Hej Arne

Godt at få besøg i mellemrummet og poesiens verden :))

"...Lad mig atter blive lille
og omsider rumme alt!

er også for mig to sætninger, der går rent ind i hjertet og får mig til at smile mildt. For det er jo netop det, der er et af de væsentligste budskaber i kristendommen og evangelierne. Det og så det dobbelte kærlighedsbudskab. For mig er det at kunne blive lille og som et barn det samme som at kunne sanse og ta' imod livet og kærligheden, også når man ikke kan forstå og forklare det.

Det dobbelte kærlighedsbud ser jeg som det at kunne se og derfor også at kunne give.Der hvor både den umiddelbare tilskyndelse (som det stadigt iboende barn) og ansvarligheden (som den voksne) går hånd i hånd. Når man som voksen kan se, kan man også se mennesket og det menneskelige jordiske liv som sammensat af både godt og ondt. Det er bl.a. derfor vi må kunne se os selv som syndere, fordi vi netop som mennesker i tanke og handling indeholder både godt og ondt.

Jeg forstår mig ikke så meget på filosofi, og jeg må indrømme, at jeg heller ikke forstår så meget af artiklen om Kant. Måske skal jeg ha' min morgenkaffe først og søge en mere enkel beskrivelse af hans filosofi? :))

Poesien behøver man ikke kunne forstå, ligesom man heller ikke behøver at forstå musik. Poesiens ord og rytme er en sansning, noget der rammer og rører ... hjertet først og fremmest, og den kræver ingen forståelse eller fortolkning men sansning og genklang først.

Jeg ved ikke, om det her er sådan en reflektion, du lagde op til? Men nu har du i hvert fald fået mine morgentanker om emnet, så nu er det tid til at finde morgenkaffekoppen frem og sanse kaffen ... helt uden at forstå den. :)))

Mange hilsner
RoseMarie

Hej RM..


”Jeg ved, at hun også skrev om sin far, men nok mere ud fra en dyb smerte i derpessionens afmægtighed. Ikke for at hylde sig selv og tjene penge på det. Her et digt fra hendes digtsamling Ariel.”

- Ja, jeg holder også af Ariel, de indtrængende og meget alvorlige stemninger der afspejler nogenlunde samme forståelse for skriften i sig, som Marguerite Duras o.a. herlige fortællere, og som vi der læser jo selv synes det er vidunderligt at læse os ind i, hvad der nok må ha’ lidt at gøre med det at få lidt forståelse for sig selv – apropos den nødvendige dialog Arne omtaler.
Hun havde som andre på den tid god grund til at være bekymret, for udover kærligheden, der jo kan forvandle sig til en usympatisk symbiotisk smerteudveksling, så er svære depressioner jo ikke noget at spøge med, og slet ikke en situation der gør tilværelsen med familieeudsigter lettere at håndtere. På det tidspunkt var der jo også en tendens i antipsykiatrien til at overføre skyldspørgsmål for sådanne sindstilstande på forældre og samfundsforhold – det er næppe svært at forestille sig indtrykket en sådan lægefaglig handlingsplan må ha’ haft på familieforholdet. Og er man, som hun var, så yderst samvittighedsfuld og pligtopfyldende et menneske, da stiller man jo store krav til sig selv, og må samtidig balancere med en angst for sit tungsind – ikke just uforståeligt at Ted Hughes kan ha’ set så på hendes ”bestemmelse” som poet med frygt, en smertelig afstand iblandet kærlighed og det at være far. Man holder jo ikke sådan op med at elske hinanden, det kan bare være svært. Så penge har jo selvfølgelig været gode at ha’, ja nødvendige, som hun selv sagde, så der var nok en vældig alvor i dette med at ville leve for at skrive – måske en udvej der i dag er mere almindelig end man kan forestille sig, bestemt også af psykiske årsager. Og er det ikke fantastisk, så dygtige mange unge mennesker i dag er?

Jeg elsker faktisk at læse krimier, der for det meste begrænser sig til kendte gamle forfattere som Colin Dexter, Georges Simenon, P. D. James, Ngaio Marsh og den slags, hvad der forøvrigt skal reklameres lidt for: Robert van Gulik’s Guldmordene, er da helt vidunderlig læsning ryg mod ryg, eller med puden oppe under hagen – og undrer mig stadig over, hvorfor endnu ingen har opfundet den sublime sengelæsningsstilling, da jo i den grad ka’ være livsnødvendig, hvis man gerne vil undgå at få en mursten i knolden? ;)

Solrige hilsner
Nissen – der nok altid vil være lidt fortabt i Sylvia Plaths poesi.

Hej Arne

Siger det her digt dig dig noget? Det er skrevet af Tom Kristensen i 1954 og er fra digtsamlingen Den sidste lygte ...


Et mannakorn

Begik du Livet,
bedrev du Livet,
som det er givet,
du bør og gør,
saa er det givet,
at alt i Livet, -
det blev dig givet,
fordi du tør.

For alt i Livet,
som blev dig givet,
er Lys og Mørke
i Sammenspil,
og har du vovet,
og har du lovet,
og har du svigtet,
saa var du til.

Begik du Livet,
bedrev du Livet,
som det er givet,
du maa og skal,
saa husk, at Livet
er blevet givet
til dig i Kraft af
et Syndefald.

Mange hilsner
RoseMarie

Hej Simon

Jo, du har helt ret i, at penge er livsnødvendige at ha', hvis man skal leve og tilmed forsørge sine børn. Så selvfølgelig har hun skrevet og har tjent sin løn ved det at skrive. Men om hun havde haft en formue liggende i sengehalmen, så tror jeg, hun ville ha' skrevet på samme måde, netop fordi det har været en inderlig og stor drift og drivkraft.

"Robert van Gulik’s Guldmordene, er da helt vidunderlig læsning ryg mod ryg, eller med puden oppe under hagen – og undrer mig stadig over, hvorfor endnu ingen har opfundet den sublime sengelæsningsstilling, da jo i den grad ka’ være livsnødvendig, hvis man gerne vil undgå at få en mursten i knolden?"

Åh jo, det er på en måde også livsvigtigt med en sengelæsningsstilling af rent sikkerhedsmæssige årsager ... :)))

Jeg må se at finde nogle af de krimiforfattere, du skriver om. De få krimier, jeg har læst for mange år tilbage, er Ian Flemings om James Bond og så en smule Hitchcock. Jeg har set krimier på TV, og det gør jeg af og til stadig, især når jeg ikke selv kan tænke så meget og må ha' noget serveret :)) Panduro har i sin tid gjort noget godt for krimigenren,og så var der jo også alle hørespillene i radioen.

Ha' en god dag
RoseMarie