Kære Arne
Indtil du lærer at skelne mellem teori og praksis vil du ikke kunne forstå mig - jeg har forsøgt at gøre rede for denne skelnen flere gange, jf. eksempelvis de flyvende elefanter. Det er ligesom om du nægter at anerkende at den differentieren er både fornuftig og nødvendig.
Du går ind for religionsfrihed, hvilket vel nogenlunde er det samme som trosfrihed, men samtidig skriver du (om religiøsitet): "Gem skidtet væk."
Igen: Selvmodsigende.
Der er intet selvmodsigende i det - det ene er min overordnede holdning til menneskets rettigheder, herunder ytringsfrihed og religionsfrihed (inkl. retten til at være fri for religion). Jeg vil kæmpe for en kristens ret til at være kristen, en muslims ret til at være mulsim og en hindus ret til at være hindu etc. (og derved er jeg faktisk mere frisindet end mange religiøse er selv - tænk på de religioner der vil afskaffe "vantro" (inkl. ikke troende)). Det andet er min praktiske holdning til religionerne og deres manglende værdi. Folk kan tro hvad de vil - men jeg vil aldrig anbefale religion som en vej til et bedre liv eksempelvis, derfor holdningen: gem skidtet væk (herunder adskillelse af stat og kirke, befrielse af uskyldige børn fra forældrenes indoktrinering og folkeskolens fremhævelse af religion frem for fag som eksempelvis filosofi eller idehistorie). Men lad da folk bilde sig selv hvad som helst ind.
Du hævder, st jeg "klynger mig til et irrationelt forsvar af gudetro og gudsdyrkelse?"
Nu er den slags af natur selvfølgelig ikke rationelt - det er det modsatte jo heller ikke!
Ja, når man hårdnakket insisterer på at holde muligheden for at Anders And skabte verden ved hæftig masturbation en stille lørdag aften hvor Andersine ikke var kommet hjem endnu, så er man magisk tænkende og derved irrationel. Det modsatte standpunkt er bestemt ikke irrationelt, jeg er sikker på at ovenstående skabelsesberetning er forkert - men det kan du ikke tillade dig at være hvis du skal være konsekvent!!!
Men jeg har ingen hensigter om hverken at forsvare eller angribe hverken gudetro, anden form for religiøsitet, ateisme, agnosticisme, metafysik eller hvad der ellers kan være aktuelt.
Det er lidt uambitiøst i mine øjne - vi mennesker får intet ud af at fokusere på efterliv og gudeforestillinger. Værdien af vort liv på jorden negligeres af de fleste religioner, til fordel for fiktive gudebilleder, ceremonier/ritualer/liturgi og anden indbildt "transcendent" mening - de repræsenterer altså uhensigtsmæssig værdiforskydning og værdiforvrængning (som allerede nævnt). Hvis du vil skabe noget godt, så må du forkaste det ophav og starte på en frisk (uden at definere nye barnlige gudeforestillinger).
Derimod tror jeg på, at der kunne komme nogle frugtbare og gensidigt berigende dialoger ud af af en gensidigt respekterende holdning.
Hvordan kan atesime, agnosticisme, religiøsitet, metafysik, kærlighed til viden (naturvidenskab) og kærlighed til visdom (filosofi) - og hvad der ellers er - skabe nye idéer, perspektiver, horisonter og visioner, som kan berige os mennesker, mens vi vælger, hvilket liv vi vil leve?
Ateisme er intet andet end fravær af gudetro - forvent ikke andet end det fra ateisme. Der er ikke mere at komme efter i den "isme". Alle andre holdninger en ateist, som jeg, måtte have, er noget man som individuelt individ har lagt oveni eller nedenunder (typisk humanisme, rationalisme, skepticisme, naturalisme mv). Det samme gælder i øvrigt agnosticisme.
Og det er dét, jeg søger.
Det kunne være rart at høre hvad du så har fundet ud af i et andet indlæg måske?
Men det kræver, at vi erkender vores afmagt.
Ja, og det har de mange ateister som erkendelsesteoretisk har indtaget et ydmygt standpunkt, hvor vi støtter os til sikre metoder til opnåelse af så sikker viden om verden som muligt. Udgangspunktet er, som allerede skrevet, at vi intet ved - og ovenpå det benytter vi så en sikker (ifht. alle andre metoder, så som tro) videnskabelige metoder til at opbygge det vidensniveau vi er på i dag. Og det velvidende, at dele af vores viden kan falde sammen i morgen, men så må vi op på benene igen og fortsætte arbejdet - igen: der findes ingen genveje til sikker viden om verden.
Ateister føler sig ikke udvalgt af guder, eller specielt heldige fordi vi en dag skal leve evigt ved guds sige i et Paradis eller lignende. De fleste ateister tager udgangspunkt i dette liv - det eneste vi med sikkerhed kan sige at vi har og får. Ydmygheden kommer af sig selv, når man har indset hvor små vi er i forhold til universet, hvor fantastisk verden er i mikroskop som teleskop - og hvor heldige vi er, at netop vores sædcelle vandt kampen om liv mellem millioner af andre, at vores far og mor lige valgte at kneppe den dag vi lå klar i farmands ladning, at farmand ikke sendte klatten et andet sted hen, end op i vor mødres frugtbare skød! Og det samme gælder for alle vore forfædre - hvis blot et samleje var blevet forstyrret af et telefonopkald eller naboens brok, så var vi her ikke i dag. Det leder mig til afmagt og ydmyghed (bl.a. overfor tilfældighedernes spil) - og forståelse af at jeg er heldig og ikke skal misbruge mit liv (det skylder jeg alle de sædceller der aldrig befrugtede et æg, det potentielle liv) - men jeg vil ikke være til grin for mit eget liv, Anders And skabte ikke universet!
MEN IGEN, nu er det jo ikke et indlæg som lægger op til værdikamp eller forsvar for ateisme - mit indlæg er en forklaring på hvorfor en ateist som jeg beskæftiger mig med religion, intet andet.
Gensidig hån og latterliggørelse fører ingen steder hen, vil jeg mene
Så som at jeg at jeg køjs i kameler, sluger kameler, tager fejl (uden at ville stå ved det), "ikke kan diske om med mere", skaber en ny fundamentalistisk religion, er uhæderlig, er urespektabel og i øvrigt ligner tidsspilde?
Svar
Citer
