Hej Arne
Hvis jeg har udtrykt mig sådan, at det kan forstås som, "at vi mennesker intet kan sige om Gud", da tilbagekalder jeg det, for jeg kender ikke nok til menneskers evner.
Dét, jeg mener, er, et jeg finder det forkert - ja utilstedeligt - og tillige umuligt - hvis jeg søgte at sige noget om det guddommelige. Det eneste, jeg kan sige om det guddommelige er, at det ER.
Man kan vel kalde det ærefrygt eller ærbødighed - men også uvidenhed.
Sådan har jeg det, og det hverken kan eller vil jeg ændre på.
Det respekterer jeg fuldt ud.
Af og til tænker jeg også på, hvad vi mennesker kunne have undgået - og fortsat kunne undgå - af religionskrige m.m.m. - hvis vi alle havde det sådan.
Det kan du sikkert have ret i. Hvis alle vil til og definere og afgøre og fremhæve et dogme, så kan det sikkert føre til megen strid.
Det får mig til at tænke på, at Aldous Huxley vist nok et sted i Den Evige Filsofi skriver, at kristendommen har haft eller skabt problemer ved at insistere på, at der kun kan være én inkarnation af det guddommelige. Her er de østlige religioner vist mere åbne.
En fordomsfri indstilling til det guddommelige har for mig ført til en oplevelse af det guddommeliges væren.
Dette har ført mig til kærlighed.
Det er så herefter kærligheden, der er i fokus - ikke spekulationer om det guddommelige.
Det er jo såre enkelt - har intet med logik at gøre - men er samtidig - synes jeg - vidunderligt
Det tror jeg, at jeg kan lære noget af. Jeg har altid haft en tendens til at filosofere. Men er det ikke netop vigtigere at elske og tjene?
Ethvert menneske er af naturen videbegærligt; men hvad nytter videnskab uden Gudsfrygt? Bedre er sandelig en ydmyg bonde, som tjener Gud, end en hoffærdig filosof, som iagttager stjernernes løb, men forsømmer sin sjæl. Hvem, som kender sig selv ret, har ringe tanker om sig selv og fryder sig ikke over menneskelige lovtaler. Dersom jeg enddog vidste alt, hvad der er i verden, men ikke havde kærlighed, hvad kunne det hjælpe mig for Gud, som vil dømme mig efter gerningen?
- Thomas à KempisNu har jeg det fint. Men i går var jeg ked af min egen debatadfærd. For det første har jeg talt til dig på en arrogant måde. Det må du virkelig undskylde. Jeg skammer mig og har glædet mig til at undskylde.
For det andet er tingene nok mere nuancerede, end jeg selv har fattet. Fx er andet kapitel i den evige filosofi viet til "Årsagens Natur" - altså, hvad vi måske ville kalde: Hvad er Gud?
Og det kapitel ser på nogle måder ud til at give dig ret i det der med, hvad man kan eller ikke kan sige om Gud (eller måske rettere Guddommen; men det er her, det bliver lidt kompliceret). Læser jeg dybere efter, ser jeg, at tingene er nuancerede og ligger et sted mellem det, vi begge to siger. I "spændingsfeltet" i vores diskussion kan man måske sige.
Det vil jeg undersøge lidt mere, også via andre kilder. Men se blot dette:
Hvem er Gud? Jeg ved ikke noget bedre svar end: Han som Er. Intet passer bedre til den evighed, som Gud er. Hvis du kalder Gud god eller stor eller velsignet eller vis eller noget andet af denne art, indeholdes det i disse ord, nemlig: Han Er.
- Bernhard af ClairvauxDette finder jeg liggende i spændingsfeltet i den diskussion, vi har haft. Du har ofte sagt: Gud ER. Og jeg taler om algodhed og alkærlighed. Og her hører vi, at det ene indeholder det andet (og at man måske skal være forsigtig i sin tale herom).
Der står også meget andet, som jeg vil læse op på, og læse videre på via andre kilder.
Der åbnede sig lige en verden dér.
Men UNDSKYLD til dig, Arne. Jeg var den arrogante og på ingen måde ydmyg.
Svar
Citer
