Kære Disciple.

Et postulat bliver ikke sandere af at blive gentaget.

Der er titusindvis af biologer, der har sat spørgsmålstegn ved, om Darwins oprindelige teori er tilstrækkelig, og ingen af dem er blevet fyret.

Darwins oprindelige teori er blevet forbedret på adskillige punkter, men dens grundlæggende princip, at arterne inklusive mennesket har udviklet sig af tidligere mere primitive organismer, er ikke alene uændret, men også til overflod blevet bevist af den genetiske forskning. At benægte dette er simpelthen et udtryk for religiøs dumhed, som især JV'erne er kendte for at promovere.

Jeg tænkte nok at kreationistspøgelset var involveret i fyringen af de tre. Når du nu vil redegøre for deres "forargelige forfølgelse", så husk lige i redegørelsen at medtage de fyrende instansers begrundelse for fyringen, sådan bare for saglighedens skyld.

Din proklamation lugter langt væk af et kreationistisk forsøg på ad omveje at nedgøre evolutionsteorien, så jeg forstår glimrende, at den kun har kunnet samle 800 underskrifter bl. de mange millioner, som verden over beskæftiger sig med videnskabelig forskning.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Hej Ole Bjørn

Hvad du lugter vedrørende evolutionslæren eller kreationisme må du selv kæmpe med.
Citat:
Jeg tænkte nok at kreationistspøgelset var involveret i fyringen af de tre. Når du nu vil redegøre for deres "forargelige forfølgelse", så husk lige i redegørelsen at medtage de fyrende instansers begrundelse for fyringen, sådan bare for saglighedens skyld.
Citat slut.

Kommentar:
Læs hvad der står ellers får du begrundelsen i næste indlæg. I øvrigt så tag lige og læs proklamationen eengang til, der står intet om kreationisme. I øvrigt er det den ateistiske mafia af evolutions tibedere, som ser spøgelser fordi nogle ansete forskere stiller spørgsmål ved denne lære og dens svagheder.

Og hvad angår listen på de ca. 800 seriøse forskere, så skrev jeg at masser af andre videnskabsfolk gerne ville underskrive, men som ikke turde på grund af den omtalte loge af Darwinistiske mafiosos hersken på fakulteterne.

Astrofysikeren Holger Bech Nielsen udtalte engang for nogle år siden i et interview i JP følgende om skabelsen:
Om det er bibelens skabelsesberetning, Big bang eller Darwins konklusioner som er den egentlige sandhed er fuldstændig ligemeget, for det er Gud som står bag det altsammen.
Ligesom Holger Bech Nielsen udtalte omkring tid, at den var cirkulær, uden begyndelse eller afslutning og derfor var alle spekulationer om andet rent nonsens.

Men kære Ole Bjørn i næste afsnit får du og andre syn for sagen om de fyrede forskere.
Indtil da

mvh
disciple

Hej Disciple!

Velkommen til det frie debatforum.

Som du ved fra vore tidligere diskussioner på den alternative religionsdebat, har min holdning til evolutionsteorien altid været, at det er en ringe teori, som måske nok har har fat i nogle af de mekanismer hvormed den naturlige udvælgelse finder sted, men langtfra alle og med garanti ikke de vigtigste.

Darwins teori er fra start af blevet aggressivt forsvaret af biologer som her fandt en videnskabelig bekræftelse på deres stærkt følte ateisme.

Biologen Thomas Huxley (1825-95) forsvarede Dawkins teori så ihærdigt, at han fik øgenavnet Darwins Bulldog. Retfærdigvis bør det tilføjes, at Huxley besad nogen tvivl, idet han næsten samtidig med at Darwin publicerede sin teori i 1859 konstruerede ordet agnostiker, et begreb som herefter indgik i religionsdiskussionen og fortsat gør det.

Darwins lære er gennem årene blevet kritiseret, ikke blot af kristne, men også af videnskabsmænd og filosoffer. For godt 30 år siden udtalte filosoffen og videnskabsteoretikeren Karl Popper (1902-94), der er kritisk rationalist, at evolutionsteorien er udformet som en tautologi, en cirkelslutning eller selvopfyldende profeti, som derfor ikke kan bevise noget som helst. Det udløste kraftigt glammeri blandt teoriens dogmatiske forsvarere og filosoffen valgte at modificere sin udtalelse, som en anden Gallilei der blev truet af Inkvisitionen. Popper kaldte også udviklingslæren for et "metafysisk forrskningsprogram".

Så detlykkedes de dogmatisk glammende køtere at få lukket munden på Popper, der stod ret alene med sin kritik.

På trods af at evolutionsteorien har måtte revideres og modificeres flere gange bl.a. fordi dens forudsigelser om gradvis udvikling af nye arter med et stort antal mellemformer ikke kunne bekræftes af hvad knoglegraverne (palæontologerne) fandt, så dukkede en ny ærkedarwinist og ærkeateist op på scenen og forsøgte at reparere Darwins punkterede cykelslange.

Richard Dawkins kom første gang i offentlighedens søgelys da han i 1976 skrev bogen "The Selfish Gene". Et af problemmerne med Darwins punkterede cykelslange var, at teoretikerne ikke kunne blive enige om, på hvilket niveau selektionen foregik. Var det på individets, populationens eller artens niveau?

Dawkins lappekit var en teori om, at selektionen skete på genniveauet, hvor forskellige gener eller genkomplekser kæmpede mod hinanden om størst mulig replikation. Fra Dawkins synspunkt er de levende væsener, herunder mennesket, intet andet end overlevelsesmaskiner som de konkurrerende gener bygger for at replikere sig selv. Hvis Darwins teori var mangelfuld så var Dawkins direkte vanvittig, tænkte jeg, da jeg læste "Det selviske Gen" kort tid efter bogen var udkommet. Dawkins maskintænkning førte ham også til at påstå, at der principielt ikke er nogen forskel mellem levende væsener og de komplekse maskiner mennesket konstruerer. For som vulgær-materialisten Dawkins gjorde opmærksom på, er der i begge tilfælde tale om objekter, som er konstrueret med et formål. Da jeg læste den svada vidste jeg, at Dawkins måtte have fået nogle ateistiske søm galt i halsen, hvorefter de var trængt ind i mandens hjerne.

I vor tid har Dawkins overtaget Huxleys glammende rolle som krigerisk forsvarer af darvinismen hvilket og har dermed gjort sig fortjent til øgenavnet "Darwins Rottweiler"

Som bekendt er angreb det bedste forsvar og Dawkins har som en hund i en slagterbutik kastet sig over de kristne og specielt sat tænderne i enhver form for kreationisme. Dawkins er ikke blot professionel biolog, men også det tætteste vi kommer på en professionel ateist. Troen på, at verden er gudskabt kaldte han "uhyrlig, hjernedød usandhed".

Dawkins står i dag som ateismens bannerfører, og for at befæste denne position yderligere udgav han i 2006 ateisternes nye Bibel: "THE GOD DELUSION". Her går han videre og fastslår, at de troende er ramt af en VRANGFORESTILLING, i ordets psykiatrisk diagnostiske betydning. Dette fik selv professionelle psykiatere til at protestere, men Dawkins fastholdt diagnosen, som han havde hugget fra en amerikansk zen-buddhist, der havde mediteret sig frem til følgende evige sandhed: "Når en person lider af en vrangforestilling, kaldes det sindssygdom. Når mange mennesker lider af vrangforestillinger kaldes det religion."

Herefter var min konklusion, at det var Dawkins der led af alvorlige vrangforestillinger. Dawkins er blevet kaldt en af verdens tre førende intellektuelle. Så tror da Fanden, at verden ser ud som den gør.

Kritikken af Dawkins punkterede cykelslange kommer nu ikke blot fra troende og filosoffer, men også fra ateistiske videnskabsmænd, hvis egen forskning viser, at det er en umulig teori som ikke kan forklare det den burde. Biosemiotikkens resultater giver en indikation om, hvor manglerne ligger i darwinismen. Liv handler først og fremmest om mening gennem det levendes udveksling og tydning af tegn og signaler mellem dets enkelte dele og med omverdenen. Kort sagt: Livet handler om mening, forståelse og selvforståelse, hvilket en meningsløs mekanistisk teori som darwinismen selvfølgelig ikke kan indfange, da den er biologiens svar på Newtons klassiske mekanik.

Proklamationen fra de 800 videnskabsfolk der mener, at nu kan hullerne i Darwins cykkelslange ikke længere repareres - der må udskiftes med en helt ny slange, er udtryk for behovet for et videnskabeligt paradigmeskifte som nu ikke længere kan udskydes.

Og Darwins køtere med Dawkins i spidsen glammer højere end nogensinde da der nu for alvor er gået termitter i deres kæphest:



For at forstå dette hundeslagsmål for åbent tæppe kan det være formålstjenligt at se det i lyset af videnskabshistorikeren og filosoffen Thomas S. Kuhns teori paradigmeteori for videnskabelig udvikling.

Kuhn skelner mellem to fundamentalt forskellige former af videnskab; normalvidenskab og revolutionær videnskab. Begge disse former af videnskab skal forklares ud fra begrebet paradigme, hvorved Kuhn forstår de fælles, næsten uskrevne spilleregler der samler et kollektiv af forskere rundt en bestemt problemløsende, videnskabelig praksis. Et sådant kompleks af almindeligt accepterede kriterier har fire hovedbestanddele:

1. Symbolske generaliseringer. Formelle holdninger om naturen der ligner naturlove, men virker som grundlæggende definitioner. Disse prøves ikke eksperimentelt.

2. Metafysiske forestillinger. Generelle antagelser om virkelighedens natur der ikke kan afgøres eksperimentelt.

3. Værdier. Kriterier for hvad der gælder for eksempel for en god teori.

4. Eksempel. Stort eksempel på paradigmets succesrige anvendelse ved problemløsning.

Under en normalvidenskabelig periode forholder forskerne sig ukritisk til paradigmet og stræber efter at fordybe og forfine materialet indenfor rammen. Kuhn omtaler denne forskning som ”puzzlesolving” eftersom det på forhånd er givet, hvordan et acceptabelt resultat ser ud.

Anomalier kan normalt bortforklares, men kriser kan optræde, når store samlinger af anomalier eller særligt dybtgående anomalier gør forskerne usikre på paradigmet. Krisen leder til revolution med følgende paradigmeskift som resultat af en kamp mellem tilhængere af det gamle og det nye paradigme.

Denne kamp er ikke baggrund for en rationel dialogudveksling på neutralt niveau, idet de konkurrerende paradigmer har forskellige kriterier for gyldighed, bevisførelse med mere.

Der opstår et kommunikationsbrud. Kuhn sammenligner forskernes accept af det nye paradigme med en religiøs omvendelse og peger på social-psykologiske faktorer som gruppepres som afgørende for et paradigmeskifte. Han mener også at de to former af videnskab er nødvendige for udvikling af den videnskabelige kundskab.

Mon ikke Kuhns teori ganske godt forklarer, hvorfor problemet ikke kan løses på anden måde end gennem en benhård magtkamp, et slagsmål med verbale tæsk og trusler parterne imellem?

Hilsen

Ipso Facto


----------
"Tro er en af verdens store onder, på samme måde som koppe-virus, bare sværere at slippe af med." – Ateismens nye profet Richard Dawkins seneste åbenbaring.

Uanset hvad alverdens gudsfornægtende ateistiske forskere måtte påstå, så er kristne i særdeles godt selskab, med alle tiders største autoritet med kompetence:

Matt. 19:4: Han sagde: Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde..

Første Mosebog 1:27: Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.

Her er i øvrigt en forsker mere på højt plan, som bekender sig som kristen, og som også må lægge ører til inkvisitoriske og aggressive ateister:

Den Store Danske Encyklopædi:

'Dyson, Freeman John, født 1923, britisk-amerikansk fysiker og nedrustningsekspert, professor ved Princeton University 1953. Dyson har ydet fundamentale bidrag til studiet af subatomare partikler, og han har udført betydningsfuld forskning inden for nedrustning; han er derudover kendt for sine tankeeksperimenter, bl.a. om intelligent liv i verdensrummet. Dyson har bl.a. skrevet Origins of Life (1986, da. Livets To Begyndelser, 1987) og From Eros to Gaia (1991).

Ateismen i krise:

"Men det bliver værre endnu. Dawkins er så fanatisk i sit had til religionen, at han ikke kan acceptere, at højintelligente mennesker skulle kunne være religiøse. En af verdens mest anerkendte fysikere, Freeman Dyson, har erklæret, at han er kristen, og at han ikke har noget problem med at være videnskabsmand og troende på samme tid."

Teolog Lars Sandbeck.

Hej Ipso Facto jeg har altid været solgt til dette udtryk af B. Russell.

Derfor sender jeg lige lidt Kristus-spøgelses-mystik-røgelse i æteren.


Det efterfølgende udtryk af Bertrand Russell dækker meget godt inkarnationsbegivenheden, Kristusbegivenheden, begivenheden Kristus.

"Man opnår et sandere billede af verden, tror jeg, ved at forestille sig den som ting der kommer ind i tidens strøm fra en evig verden udenfor, end ud fra det synspunkt, der betragter tid som den grådige tyran over for alt som eksisterer." Citat slut.

Det er i øvrigt også den måde man skal opfatte skabelsesberetningen på.







I Kristus forstår vi mennesker os selv som værende fra Gud, som værende til i kraft af Guds evighed, vi er mennesker der kommer ind i tidens strøm fra en evig verden udenfor, for nu at bruge Russells formulering. Vi opfatter os selv som en vertikal oppefra og ned lynende begivenhed, manifestation, hvor evigheden, Guds tid, liv og ånde, træder eller kommer ind i tidens strøm (som Russell siger).

Det vigtigste er at det kommer fra Gud, vertikalt, fra det ikke værende (endnu ikke skabte), altså VÆREN selv, altså det er Guds tid der kvalificerer vores tid og skaber historie, pil og retning. Vores ”i Kristus” ego/jeg er der hvor Gud træder ind i vores, menneskets, jordiske tilværelse og skaber et samspil mellem jord og himmel, mellem endeligheden og evigheden. Guds nedstigen (Fil 2) til tidens og det værendes verden i Kristus. Troens begivenhed er det sted hvor tid og evighed, menneske og Gud mødes i et samspil, som finder sted i tidens og rummets verden, et samspil hvor både Gud og mennesket har et indspil. Kun i dette skæringspunkt mellem VÆREN selv (tid som evighed), vertikaliteten, og det værende (tiden) horisontaliteten og endeligheden, kan lyset komme ind i verden, kun i Kristus kan vi træde i karakter og forny og forandre vores situation med hinanden, den måde vi er situeret, situeret i forhold til os selv (os selv og Gud) og vores næste, medmennesker.

Dette er en vertikal oppefra og ned manifestation, et vertikalt oppefra og ned kreativt katastrofalt indslag (Damaskusbegivenheden), der er ustyrligt kaotisk (hvorfor metafysikken bedst symboliseres ved klassisk musik) på grund af de frihedsgrader der ligger i ikke at være underlagt de begrænsninger der er i endelighedens verden, vilkår og betingelser. Men langt de fleste mennesker oplever sig selv som endelige væsner, der ser sig selv nedefra og op, hvor de længes efter en Gud og evigt liv (at blive forløst fra livet). Heroverfor står vi kristne uden denne religiøse nedefra og op længsel, fordi vi opfatter os selv i Kristus som værende fra Gud, som værende til i kraft af Gud, i kraft af VÆREN selv og ikke det værende (”at være fra en evig verden udenfor” som Russell udtrykker det). På grund af inkarnationen oplever vi heller ikke et behov for at blive forløst fra det levede liv, men vi erfarer allerede i Kristus en forløsning af det levede liv (også derfor har kristendommen altid identitetsmarkeret overfor gnosticismen, der helt og aldeles ønsker en forløsning fra det levede liv).

I Kristus er vi til i kraft af Gud og vi længes derfor ikke efter Gud, vi tilbeder ikke Gud, og vi higer ikke opad som de religiøse gør det (vi har intet flagrende deroppe). Selvfølgelig kender vi kristne også til de idealistiske skizofrene ”nedefra og op” bedende aspirationer og religiøse længsler, men vi regner dem ikke for noget særligt, og vi anser dem for intet at regne imod den vertikale ”oppefra og ned” begivenhed i vores liv, nemlig Kristus, at Gud kom til os og fandt os i Ordet (Sproget) og derved gav os sin Tid i kommunikationen med os, hvorved vi mennesker får en ny historie (identitet) med Gud.

For os kristne er det næsten umuligt at være i dialog med ateister, da ateister opfatter al religiøsitet, også kristendom, som værende en ”nedefra og op” længsel og tro på Gud og alverdens mærkelige ting, der skulle tros at være tilfældet og flagre rundt mellem jord og himmel. Men i den sammenhæng har vi kristne en meget strengere form for ateisme end selv de fleste ateister har, da vi slet ikke regner de idealistiske skizofrene ”nedefra og op” bedende aspirationer og religiøse længsler efter og tro på Gud mm for noget som helst der er værd at tage notits af, og her er vi på linie med Marx og Freud.


Mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

Mer røgelse:

Guds beslutning at vælge mennesket i tiden som sin partner. Den evige Guds relation til mennesket i tiden, altså Kristus, inkarnationen, betyder at vi ikke er prisgivet tilintetgørelsen, den tilintetgørelse der ligger i endeligheden, hvor tiden opleves som den grådige tyran der spiser vores liv, de år vi har fået at leve i, det af tiden truede menneske. For i Kristus har Gud som tidens Herre stillet sig mellem mennesket og døden, ved at træde ind i døden på Golgata. Og døden er nu ikke længere en pinefuld privat sag, men i og med at Gud i tegnet, Ordet, Kristus, er trådt ind imellem mennesket og tilintetgørelsen, formår vi konstant at udsætte døden, fordi der er sat ord på, fordi Ordet er på, Kristus er på, Kristus er trådt imellem os og døden for at bekræfte vores levede liv. I Kristus bliver vi identisk med og forsonet med vores livshistorie, eviggørelsen af det levede liv, jeg er den jeg er. Altid at blive identisk med sit liv, hvordan det så end har været. Og der er ingen grund til at tro på et andet liv end det vi har fået. I Kristus stiller Gud sig på vores side, giver Gud sit ja og sin tid, til vores liv, vores liv bekræftes af Guds liv og kvalificeres af Guds tid. Det er ikke så ring endda.