Hej Thomas. Selvom det er lidt "bøvlet" for mig helt sikkert at forstå det engelske sprogs særlige ord om sådanne emner som dét, du her fremfører, så er det mit indtryk, at citatet er noget, jeg er meget enig i
Dér, hvor jeg nok afviger ret så meget, er, når man tilsyneladende tyr til bøn i stedet for til handling
Wikipedia citerer St Isaac of Ninevah for ordene (når jeg vælger dansk):
Citat:
At vælge en god gerning afhænger af initiativtageren; at realisere hensigten - det er Guds gerning.
Han skriver ganske vist mere end dét, men alligevel, det er efter min mening for passivt.
Bøn og handling går godt i spænd i kristendommen. Jesus lægger umiddelbart vægt på begge dele i evangelierne. Her tænker jeg også på din egen oplevelse med din Kristus-ikon; er denne oplevelse ikke at sammenligne mere med kontemplativ bøn end med handling? Og vil denne oplevelse ikke netop føre til handling?
Det er en skam med det engelske, som åbenbart er bøvlet for dig. Jeg læser megen litteratur på engelsk.
Apropos bøn, så er der jo den kontemplative form, som jeg forestiller mig, at du var hengiven til dengang foran din Kristus-ikon, men der er også den bøn, som Jan er kommet med til dig. Jeg håber, at I vil løfte sløret for, om I finder på at spise en sildemad sammen.
Bøn og handling går godt i spænd i kristendommen. Jesus lægger umiddelbart vægt på begge dele i evangelierne. Her tænker jeg også på din egen oplevelse med din Kristus-ikon; er denne oplevelse ikke at sammenligne mere med kontemplativ bøn end med handling? Og vil denne oplevelse ikke netop føre til handling?
Mit svar: Dét, jeg fornemmer, er en tendens til, at bøn let bliver til "at bede om" noget, som den bedende har i fokus. Din ortodoks kristne St Isaac of Ninevah var jo her ret tydelig, som jeg citerede ham:
Citat:
At vælge en god gerning afhænger af initiativtageren; at realisere hensigten - det er Guds gerning.
Men jeg er da meget enig med dig i, at kontemplativ bøn, hvor man jo ikke beder om noget, men snarere tager imod/oplever det hellige, kan føre til et ændret liv og til handlinger i kærlighed. Og min erfaring er, at sådan fordybelse i det hellige, hvor man ikke beder om noget, men oplever, at det - udover det momentane - kan sætte noget i gang, som måske først bliver klart lang tid, ja flere år, senere.
Den mest almindelige bøn i den ortodokse kristendom - i hvertt fald i Grækenland - er på kun to græske ord: Kyrie eleison, på dansk Herre forbarm dig - udtales Kírie eléjson. Den bedes hver søndag i den danske folkekirke under højmessen, men grækerne beder den mange gange hver dag i mange forskellige situationer og ofte lydløst. Man kan vel sige, at det kontemplative her glider ind i hverdagslivet
Og til Jan:
Citat:
Er bøn ikke en handling
er mit svar: Jo, da - en handling i det indre - i sindet - rettet mod det guddommelige. Og allerbedst, hvis den fører til noget kærligt udadvendt