Hej Arne!

Man kan jo også blot stille sig det spørgsmål, hvad det er som gør mennesker utrygge?

Eksistentielt set er det, så vist jeg kan se, mangelen på mening og sammenhæng i tilværelsen samt et stærkt begrænset kendskab til fremtiden, der gør os utrygge.

Nu findes der næppe to personer som har helt identiske kriterier for hvad mening og sammenhæng er i tilværelsen, ligesom de forskellige kulturelle og religiøse paradigmer definerer disse kriterier meget forskelligt.

Selv om det skulle lykkes for erfaringsvidenskaben at give en fuldstændig beskrivelse, dvs. formulere naturlove for alt hvad der overhovedet kan formuleres naturlove for, så hjælper dette os jo ikke ret meget i relation til at afklare vor eksistentielle situation i relation til at gøre den mere meningsfuld eller sammenhængende.

En naturlov kan hverken siges at være meningsfuld eller meningsløs. Den er der bare. At betegne noget som meningsfuldt giver alene mening i forhold til et nærmere angivet mål. Men når vi spørger om selve vor tilværelses mål som en del af et komplekst univers som heller ikke har noget mål andet end at eksistere og forandre sig efter de lovmæssigheder vi med vor fornuft og sansning kan udlede, så er vor tanke og følelse fanget i en ond cirkel.

Derfor er den tanke nærliggende, at for at kunne tale om livets og universets mening så kræver det forestillingen om noget absolut og fast, en forestilling om noget evigt som er uden for universet, uden for livet - som er selve sandheden og meningen.

Det er denne tanke vi finder bag de religiøse erfaringer og åbenbaringer, hvor gudsforestillingens vigtigste funktion synes at være den, at give mening til noget som logisk set er meningsløst. I monoteismen får livet mening ved, at vi som Guds skabninger står under Hans dom.

Dette svarer meget godt til hvad den kristne filosof Søren Kierkegaard nåede frem til: Kun ved at gribe troen på trods af irrationaliteten kan den enkelte få sin konkrete eksistens bragt i det rette forhold til evigheden; kun da kan han se sit faktisk liv i det rette perspektiv.

To citater af agnostikeren Albert Einstein, der har lagt distance til enhver eksisterende religion, illustrerer dette:



Dette tolkler jeg som, at Einstein ser både den videnskabelige tænkning og teoridannelse samt religionernes metafysiske forestillinger som i bund og grund intet andet end antropocentriske reflektioner.

Hvilket har en refleks i det antropiske princip: Verden ser ud som den gør, fordi vi er i den. Og kan man tilføje, fordi vi som sprogbrugende sansende intelligensvæsener tænker, føler og beskriver virkeligheden som vi gør. Vi har ganske enkelt intet valg, når det gælder den logisk rationelle empiriske beskrivelse af verden end at beskrive den som man gør i videnskaben.

En beskrivelse som er meningsløs, men logisk set ikke til at komme uden om.

Eller en oplevelse af verden og vor situation i verden som forudsætter det mystiske som unddrager sig den videnskabelige erkendelse, men som alene kan erkendes gennem oplevelsen af tilværelsens mystiske irrationelle sider. En erkendelse som kan gøre livet meningsfuldt og sammenhængende men som principielt ligger uden for hvad forstanden kan begribe.

Hvordan finder vi så balancen mellem den rationelle erkendelse og den religiøse når de gensidigt udelukker hinanden?

To citater fra den store videnskabsmand og amatørfilosof giver måske et fingerpeg:



Religionen bør gøres mere rationel gennem afmytologisering og en anti-entropocentrisk beskræbelse og videnskaben erkende, at der findes grænser som fornuften ikke kan overskride uden at støde på tilværelsens irrationelle og mystiske sider - sådan kunne man måske udtrykke de tanker som ligger bag citaterne.

På den anden side forekommer det mig, at man dræber religionen (tilværelsens mystiske sider) hvis man forsøger at fjerne oplevelsens glød. Så bliver den lige så gold og blodfattig som en prædiken af pastor Grosbøll, der blot suger næring fra de hellige skrifter alene i den hensigt at foretage nogle begrebslogiske eksistentielle eksplikationer på en kendt baggrund.

Også her trækker vi grænserne forskelligt og da vi er forskellige både fysisk mentalt og kulturelt, er det vel ikke så mærkeligt, at der findes mere end 36.000 forskellige kristne menigheder (sekter) som inden for det samme kristne grundparadigme vægter og fortolker elementerne forskelligt.

For mig at se som agnostisk autonom fritænker kunne løsningen ligge i, at vi i fremtiden helt opgiver enhver religiøs dogmatik, nedlægger kirkerne som sociale kulturelle institutioner og gør det religiøse til noget rent privat, individuelt og personligt. Et element i udviklingen af en individuel selvbevidsthed der for den enkelte giver et meningsfuldt og sammenhængende verdensbillede.

Derved kan religion ikke længere tjene som basis for et socialt hieraki, hvorved man har fjernet forudsætningen for det magtmisbrug og de udartninger som især de monoteistiske religioner, men også erstatningsreligioner som marxismen-leninismen og nationalsocialismen har på samvittigheden.

Da mennesket er et folkdyr, et hierakisk socialt dyr, må jeg nok erkende, at menneskenaturen her stiller sig lige så meget i vejen for religionens ultrapluralistiske atomisering og individualisering som den gør, når det gælder de kristnes faktiske mulighed for at leve op til de fem antiteser i Jesu Bjergprædiken.

Hilsen

Ipso Facto


----------
Antiteserne i Bjergprædikenen:

http://leksikon.religion.dk/bjergpr%E6dikenen

Hej Ipso Facto (hvis du stadig er blandt os)

Smukt og formidabelt indlæg, men det kan kun være fordi du er i en proces, at du gør det så indviklet.

Følelsen og tanken er selvfølgelig det samme, men få spørger sig selv om, hvad der findes for enden af tankestrømmen.

Hvad der findes? Ingenting.

Tanken er hukommelsens reaktion. Man kan f.eks. ikke tænke på indholdet af en bog, som man ikke har læst. Indholdet findes ikke for én, for man har ikke læst den.

Det er derfor indlysende, at tanken er hukommelsens reaktion idet man ikke kan tænke på noget man ikke kender.

Længere henne ad vejen vil man finde ud af, at man udskiller sig selv som en selvstændig entitet i dette tankeunivers og man møder det klassiske problem om iagttageren og det iagttagne.

Det postuleres, at iagttageren ER det iagttagne, dvs. at tænkeren ER sine tanker, men er dette sandt?

Hvis dette tankeunivers er det, som vi er, er det måske ikke så svært at forstå at muslimen er muslim, den kristne kristen og ateisten er ateist.

Hver især bevæger de sig rundt i deres eget univers og benytter de forhånden værende midler når de tænker.

Disse begrænsede universer kan ikke høre op med at tænke. Man kan bringe lidt lys ind ved at præsentere dem for hinanden hvorfor diverse magthavere også konstant har forsøgt at forhindre, at deres proselytter bliver bekendt med anderledes opfattelser.

Der, for enden af vejen, hvor tanken hører op af sig selv, er der noget helt andet end ingenting.

Tankens ophør er den fuldstændige, ikke villede, negation.

Hvor tanken hører op, helt af sig selv, træder det, som er udover tanken i funktion.

Dette noget er den fuldstændig vågne forstand, som ikke kan beskrives med ord og dens bevægelse er opmærksomhed, sandhedens ekstase.

(Hvil i fred).

Kære Michael.

Jeppe er formentlig forlængst afgået ved Camparidøden, hvilket var ham vel undt. Så lad os følge hans sidste opfordring og lade ham hvile i fred, nu da hans argeste modstander her, KrænP, også er død.

Mvh

Ole Bjørn :o)