Hej Arne
Tak for dit svar, hvor jeg ser, at du - nok som den eneste - lever dig ind i, hvordan jeg oplever verden.
Jeg skal gøre mit bedste. Du har jo også en del år på bagen og er sikkert erfaren med hensyn til, hvor skråsikker man selv og andre kan være på nogle holdninger og overbevisninger. Jeg forstår godt, hvis der på et tidspunkt opstår en "resignation" i forhold til at stå for skråsikkert. Og med resignationen en bevægelse hen mod et mere ydmygt og agnostisk ståsted.
Men når du kommer til "årsagen til verdens eksistens" - "den første årsag" kunne man vel kalde det - så er min fornemmelse, at vi allerede dér trækker, hvad jeg kalder "miraklet" - dét at verden er - ned på et plan, som vi mennesker kan forstå, men som er alt for lavt i forhold til sandheden - sandheden, som vi mennesker ikke er begavet til at fatte.
Jeg kan godt leve mig ind i, at en dyb undren -
filosoffens rygrad hvis jeg må indskyde det - giver en enorm glæde. Tænk at være til i noget som er så meget større end en selv!
Men jeg vil også forsvare dem, som "gransker og spekulerer". For også dette kan gøres med stor kærlighed. Og når de kristne filosoffer gør netop dét, så sker der ikke det, at de "trækker Gud ned". Tværtimod, de priser ham, vel vidende at sprogets modus er for snæver en dragt at iklæde de store mysterier i. Herfra glider de gerne over i poesi og kunst.
Ja, tænk bare på din egen ikon-oplevelse. Kunst! Det er faktisk en måde at "tale om Gud" på. Vel vidende at Gud overgår vores fatteevne kryber vi ydmygt nærmere for at hylde ham med det, vi har at hylde ham med. Hele vores væsen og hvad vi har af filosofi, poesi og kunst.
I øvrigt er - i menneskeforstand - alternativet til at verden er skabt vel, at verden er evig.
Når man taler om årsager, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man taler om kronologisk tid. En evig verden - såfremt den er kontingent - må stadig have en årsag, hvis vi ikke vil påstå, at den beror på intet (nu undgår jeg med vilje at sige "skabt af", da du måske forbinder det med det temporale).
Ja, for mig er det frækt storhedsvanvid at søge - at analysere - men helt rigtigt at ære, hvad der er bag - og i - verdens væren - og så i øvrigt at bruge alle vore gode givne evner her i verden bedst muligt - mens vi kan.
Det kommer vel an på, hvordan vi analyserer. Når jeg "analyserer" (et ord jeg ikke selv ville bruge), så står jeg overvældet af Guds storhed, som jeg erkender når langt ud over mine "analyser".
Transcendent, Immanent, nuvel. Selv om du ikke bruger ordene, så gør du dig stadig antagelser. Du mener fx - ellers må du korrigere mig - at vi ikke kan komme til nogen erkendelse af Gud overhovedet. Gud er derfor for dig "fraværende vores erkendeevne", som så gerne vil i kontakt med ham. Eller Gud er en væren som ikke selv "rækker ud" mod sine skabningers erkendeevne. Dette er også en (om end uudtalt) påstand om Gud og verden og menneske.
Men jeg tror på, at Gud er kærlighed, og at han vil tilfredsstille vores dybeste længsel, nemlig at blive ét med Gud i den - efter Huxley - forenende erkendelse.
Var Jesus arrogant, da han kaldte Gud sin Far?
Var Buddha arrogant, da han påstod at være Oplyst?
Samtidig forstår jeg dig godt, Arne. Der er for mange opblæste, som påstår at vide. Jeg har selv været en af dem. Det håber jeg ikke, at jeg er længere.
Kh Thomas
Svar
Citer
Men du skrev dette:
