa fjerne Væsener, der er Hans elskede Børn. Og ser Han, at de gaar Mørkets Veje, hører Han deres Skændsmaal, ser Han deres uværdige Livsførelse i indbyrdes Ufordragelighed, i Strid, Vrede og Had - da sløres Hans Øje af Sorg, af Skam over de Børn, som Han gav et evigtvarende, aandeligt Liv, som Han gav Tanke og Villie, hvis Sind Han prægede med en Gnist af sit eget Væsens Renhed, Kærlighed og Skønhed.
Men ser Han, at nogle af Hans Børn vandrer ad de Veje, som Han har afstukket for deres jordiske Vandringer, da glædes Han inderligt, og et kærligt Smil glider lysende hen over Hans sorgfulde, Hans alvorsfulde Aasyn.
Vidste I Mennesker, hvor eders Fader sørger over eder; kendte I Dybden af Hans smertelige Sorg over eder; kendte I Hans Sinds Lidelser, fremkaldt ved eders uværdige Livsførelse, eders onde, slette, hæslige og forbryderiske Tanker og Gerninger: da vilde I skamme eder!
Kendte I den Rædsel og Afsky, der fylder Hans Væsen ved at følge eders Færd, naar I med Vaaben i Haand, ved eksplosive Stoffer og ved Gifte bekæmper hverandre, ødelægger Folk, Riger og Lande, nedbrydende alt skønt, rent og godt baade i eders eget og i andres Sind - da vilde I skamme eder end dybere! Da vilde I sørge over eder selv, da vilde I vende Sind og Tanke mod eders fjerne, men dag saa nære Fader, da vilde I svare Ham paa Hans kalden, da vilde I bede Ham om at lede eder ind paa de Veje og Stier, der fører til Ham, fører til Hans Rige. Ja, da vilde I fuldtud vise eders Fader: at I elsker Ham, at I er værdige til Hans Kærlighed og Omsorg.
Og eders Fader vil da glædes over eder! Smerten, Lidelsen, Sorgen, der nu præger Hans Aasyn, præger Hans Sind, vil svinde, og ud fra sin dybe, uendelige Kærlighed vil Han velsigne eder, vil Han i Aand og i Sandhed være eders Fader, Gud, Værner og øverste Leder baade i eders Jordeliv og i de sfæriske Verdener, ja overalt, hvor I end færdes.
Vor Gud og Fader kalder på eder - Dag og Nat - til alle Tider lyder Hans kaldende Røst til eder!
Jeg vil gerne bringe en anden folder på banen = Hvem er Gud? Hvordan ser Han/Hun ud? Hvorledes er Hans/Hendes personlige Fremtræden? - Citat fra Supplement II til Vandrer mod Lyset!
----------
En i alle Enkeltheder nøjagtig Beskrivelse af Gud-Faders Udseende og personlige Fremtræden kan ikke gives. Thi de jordiske Sprog er saa fattige paa Ord - intet af dem ejer Udtryk, der kan kendetegne denne ophøjede, rene, skønhedsfyldte Skikkelses Udseende. Og ingen jordisk Kunstner kan med pensler og Farver fremtrylle selv den svageste antydning af Hans Legemes, Hans Aasyns Former.
Et flammende Væsen er Gud! Thi Lysets æteriske Straaler udgaar fra Hans Legeme og herliggør dets lysende Skønhed. Ungdom, Renhed og Skønhed i sublimeste Form er Udtryk for Hans personlige Fremtræden.
Hans Aasyn bærer et uendeligt kærligt, men vemodsfyldt Præg. Sorg og Smerte hviler i Hans dybe, uudgrundelige Blik, thi Han bærer al Skabningens Lidelser og Sorger i sit Sind. Med Længsel, med Sorg og Smerte skuer Han ud i Rummet, Hans Blik søger Jorden, søger den lidende og stridende Menneskehed.
Han følger i Tanken de savnede og saa fjerne Væsener, der er Hans elskede Børn. Og ser Han, at de gaar Mørkets Veje, hører Han deres Skændsmaal, ser Han deres uværdige Livsførelse i indbyrdes Ufordragelighed, i Strid, Vrede og Had - da sløres Hans Øje af Sorg, af Skam over de Børn, som Han gav et evigtvarende, aandeligt Liv, som Han gav Tanke og Villie, hvis Sind Han prægede med en Gnist af sit eget Væsens Renhed, Kærlighed og Skønhed.
Men ser Han, at nogle af Hans Børn vandrer ad de Veje, som Han har afstukket for deres jordiske Vandringer, da glædes Han inderligt, og et kærligt Smil glider lysende hen over Hans sorgfulde, Hans alvorsfulde Aasyn.
Vidste I Mennesker, hvor eders Fader sørger over eder; kendte I Dybden af Hans smertelige Sorg over eder; kendte I Hans Sinds Lidelser, fremkaldt ved eders uværdige Livsførelse, eders onde, slette, hæslige og forbryderiske Tanker og Gerninger: da vilde I skamme eder!
Kendte I den Rædsel og Afsky, der fylder Hans Væsen ved at følge eders Færd, naar I med Vaaben i Haand, ved eksplosive Stoffer og ved Gifte bekæmper hverandre, ødelægger Folk, Riger og Lande, nedbrydende alt skønt, rent og godt baade i eders eget og i andres Sind - da vilde I skamme eder end dybere! Da vilde I sørge over eder selv, da vilde I vende Sind og Tanke mod eders fjerne, men dag saa nære Fader, da vilde I svare Ham paa Hans kalden, da vilde I bede Ham om at lede eder ind paa de Veje og Stier, der fører til Ham, fører til Hans Rige. Ja, da vilde I fuldtud vise eders Fader: at I elsker Ham, at I er værdige til Hans Kærlighed og Omsorg.
Og eders Fader vil da glædes over eder! Smerten, Lidelsen, Sorgen, der nu præger Hans Aasyn, præger Hans Sind, vil svinde, og ud fra sin dybe, uendelige Kærlighed vil Han velsigne eder, vil Han i Aand og i Sandhed være eders Fader, Gud, Værner og øverste Leder baade i eders Jordeliv og i de sfæriske Verdener, ja overalt, hvor I end færdes.
Vor Gud og Fader kalder på eder - Dag og Nat - til alle Tider lyder Hans kaldende Røst til eder!
Jeg vil gerne bringe en anden folder på banen = Hvem er Gud? Hvordan ser Han/Hun ud? Hvorledes er Hans/Hendes personlige Fremtræden? - Citat fra Supplement II til Vandrer mod Lyset!
----------
En i alle Enkeltheder nøjagtig Beskrivelse af Gud-Faders Udseende og personlige Fremtræden kan ikke gives. Thi de jordiske Sprog er saa fattige paa Ord - intet af dem ejer Udtryk, der kan kendetegne denne ophøjede, rene, skønhedsfyldte Skikkelses Udseende. Og ingen jordisk Kunstner kan med pensler og Farver fremtrylle selv den svageste antydning af Hans Legemes, Hans Aasyns Former.
Et flammende Væsen er Gud! Thi Lysets æteriske Straaler udgaar fra Hans Legeme og herliggør dets lysende Skønhed. Ungdom, Renhed og Skønhed i sublimeste Form er Udtryk for Hans personlige Fremtræden.
Hans Aasyn bærer et uendeligt kærligt, men vemodsfyldt Præg. Sorg og Smerte hviler i Hans dybe, uudgrundelige Blik, thi Han bærer al Skabningens Lidelser og Sorger i sit Sind. Med Længsel, med Sorg og Smerte skuer Han ud i Rummet, Hans Blik søger Jorden, søger den lidende og stridende Menneskehed.
Han følger i Tanken de savnede og saa fjerne Væsener, der er Hans elskede Børn. Og ser Han, at de gaar Mørkets Veje, hører Han deres Skændsmaal, ser Han deres uværdige Livsførelse i indbyrdes Ufordragelighed, i Strid, Vrede og Had - da sløres Hans Øje af Sorg, af Skam over de Børn, som Han gav et evigtvarende, aandeligt Liv, som Han gav Tanke og Villie, hvis Sind Han prægede med en Gnist af sit eget Væsens Renhed, Kærlighed og Skønhed.
Men ser Han, at nogle af Hans Børn vandrer ad de Veje, som Han har afstukket for deres jordiske Vandringer, da glædes Han inderligt, og et kærligt Smil glider lysende hen over Hans sorgfulde, Hans alvorsfulde Aasyn.
Vidste I Mennesker, hvor eders Fader sørger over eder; kendte I Dybden af Hans smertelige Sorg over eder; kendte I Hans Sinds Lidelser, fremkaldt ved eders uværdige Livsførelse, eders onde, slette, hæslige og forbryderiske Tanker og Gerninger: da vilde I skamme eder!
Kendte I den Rædsel og Afsky, der fylder Hans Væsen ved at følge eders Færd, naar I med Vaaben i Haand, ved eksplosive Stoffer og ved Gifte bekæmper hverandre, ødelægger Folk, Riger og Lande, nedbrydende alt skønt, rent og godt baade i eders eget og i andres Sind - da vilde I skamme eder end dybere! Da vilde I sørge over eder selv, da vilde I vende Sind og Tanke mod eders fjerne, men dog saa nære Fader, da vilde I svare Ham paa Hans kalden, da vilde I bede Ham om at lede eder ind paa de Veje og Stier, der fører til Ham, fører til Hans Rige. Ja, da vilde I fuldtud vise eders Fader: at I elsker Ham, at I er værdige til Hans Kærlighed og Omsorg.
Og eders Fader vil da glædes over eder! Smerten, Lidelsen, Sorgen, der nu præger Hans Aasyn, præger Hans Sind, vil svinde, og ud fra sin dybe, uendelige Kærlighed vil Han velsigne eder, vil Han i Aand og i Sandhed være eders Fader, Gud, Værner og øverste Leder baade i eders Jordeliv og i de sfæriske Verdener, ja overalt, hvor I end færdes.
Vor Gud og Fader kalder på eder - Dag og Nat - til alle Tider lyder Hans kaldende Røst til eder!
Svar
Citer
