Hej Ransom!

Du synes ikke at have forstået hvad jeg prøver at forklare.

For det første er oplevelsen af ”det absolut transcendente” ikke en præmis i noget som helst bevis, men blot en subjektiv oplevelse der føles som sand. Om den er sand eller falsk – den kunne for eksempel bero på et internt neuralt fænomen – anser jeg for et principielt uafgørbart spørgsmål.

Det eneste rationalitet og logik definitivt kan udelukke er, at de menneskeskabte begreber der knyttes til en religiøs oplevelse - guder, helligånd, universel kærlighed eller hvilke begreber de troende nu ellers anvender – er meningsfulde og konsistente i den virkelighed vi kan erkende qua sansning, sprog og logik. Men rationaliteten og logikken kan intet som helst sige om, hvad der evt. måtte ligger uden for grænsen af vore erkendemuligheder, altså uden for verdens fysiske og logiske grænser. Det er en mulighed som står åben, men vi er principielt udelukket fra at kunne sige noget som helst om hvad der er i det absolut transcendente. Teisterne mener at kunne sige en hel del om hvad der findes i det transcendente, men ligegyldigt hvad de siger, så er deres udsagn selvmodsigende, inkonsistente og uforståelige.

Grænsen til det absolut transcendente skal ikke forstås rent geometrisk som et sted uden for denne og alle mulige verdener.

Mine overvejelser går på om kvantefænomenerne betegner en grænse til det absolut transcendente idet vore beskrivelser af kvantebegivenheder ikke kan udtrykkes konsistent.

Kvantebegivenheder er paradoksale for forstanden og hvis nogen påstår at de forstår kvanteteori, så er det bevis på, at de netop ikke forstår kvanteteori, som en af de førende forskere på feltet så elegant udtrykker det.

80 års forgæves anstrengelser for at formulere en forenet teori, altså en teori der forener kvanteteori med relativitetsteori som er inkompatible med hinanden, kan tolkes som udtryk for, at fysikken også her kan være stødt ind i grænsen til det absolut transcendente.

Flere forskere har også sat spørgsmålstegn ved det videnskabelige dogme, at alt i verden lader sig beskrive ved hjælp af ubrydelige naturlove.

Fysikken kan qua sit grundparadigme alene beskrive hvad der er tilfældet, men ikke hvorfor det er tilfældet. Faktisk hviler naturvidenskaben på et subjektivt grundlag givet det faktum, at dens grundantagelser og grundsætninger, de såkaldte axiomer må vælges ved et ikke strengt logisk tvingende valg, men ved hjælp af ”videnskabelig intuition” også kaldet ”induktionsprincippet”.

Da også det værktøj naturvidenskaben anvender i sin beskrivelse af fænomenerne i teorierne: aritmetik/matematik og til dels logik indeholder axiomer, kan man aldrig være absolut sikre på, om det man beskriver skyldes begrænsninger i værktøjerne og i den induktive metode eller er noget "virkeligt". Der er altid mulighed for at begå fejl og vi kan ikke være sikre på, at alle fejl kan rettes qua den naturvidenskabelige metode, der er en selvoptimerende proces hvorved teorier med størst forklaringskraft udvælges på bekostning af teorier eller hypoteser med mindre forklaringskraft – altså evne til at forudsige verificerbare fremtidige begivenheder.

Så en vis ydmyghed analogt med den Einstein udviser og som jeg tilslutter mig ville klæde videnskaben og ateismen. Den logiske rationelle tanke må i sidste instans erkende sin egen begrænsning. Det er intet andet end det, jeg har givet udtryk for.

Det er ikke mig der er blevet ”skrøbelig” men videnskaben og ateismen som er begyndt at stamme og modsige sig selv. ;)

Hilsen

Ipso Facto


-----------------------
"Whoever undertakes to set himself up as a judge of Truth and Knowledge is shipwrecked by the laughter of the gods." – Albert Einstein.

Kære Onceinalifetime

Jeg skal her forsøge at tydeliggøre hvorfor det følgende citat er Erasmus Montanus logik:


For det første kunne jeg med samme ret sige, at den juridiske praksis ser således ud - omend tanken er absurd i relation til videnskabeligt arbejde og tilskrivning af egenskaben "eksistens":

Gud er anklaget for at eksistere:
anklageren [læs:de troende] fremlægger beviserne for slige påstande, for den anklagede [læs:Gud].

Jeg kunne med lige så megen mening hævde følgende:

Anders And er anklaget for ikke at eksistere:
anklageren [læs:ateisterne] fremlægger beviserne for slige påstande, for den anklagede [læs:Anders And].

Og efter denne udtalelse skal vi ateister altså modbevise Anders Ands eksistens - eller indsæt et hvilket somhelst gudenavn, eller indsæt en hvilket somhelst anden tegneseriefigur, eller indsæt et hvilket somhelst fantasivæsen.

Med andre ord, hvis din "juridiske" logik skulle gælde, da kan vi med lige ret tilskrive Ares, Xenu, Jupiter, Flying Spaghetti Monster og Jahve egenskaben "eksistens". Det holder vel heller ikke i dit verdensbilllede når alt kommer til alt, gør det?

I øvrigt er selve tilskrivningen af denne juriske rettighed en up-front accept af at X (Anders And eller Jehova) må eksistere. Idet man siger at X har en rettighed har man strengt taget allerede anerkendt Xs eksistens - og den type skæve argumenter er der jo ingen der kan bruge til noget som helst.

Tanken er alt i alt absurd - se i stedet mit tidligere indlæg om bevisbyrdens placering!

Så er vi tilbage igen ved det postulat, at Bibelen kan bruges som dokumentation for noget som helst, ud over at den eksisterer.

I dine ledende spørgsmål forudsætter du, at planetens (Jorden) forhold ikke skyldes tilfældigheder.

Det er muligvis rigtigt; men det er en ønskeforestilling, at en sådan mangel på tilfældighed giver en gyldig præmis for et gudsbevis.

Ja, med den slags argumentation ender vi jo også blot i en "god of the gaps", vi ved ikke præcist hvorfor (ud over at universet er så kæmpe stort at der med al sandsynlighed vil være mulighed for liv minimum et sted - og med teorier om multiverser er sandsynligheden endnu højere, men det til side). Denne slags guddom er i virkeligheden en fremhævelse af vor uvidenhed, men der er jo ingen grund til at vade i spinaten og opfinde pseudoforklaringer, så som guder, halvguder mv.

"Min gud gjorde det" er således ikke et svar, det er et yderligere spørgsmål - og endda et særdeles komplekst spørgsmål. Disse "gods of the gaps" er blevet mindre og mindre gennem årene efterhånden som videnskaben har forklaret flere og flere forhold som før var indenfor "gudernes domæne".

I øvrigt kan man aldrig, med logik, komme fra "en gud må have gjort det" eller "guderne må have gjort det", til "gud må være god, kærlig, barmhjertig" osv. Fra at sige "jeg ved ikke en dyt om universet oprindelse, så jeg vælger at opfinde en (eller flere) gud(er)" til at lave disse guder personlige, med menneskelige egenskaber osv. er komplet nonsens (så som guder i kristendommen, jødedommen, islam, hinduismen og diverse andre mytologier).

Jeg har som sagt tidligere, ingen som helst intentioner om, at skulle føre Guds-bevis for dig eller nogen anden. Det er udelukkende en sag, imellem dig og Gud, eller dig og Anders And. Dit valg!

Det eneste jeg opponerer imod, er dine konstante kvæde- og smædeviser, a'la:



Jeg refererer udelukkende til Bibelens Gud - de andre pap og papir-guder - er i så henseende irrelevante. Og denne Gud, Skaberen af alting, jf.:

Johannes´ Åbenbaring 11:4: Værdig er du, vor Herre og Gud,
til at få pris og ære og magt;
for du har skabt alle ting,
af din vilje blev de til og blev skabt.

Denne Gud, er overordentlig konsekvent, overfor De som påstår:

"gud[er] eksisterer ikke".

Hvilket gir´ sig udslag i følgende sandhed:

Salmernes Bog 14:1: Tåberne siger ved sig selv:
»Gud er ikke til!«