Att. Somo - d’fin ”rabbi”..;)
Kulturer transporteres eller bæres med sproget, dvs. at vi får en række forståelsesproblemer når vi ikke i tilstrækkelig grad kan sproget vi præsenterer vore værdisyn med, og selv om også nordiske lande er rendt over ende med det engelske sprog, taler og skriver i virkeligheden ikke særlig mange mennesker i norden særlig godt engelsk, fremfor alt tænker de fleste på deres eget sprog. Imponerende er det alligevel at se hvordan du tilegner dig et sprog som du formentlig ikke tænker på, til trods for at jeg anser de fleste værdisyn du kommunikerer for det rene sludder. Dette har selvfølgelig sine årsager, idet Danmark som stort set resten af Europa har været igennem en oplysningstid som revolutionerede de gamle tankeskabeloner om livet og naturen, hvor stater også her i Norden engang tilstod kirken og religiøse livssyn vældig politisk betydning. Der er derfor intet bemærkelsesværdigt ved at se mennesker fra andre kulturer stå uforstående overfor afvisninger af værdisyn de stadig selv tillægger stor betydning, endog ofte med så udtalt underdanighed at man ligefrem vånder sig, når man tænker på individets plads under enevældet her i Norden.
Men når så mange mennesker fra østligere kultursamfund kommer hertil med deres religiøse tro i bagagen, da er det grundlæggende nødvendigt at forstår at den kultur og det samfund de flytter ind i med alle deres pakkenelliker, og at de ikke udtrykker sig med voldelige midler (som fx terror), og at man ikke søger at overfuse den nye kultur og det samfund man nu lever i, med medbragt religiøse overtro som grundlæggende er fuldstændig identisk med den gudetro europæisk såkaldt ”åndsliv” engang var præget af og i mange tilfælde underlagt. Jeg ska’ her undlade flere exempler, man kan jo bare tænke på det engelske kongehus og dets indbyrdes stridigheder grundet gudetroen, og hvilken betydning denne tro fx havde for homoseksuelle mennesker til langt op i forrige århundrede, hvor store forfattere måtte udleve deres seksualliv i det skjulte, og hvad dette fik af betydning for deres sociale liv. Men der knytter sig jo mange andre misopfattelser af naturen i og udenfor mennesker til disse mærkelige idéer om guder der angiveligt skulle ha’ grundlagt dit og dat. Opfattelser vi måske idag nok kan le lidt ad og diskutere og dissekere dem som intellektuelle små eskapader ved bordet over kaffen og vinen, men mennesker rundt omkring i islamiske kultursamfund slås altså stadigvæk ihjel p.a. religiøse værdisyn, der reelt knytter sig til den gamle jøde- og kristendom, som var religionen islam et barn derfra. Og små mennesker kaldet børn, lemlæstet jo stadigvæk som konsekvens af voksne menneskers religiøse dogmetro. Utroskab får uhyrlige konsekvenser, fordi manden angiveligt ska’ kunne se sig som ”herre i sit hus”, og dvs. at han juridisk kan betragte kvinderne som hans ejendom, helt som tilfældet var det under enevældet, hvor mennesker uden ejendom ofte var at betragte som nogens slave, helt på linie med det slaveforhold det er at påtvinges gudetro idag, dersom man er så uheldig at fødes i lande med teokratiske værdisyn. Alene af dén grund, forstår jeg så godt at folk render deres vej og flytter til demokratiske lande, for trods deres økonomiske og sociale situation, anser mange det vel for bedre at leve fattig i vestlig frihed. Folkevandringer er jo heller ikke noget nyt, og medfører selvfølgelig stadig store problemer, ligesom man i flere afrikanske stater ligefrem iværksætter krige for at løse sine sociale og økonomiske problemer, uhyggeligt som det lyder, ”renser man ud” i landskabet. Ta’ en bid af dét æble!
Men nu har vi jo adskillige gange set dig kopiere fra din bønnebog, som om der var tale om glamourøs læsning der i den grad minder om din bogholders forhold til Wikipedia. Rent politisk har du siddet og ævlet om demokratiet, og på en måde der viste at du ikke havde den ringeste idé om det du talte om – men det ka’ selvfølgelig også være lidt af et problem, hvis ens eneste adgang til information er bønnebogen. Blandt andet har du snakket – for det er vist her det korrekte udtryk – om trosfrihed og ytringsfrihed, og på en måde så man nærmest skulle tro du havde forlæst dig på en eller anden ”spirituel” netside. Men vigtige demokratiske søjler såsom ytrings- og trosfrihed, må også tilflyttere til vestlige samfund skam sætte sig grundigt ind i, så de fx ikke misforstår søjlerne som vor lille lægprædikant har misforstået dem. For søjlen trosfrihed er skam ikke noget påkrav om respekt for trosindholdet i nogen religion, men derimod den kendsgerning, at det står enhver troende frit i et demokratisk samfund at tro hvad han/hun vil uden at få staten på nakken: der er således tale om en beskyttelse af de uens troende overfor staten, men ikke en statslig beskyttelse af div. religioners trosindhold!
Sagen er jo, at det i teokratier netop er staten der er den politiske frakke omkring det trosindhold staten selv er en del af og selv forfægter. Der er altså en væsensforskel herimellem som tilflyttere må være sig yderst bevidst, og en bevidsthed der må ha’ sin grund i læsning af den europæiske kulturs histories udvikling. Der er ingen vej udenom, man må simpelthen sætte sig godt ind i det lands kulturhistorie, man vælger at leve i. Samme forhold gælder selvsagt for mennesker der vælger at bosætte sig og leve i islamiske kulturer, det gir vel sig selv – andet kan jo også hurtigt få uhyggelige konsekvenser. Problemet for dig, er vel at du må læse kulturhistorien på et sprog du ikke er helt fortrolig med, eller i hvert fald udvælge læsestoffet fra en særdeles objektiv forfatter på eget sprog.
Selve ytringsfriheden, der også er blevet godt og grundigt misforstået af den lille lægprædikant her på Trosfrihed, er det også vigtigt du sætter dig grundlæggende ind i. Den handler i bund og grund om vælgerens ret til i frihed for staten at sætte sit kryds ved præcis den politiske linie som borgeren anser for at være i overensstemmelse med sin politiske observans. Men tillige handler den i særlig grad om pressefrihed, idet den frie presse også er beskyttet overfor staten – du må her betænke, at politikere er dele af befolkningens repræsentanter, og det er pressens opgave fri af staten at oplyse befolkningen om politiske vedtagelser og love, der ydermere inkluderer en politisk uafhængig domstol. Alt i alt et politisk styresystem, skrevet og vedtaget udfra bedste intention, men som selvfølgelig ikke er ufejlbarligt, dersom maskineriet jo plejes af mennesker og ikke af computere.
Ytringsfriheden er m.a.o. hverken underlagt gudetro eller politisk observans, nærmere er ytringsfriheden overstatslig, i den forstand, at heller ikke staten kan diktere nogen borger dennes politiske grundsyn. Altså en klar beskyttelse af staten selv, for at denne ikke pludselig skal overtages af skjulte autoritære politiske ideologier, såsom kommunismen – eller den form for ”demokrati” som demagoger i Rusland og Kina idag ynder at betragte som demokratiske tilstande.
Dette er en nødvendighed for at staten kan fungere optimalt, i kraft af frie indbyrdes uafhængige politiske grundsyn, hvoraf flere i kraft af regeringssamarbejde har en løbetid på fire år.
Kritik er således en ganske selvfølgelig del samfundets væsen: dagligt vejer og vinkler alle mennesker jo alternativer, helt ned til valget af hvilken form for fredagsslik børnene nok vil ha’ bedst af. Hele livet består af valg vi må foretage, og ytringsfriheden er en ganske væsentlig bestanddel af livet i demokratiske samfund. Valg indebærer imidlertid altid fravalg, og her lærer vi fra vore erfaringer. Vi har friheden til at handle forkert, og må erfaringsmæssigt lære os at handle rigtigt i den enkelte situation. Etik og moral handler i europæisk kulturhistorie dog ikke længere om skyld og skyldfrihed overfor guder, men fremfor alt om ansvarlighed overfor den etik vi lægger til grund for vort liv og levned, en tillidspost i livet tilmed forretningslivet er afhængig af. Du ka’ gerne købe katten i sækken på Vesterbrogade, men må til en vis grad laste dig selv for dit valg, og måske indse at det fremover ka’ være værd at handle på Østerbrogade. Guder har ingenting med sagen at gøre. I yderste konsekvens er demokratiske samfund efterhånden bebyrdet med love vi alle er ved at drukne i, men det er politikeres opgave at smide ubrugelige love væk og indføre nye og bedre, hvor tænkningen og sproget i form af logisk konsistens er det afgørende værktøj for deres gennemskuelighed: de må være gennemsigtige, til at forstå, så værdisynet ikke står i vejen for formålet, som er at sikre samfundsborgere de sociale livsbetingelser som regeringen i kraft af det politiske flertal anser for bedste vedtagelse. Ingen guder eller spaghettimonstre har noget med sagen her at gøre. Det er mennesker der vedtager love, hvor end ikke mennesker der tror og derfor opfører sig som guder, er undtaget kritik.
Det ka’ ikke nytte noget at undtage guder for kritik, idet guder jo er født i fantasien og udtrykt i sproget hvorved de forståes og forfægtes. Samtidig ka’ det ikke nytte at undtage forfægtere af gudetro for kritik, idet de både skaber og forfægter gudetro, mens de dog aldrig evner at bringe evidens for resultatet af deres skabelsestrang – hvad der især må skabe kritik, for hvorfor indføre en supermand i virkeligheden, hvis den eneste virkelighed supermanden evner at administrere, er en afgrænset forestillingsverden der kun lader sig virkeliggøre i menneskets fantasi?
Du ka’ således gerne sidde her helt til næste jul og kaste din gud op i luften, men så længe du ikke er i stand til at bringe evidens for gudens evne til existens i kraft af sig selv, da vil kun du være at betragte som gudens forfatter, i og med at du jo er den ansvarlige for påstanden om gudens existensevne, og vil derfor være den der må forholde sig til evidenskravet. Der er ingen vej udenom, Somo. Det nytter heller ikke at gemme guderne i sprogets anekdoter, som lægprædikanten har for vane, da guden for det første ikke existensevne af den slags, og for det andet ikke fritager dig for evidenskravet. Du er den der må forventes at kunne fremlægge sandhedsgehalt for din påstand, hvorfor hverken henvisninger bønnebøger, Wikipedia, antallet af påstandens tiljublende, anekdoter om Einsteins ”virkelige religiøse tro” osv.osv. vil hjælpe dig ud af evidenskravet.
At sidde og fortælle hvad nogen du ikke engang kender har skrevet i din bønnebog, har lige så stor værdi som at sandsynliggøre den ene fantastiske anekdote med en anden. Du må sprogligt skabe klarhed for at tankens fænomener du bringer til live fra sproget, påviseligt også evner at existere udenfor sproget. Alternativt findes der jo den mulighed, at du som mange andre mennesker der tror på gud, erkender at din tro har sin oprindelse i selve tanken om, at det ville være højst ønskværdigt om en gud havde skabt dit og dat, og at denne er værd at samles om i sociale fællesskaber. Se, dét synes jeg godt om, og synes for øvrigt dertil at mange kristne og jødiske højtideligheder er meget smukke. Jeg imponeres især over jødiske traditioner og fællesskaber, hvortil så mange vidunderlige fortællinger knytter sig. Og sådan har alle mennesker jo oplevelser med skikke og traditioner som forekommer dem smukke, og er sikker på at du oplever det samme med skikkene der knytter sig til din religions mange traditioner.
Jeg har i den forbindelse tit forestillet mig hypatinernes Alexandria, som en tid hvor forskelligartede religioner på samme sted bød på en symfoni af oplevelser. Det må ha’ været som at vandre fra fest til fest, at gå rundt i byen på den tid. Og du har så ganske ret, man finder mange kloge mennesker og iagttagelser i gamle østligere samfund, det er bestemt ikke sådan fat med mig, at jeg anser vestens kulturhistorie for særlig enestående, da i særdeleshed ikke den historie som knytter sig til hvordan vestlige multinationale selskaber har misbrugt og udbyttet mange afrikanske lande, i hvilken forbindelse disse selskaber skylder dem ikke så lidt, selv om grådighed jo er et fænomen uden grænser og nationalitet. Jeg kan ikke sige, at jeg ville ha’ elsket at leve i Alexandria på den tid, og selvfølgelig fordi jeg selv ville være et produkt af min samtid. Men med tankens rejse er det en fantastisk forestilling, en kulturfest, og jeg forstår fint de mange vestlændinge der i dag vælger at leve deres liv i så historisk en brønd. Også selvom Alexandria idag byder på mange forfærdelige politiske tilstande. Omvendt er nordeuropæiske lande vist en særlig attraktion for mange østlændinge i disse tider. Verden kan måske i tanken synes ganske lille, men det er også en illusion, man flytter ikke sine rødder fra den ene ende til den anden, med et snuptag. Det er ikke nok at kunne sproget, man må simpelthen afse flere generationer til opbygning af nyt rodnet, tænke på en helt anden måde, m.a.o. lader flytning af liv og familie sig igrunden ikke realisere i et enkelt liv, i al fald tror jeg det for de fleste er yderst problematisk. Derfor er det også så besynderligt at tænke på hvordan flygtninge her i norden ofte behandles, altså rent politisk set, mennesker hinanden imellem i sociale rodnet lader sig vel sjældent diktere af den slags. Rodløsheden som mange tilflyttere må føle, er jo ikke grundløs, men knuden ville måske lettere løses hvis folk ikke alt for ofte blev påtvunget et syn på sig selv som økonomiske byrder. Et selvbillede som især mange ældre mennesker rundt om genkender, til trods for at den ældre befolkning er noget af det mest sparsommelige. Blandt ældre mennesker, findes der sandsynligvis flere religiøse troende end blandt de unge, om denne tro er dem en hjælp, ved jeg så ikke, hvad jeg ved er, at de så godt som aldrig agiterer for deres religion som rundryggede missionærer. De anser som regel deres livssyn for at være en privat sag, og private tanker vedrører jo også kun vores nærmeste, ikke sandt. I dét lys, minder du og din bogholder (lægprædikanten) nærmest om to små rabbier (en slags pedel eller skolebetjent der går såkaldt ’skriftkloge’ til hånde), fx udbreder i stadig ”det glade budskab” uden at ku’ forklare hvori glæde befinder sig.
Ak ja, men det er vel missionærens lod, sådan at rende rundt med løbesedler og holde små gudstjenester i døråbningen, som særlig JV’ere har for vane. Men på debatsider, forventes det altså at man argumenterer for sine meningers værdi, dvs. at skabe sproglig klarhed og altså ikke fordunkle sine synspunkter yderligere, hvis du forstår. I det billede er det lidt morsomt at se hvordan Trosfrihed på ingen tid er forvandlet til en plakatsøjle for missionærer, hvor tre-fire troende nu sidder og klistrer deres overtro i panden på hinanden; nåja, jeg glemte i forbifarten rent hønsemand, der jo opfylder ”alle sine læseres forventninger”, som han udtrykker sig – fra rabbi til rabiat, er der åbenbart kun et stenkast…;)
mvh & held og lykke med ”det glade budskab”...
Simon
Redigeret af Simon (27/11/2019 07:26)
Svar
Citer