1
registreret
(1 usynlig),
407
gæster og
125
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#15152 - 14/03/2013 11:46
Mellemrummet
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Her er en tråd og et mellemrum for ord og lyd til opbyggelse og eftertanke ... En go' begyndelse kunne være det her digt ... IF you can keep your head when all about you Are losing theirs and blaming it on you, If you can trust yourself when all men doubt you, But make allowance for their doubting too; If you can wait and not be tired by waiting, Or being lied about, don’t deal in lies, Or being hated, don’t give way to hating, And yet don’t look too good, nor talk too wise:
If you can dream – and not make dreams your master; If you can think – and not make thoughts your aim; If you can meet with Triumph and Disaster And treat those two impostors just the same; If you can bear to hear the truth you’ve spoken Twisted by knaves to make a trap for fools, Or watch the things you gave your life to, broken, And stoop and build ‘em up with worn-out tools:
If you can make one heap of all your winnings And risk it on one turn of pitch-and-toss, And lose, and start again at your beginnings And never breathe a word about your loss; If you can force your heart and nerve and sinew To serve your turn long after they are gone, And so hold on when there is nothing in you Except the Will which says to them: ‘Hold on!’
If you can talk with crowds and keep your virtue, ‘ Or walk with Kings – nor lose the common touch, if neither foes nor loving friends can hurt you, If all men count with you, but none too much; If you can fill the unforgiving minute With sixty seconds’ worth of distance run, Yours is the Earth and everything that’s in it, And – which is more – you’ll be a Man, my son!
Rudyard Kipling Tanker og smil fra RoseMaries Mellemrum
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#15163 - 15/03/2013 13:23
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3413
Sted: Nørresundby
|
|
Posten ringer på døren her til morgens, en bogpakke får jeg ind af døren sammen med en masse morgensol, og Aalborg og Limfjorden ude i horisonten: Peter Lund Madsen: "Dr Zukaroffs Testamente" en bog om menneskehjernen; Martin Heidegger: "Hvad vil tænkning sige"; Haruki Murakami: "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe". Siri Hustvedt: "At leve; At tænke; At se", var der desværre ikke, for sjældent har jeg mødt en nulevende der gør sig så meget de samme tanker som jeg gør mig og ja vi bruger sjovt nok de samme tænkere, forfattere og forskere at tænke sammen med (så meget samme reference gruppe, vildt, men det kommer sig af at vi kredser om de samme tanker og problemstillinger meget (psykiatrien; menneskehjernen; hvordan ser, husker og føler vi; hvad betyder det at sove, drømme og tale; hvad er 'selvet')). Nå nu til sagen, et forsøg på at følge op tråden: "Her er en tråd og et mellemrum for ord og lyd til opbyggelse og eftertanke ..."Kiplings digt IF, er så rammende for de brydninger der finder sted på trosfrihed, at den bliver svært at kommentere direkte på, og av den sad lige i øjet og jeg kommer til at tænke på hvad pokker der dog ikke foregår i hovedet på hende der har valgt dette digt ud. Kipling må ha prøvet det her liv før os eller hvad der gælder for livet, hvad vi vil støde på af prøvelser, så han er værd at lytte til (som Siri er inde på det, er livserfaringerne gode nødvendige forudsætninger for at kunne tænke). Jeg har det ellers svært med digte, men kan man skrive digte som Kipling, så er det bare mere end godkendt, og ikke kun noget sprogligt vrøvl (intetsigende eller kunstig leg med ord) som alt for mange digte desværre er, nemlig kejserens nye klæder alt for ofte. Men Kiplings digt IF må også være en sværvægter i digtningens historie. Nå nu til sagen: Haruki Murakami: Som sagt tidligere ønsker jeg ikke at leve et liv, hvor man kæmper mod andre, hverken i det daglige eller professionelt. Jeg ved godt, det lyder banalt, men verden består af forskellige mennesker, og folk har forskellige værdier, de lever efter, ligesom jeg har mine. Den forskel kan føre til mindre uenigheder, der hober sig op og udvikler sig til store misforståelser. Det fører igen til grundløs kritik, og der er jo ingen, der bryder sig om at blive misforstået eller kritiseret. Det kan virke yderst sårende og meget ubehageligt. Med alderen har jeg dog måttet erkende, at det til en vis grad er en nødvendig del af livet at føle smerte og blive såret. Alt i alt er det jo netop, fordi menneskene er forskellige, at de kan skabe deres eget uafhængige jeg. For mig som forfatter er det netop det, der gør, at jeg kan skrive. Det er netop det, at jeg ser noget andet i et landskab end andre, føler noget andet end andre og vælger helt andre ord end dem, der gør, at jeg kan blive ved med at skrive historier, som er mine alene. Det er netop det, der skaber den helt ekstraordinære situation, at ikke så få mennesker griber fat i mine bøger og læser dem. Netop det, at jeg er mig og ikke nogen anden, bliver et vigtig aktiv. Psykiske skader er den pris et menneske må betale for at blive uafhængigt.
Det er ihvertfald min overbevisning, og det er i overensstemmelse med den, jeg lever mit liv. de bedste hilsner HansKrist -løberen, skovløberen. denne uge står den på 150 km, 7 x 21,5 km, altså en god ½ maraton pr dag. Har ikke været under 120 km/uge siden oktober. PS: Haruki Murakami: Det meste af det jeg ved om at skrive, har jeg lært ved at løbe. Hvor hårdt kan jeg egentlig presse mig selv? Hvor langt kan jeg med rimelighed gå, og hvornår bliver jeg for stædig? Hvor meget skal jeg være opmærksom på verden omkring mig, og hvor meget skal jeg fokusere på mit eget indre? Jeg ved, at mine værker ville have været helt anderledes, hvis ikke jeg var blevet langdistanceløber. Hvor anderledes skal jeg ikke kunne sige, men noget ville have været markant anderledes. Min kommentar: ja fysik, fysiologi og biologi hænger uløseligt sammen med vores tænkning, udholdenheden her, stædigheden her, som det hænger sammen med hvordan livet erfares, ud fra hvilken tilstand (fysisk biologisk) livet tænkes og ses. Er fx spontanitet og sympaticus funktionen, med høj affektiv afstemt arousal af frygt og glæde (spænding) en del af ens liv (adrenalin, nor-adrenalin og dopamin), eller er det udelukket i en hovedvægten alene de neddyssende parasympaticuske funktioner vores liv. Den side af vores bevidsthed og hjernen jeg mangler fokus på, er den aktive: spontanitet, sensivitet, kreativitet, anspændthed (spændthed, spænding, frygt og glæde fra sympaticus funktionerne), det er hyperaktvitet: som skizofreni lignende hallucinationer, og det sprogligt tænkende, og det der er ekstatisk kreativitet og flow, alt sammen det der kendetegner den vestlige spiritualitet og religiøsitet og filosofi, men tidsånden er af en eller anden grund kun interesseret i østens vegeterende former for hypo'aktivitet og neddyssethed, jeg forstår ikke hvorfor det moderne vestlige menneske er så ensidigt orienteret imod østens vegeterende passivitet og alle dens former for hypoaktiv neddyssethed.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#15211 - 22/03/2013 14:32
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Ja den er nydelig, her midt i sneen og i balancen til solens stilling ;)
Her lidt fra et solrigt sind, som sikkert var spændt til bristepunktet over den nydelighed der lå slængt i en havestol i Hadsund hin sommerdag...
Spansk motto:
Du er en Dronning af Spanien, - Aa nej, du er bare en Kvinde, men den fejreste Kvinde, som Spanien ejede nogensinde. Du er en dejlig Grevinde og mer: Du er styrtende rig. Og for din skyld blev masser af Grander Degraderet fra Grander til Lig.
Du er Grevinde af Spanien Armeer af Grever gør Kur, For dit Smil er som Solen, der modner Dine druer på Slottets Mur. - ”Dine Druer på Slottets Mur?” Jaja, for du ejer et Slot. Du ejede det bedste i Spanien Og til dig er det ikke for godt.
Du ligger i Slottets Haver, slængt hen i en underfuld Stol, og mit vers er en Drue, som modnes for din Mund, der er tung som en Sol. Jeg leger med sitrende Strenge; Og mit Vers og mit Spil gør dig svag, - for du er Grevinde af Spanien, og jeg er din Elsker i Dag.
Ja du er Grevinde af Spanien, og dét skønt du bor i Hadsund, og endskønt dér vel ikke er Druer, som vil modnes for Smil af din Mund. Ja du er Grevinde af Spanien, Og dét skønt du ikke er rig Og aldrig har skuet en Grande - og slet ikke set ham som Lig.
Men jeg er en ægtefødt Dansker, Min lige er ofte mødt, og mit Haar det er ikke som Spaniens Nat, for det skinner desværre i rødt. Og nynner jeg noget, så er det, som trakterer man Jærn med en Fil; og jeg har utallige kanter, mens du har et dvælende Smil.
For du er Grevinde af Spanien, skønt Pinjernes Læ er en Linds, og Parken i hvilken du sidder kun er Park i den danske Provins. Ærbødigt knæler jeg for dig og dit Smil er den tunge Sol, Veninde – Grevinde – i Spanien, i Hadsund..i en stribet stol.
- Af Morten Nielsen.
mvh Simon
Redigeret af Simon (22/03/2013 14:56)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|