Hej Tikka
* Denne hændelse skal vel næppe tages bogstaveligt *
- ??? mener du derved, at Jesus ikke kunne uddrive dæmoner?
Beretningen fortæller mig, at Jesus havde magt til at uddrive dæmoner, og at disse vidste, de en dag skulle kastes i afgrunden - (vel det sted satan skal være bundet i 1000 år (?)) … men de valgte - og Jesus tillod dem svinene som opholdssted, for at de kunne blive på egnen (?)
... men ja Jesus var i hedningeland, hvor der var svinebønder.
Spørgsmålet er, hvorfor Jesus tillod dæmonerne – faldne engle at besætte svinene så disse styrtede sig i døden?
Jeg tror ikke på dæmoner, som de nogle gange skildres som en slags individuelle personligheder. Jeg tror på ondskab, og jeg er tilbøjelig til at sætte ondskab i forbindelse med psykologiske og sociale mekanismer.
Kunne Jesus lindre smerte og ondskab. Ja, det tror jeg. Og det tror jeg, at han stadig gør. At det i disse narrativer er blevet skildret som 'dæmoner' gør ikke mig noget, for jeg mener ofte, at vi må se bag om den bogstavelige læsning for at finde meningen med teksten. Det, som historierne kan - efter min overbevisning - er at tale til os på et intuitivt niveau for at fange og lede vores teologiske imagination.
Dit link giver god mening, synes jeg, da jeg finder, at det fanger essensen i min egen position.
* Men fandtes Abraham, Isak og Jakob overhovedet? *
Thjaee ... hvis ikke - eksisterer skaberguden vel heller ikke.
Sådan en konklusion mener jeg ikke, at man kan drage. Hvis verden ikke blev skabt som beskrevet i Bibelens første kapitel, findes verden så heller ikke? Eller er beskrivelsen ikke nøjagtig? Og er det så ensbetydende med, at Gud ikke findes. For mig er dette forkerte spørgmål.
Skabelsesberetningen taler til os på et teologisk niveau og beskriver oprettelsen af et Tempel. Guds Tempel, hele skabelsen. For eksempel læser vi, at Gud skilte vandene med en hvælving, således at vi oppe over himlen har masser af vand. Ja, at hele verden er omgivet af vand. Dette vand får lov at bryde igennem ved Syndfloden, både nedefra og oppefra.
Vi hører også, at jorden grønnedes, før solen fandtes. Uha. Men bare rolig, beretningen er ikke ment til at blive taget bogstaveligt.
Når man byggede et tempel, satte man i det som det sidste et billede eller en statue af sin gud. Denne gud var ment til at gøre sin indflydelse gældende i templet og videre ud i det omgivende samfund. Da Gud byggede sit Tempel, hele skabelsen, satte han også sit billede i det som det sidste. Vi er dette Guds-billede, ment til at reflektere hans kærlighed og visdom, ånd og virke, ind i og ud over hele skabelsen.
På et teologisk niveau hører vi, at Gud skabte orden i kaos. Men i Syndfloden får kaos lov til at bryde igennem og opsluge den orden, som Gud har skabt, fordi mennesket ikke forvalter Guds skabelse ved at reflektere Gud.
Dette vand, dette vældige hav, er et symbol for kaos. Moses skilte havets vand, og Israel kunne vade lige igennem det på deres vej mod yderligere etablering, under hvilken en Gud-hengiven kultur kunne blomstre som Guds orden midt i en verden af kaos og omgivende Gudløse kulturer. Det skulle vise sig, at de adamiske tendenser trak spor ind i menneskekødet selv, således at Israel selv ikke var fri for dem, og at de - på trods af at være en del af løsningen - også var del af problemet. Men på korset blev synden dømt i kødet. Og holder vi fast i Jesu ord, så bygger vi hus på klippen, hvor floden ikke kan smadre det. Og har vi tillid til Jesus, når han kalder, så kan vi gå på vandet med Jesus.
Tror jeg på, at der er vand overalt omkring verden? Nej.
Tror jeg på en verdensomspændende flod, hvor jorden blev druknet, men at ufatteligt mange dyr kom ind i et kæmpeskib for at bive reddet? Nej.
Tror jeg på, at Moses delte havets vand? Nej.
Tror jeg på, at Jesus gik på vandet? Nej.
Men tror jeg på, at Guds orden trænger ind i virkeligheden og forvandler den? Ja.
Tror jeg på, at det Gamle Testamentes Israel spillede en rolle som en kultur, hvor Guds søn i sidste ende kunne fødes og virke? Ja.
Tror jeg på, at Jesus er Kristus, opstået fra de døde, levende og med autoritet på himlen og jorden, og at han - og vi - er i stand til at overvinde kaos og reflektere Guds orden ind i skaberværket, indtil Jesus vender tilbage, og Gud bliver alt i alle og alt i alt, og vi skal leve et nyt liv uden ondskab og død? Ja.
Jesu far er Abrahams, Isaks og Jakobs gud.
Så hvis ikke de har eksisteret har mange levet på en løgn, og Jesus ofret sit liv forgæves.
Der er ingen håb om noget nyt – ej heller håb om evigt liv og ånden – gosh! - er også indbildning.
Men skal lige sove på det, for det må betyde noget de er i himlen … i himmeriget.
Dale Allison har spurgt sine GT-kolleger, om Moses har eksisteret. Måske, måske ikke, får han som svar. Har Abraham, Isak og Jakob eksisteret. Måske, måske ikke. Men vel næppe som det bogstaveligt er beskrevet i Bibelen. Jeg ser det som narrativer og historier fyldt med symbolik. At Abraham og Sarah får barn i deres alderdom kan meget vel betyde for mig, at Israel opstod stærkt fra et spinkelt grundlag pga. Guds vilje. Ofringen af Isak viser, at den begyndende kultur var Gud-hengiven og ville give alt for at skille sig ud fra de omgivende kulturer (for Israel opstod midt i Kanaan og voksede ud af Kanaanæisk kultur, mener historikere og arkæologer). Og Jakob, tror du virkelig, at vi SKAL forstå historien om Jakob og Essau nøjagtigt som beskrevet? Tror du virkelig, at Jakob blev klædt i gedeskind? "For ellers har vi levet på en løgn?"
Jeg har intet behov for at være så bogstavelig.
Det er historisk, at saddukæerne ikke troede på opstandelsen. Når Jesus siger, som han gør, så appellerer han til deres egen tradition. Jeg finder mening i det, han siger, selv om jeg er i tvivl om, hvorvidt Abraham, Isak og Jakob eksisterede som de personer med et livsforløb som beskrevet i bogstavelig forstand. Den mening, jeg finder, er, at Jesus appellerer til hele Israels forhistorie, og at INTET går tabt for Gud. Alt har værdi. Også fortiden. Hele udviklingen og alle de mennesker, som har bistået den.
Så vidt jeg ved, så er det historisk, at jøderne dengang sagtens kunne fortolke deres egne tekster allegorisk og ikke selv tog alt bogstaveligt. Deres tradition var "levende" så at sige og kunne trækkes i flere retninger. Der var mange fortolkninger. Hvis fx Paulus fik at vide, at ikke alt var sket som beskrevet på et bogstaveligt plan, så tror jeg bestemt ikke, at det hele ville falde til jorden for ham. Måske vidste han det allerede. Men han ville så se logikken bag det bogstavelige niveau og se, hvad historierne virkelig refererede til.
Lad os sige, at jeg var stolt af vores vikinge-fortid. Så kunne jeg tale om de store vikinge-helte. Hvis jeg så fandt ud af, at en af disse helte var en imaginær person, som var ment til at fortælle mig om visse aspekter af den virkelig og mentalitet dengang, så ville min stolthed ikke blive mindre.
Kh Thomas
Svar
Citer
har læst lidt inde på hans blog og han kan jo skrive om det hele 
