Hej Tikka. Du skriver om manden, der reddede barnet:
Citat:
Ej, han var jo en voksen mand, der vidste hvad det betød for barnet og dennes familie, en viden han har med fra fortiden – dette at barnet kunne død, men ok … er det så også nu'ets kraft hvis jeg tager en ske fra køkkenskuffen?
Mit svar: Løgstrup tydede det anderledes, som du kan se i det link, jeg gav:
Citat:
Ifølge Løgstrup kan man ikke beslutte sig for at være et barmhjertigt menneske, men man kan sige ja til barmhjertigheden ved at sige ja, når den melder sig som suveræn eller spontan livsytring.
Jeg respekterer selvfølgelig dit syn på situationen, men hælder selv til Løgstrups. Husker i øvrigt, at vi tidligere har diskuteret den fri vilje, hvor vi også så forskelligt på det
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, harmoni og kærlighed
Man kan beslutte sig til mangt og meget, men det er klart, at hvad man har lært i sin opdragelse er lettes at praktisere, hvis man ønsker det …
… og man kan selvfølgeligt beslutte man vil være barmhjertig, både af pligt, men også af hjertet, ellers ville man jo heller ikke kunne ændre sind.
Men indrømmet det er ikke let at lave om på sig selv hvis dette ligger en fjern, hvis man eksempelvis kun tænker på sig selv.
Men - er man opdraget med at tilsidesætte sigselv for at hjælpe andre, falder det naturligt, og en voksen mand hopper ikke i vandet for at redde et barn, med mindre han er klar over drengen kan dø og chancen for at kunne redde ham er en mulighed.
Iøvrigt må han jo også ha vidst, han kunne svømme, for ellers var der jo ikke nogen ide i han sprang i vandet, bare for selv at drukne.
Mennesket er i stand til at handle på rygraden i et splitsekund, når det er nødvendigt, så man tror man gør det uden at tænke, hvad manden jo må ha' gjort, når han kan begrunde sin handling med at drengen var ved at drukne.
Nu er det jo en rørende fortælling om et barn, og han bliver en helt, men ikke sikkert han havde gjort det hvis det var hans fede fjende, eller sognets beskidte fulderik, så den frie vilje er da bestemt også medspiller her.
HK: Du nævner Nu'et igen og igen og du dogmatiserer om NU'et og det virker ikke overbevisende med alle de dogmatiske påstande du knytter til NU'et da NU'et er en menneskelig konstruktion og ikke som Virkeligheden er, hvilket moderne fysik også har bevist.
Disse dogmer her jeg finder mistænkelige:
1):
Oplevelsen findes kun i nuet
- Ja. Oplevelser fra fortiden er erindring og tanker om oplevelse i morgen er forestillinger.
Så når jeg er færdig med at spise, så er den oplevelse slut.
2);
hvis nogen mener guds ånd påvirker dem, kan dette kun ske i nuet
- Ja. Da guds ånd forstås som virkelig og levende, kan den jo kun befinde sig i samme tid hvor mennesket er virksomt - altså i nuet.
3):
Her er bøn, som kun kan praktiseres i nuet. - Ja. Du kan jo ikke bede i hverken fortiden eller fremtiden, da du jo kun er levende i nuet - det som er mellem/forbinder fortid og fremtid, men måske ”du” har bedt før og også vil gøre det i fremtiden, men du kan kun bede nu – og nu – og nu til du stopper.
##
- Når der siges man lever i nuet, betyder det vel blot for de fleste, de lever ubekymret om dagen i morgen.
Jeg ved det ikke, for jeg siger aldrig, jeg lever i nuet, selv om det er der mit liv leves – min krop lever, men jeg forsøger, at være nærværende, men afhænger også af situation og sindstilstand, men vil helst være tilstede med passende ansvar og opgaver, dog kan vi jo klare langt mere end vi tror
##
Der hvor tanken er væk, hvad jo kun sker kortvarig – med mindre man opøver denne tilstand gennem diverse teknikker er jo en form for åbenbaringer, og der er jo ingen der behøver at rykke en til det næste nu, det sker jo helt automatisk så længe man lever, da tanken kørere på automatpilot, og ”almindelige” mennesker og folk der mediterer kommer jo altid tilbage, men jeg har godt læst om yogier der er langt ude og ikke lever et ”almindeligt” liv længere.
Svar
Citer
