Hej Arne
Jeg har tænkt en hel del på dig. Om du er ok
Jeg har, som jeg hele tiden har sagt, respekt for dig. Også en hel del endda. Du virker kvik, selv om du er en ældre herre. Du virker som om, du har en hel del psykisk stamina og vilje. Samtidig har du haft en oplevelse, som jeg sammen med dig rent faktisk skatter. Jeg skatter, at du har haft den. Og jeg skatter, at jeg har haft en tilsvarende.
Men jeg mener, at du modsiger dig selv, når du siger, at vi mennesker (som du ser det) intet kan sige om Gud. For hvorfra ved du, at Gud har betinget os sådan, at vi intet kan erkende om Gud? Og når du tilføjer, at Gud er ubegrænset (hvilket jeg er enig med dig i), så må det føre til accepten af, at Gud (netop fordi Gud er ubegrænset) godt kan give os sand erkendelse og dermed lade os sige noget om Gud.
Derfor holder det bare ikke - for så vidt vi accepterer, at det guddommelige er det ubetingede, der betinger verden - at sige, at mennesket intet kan sige om Gud.
Længere er den egentlig ikke.
Begyndelse, nå da, men hvad var det, der "bangede"?
Nogle ville sige Gud. Andre "det guddommelige". Nogen ville måske endda sige, at det er det, som er "bag verdens væren". Hvad end svaret er, handler det her ikke så meget om Big Bang, men om hvordan du forsøgte at argumentere for følgende:
Hvis verden er evig, er vurderinger af verden jo ikke længere uden videre en vurdering af dens "skaber"
Det er på dette punkt, at jeg har forsøgt at gøre dig klar over din - i mine øjne - fejltagelse. Derfor brugte jeg ordene "betinget" og "ubetinget" i stedet for at tale om skabelse, tid og evighed.
Ren dialog. Rene motiver. Ren respekt. For dig, min dialog-ven. Og jeg håber, at vi stadig kan være i dialog. Men jeg respekterer også, hvis du stopper dialogen.
Svar
Citer
