|
0
registrerede
31
gæster og
1527
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
”Jeg ved, at hun også skrev om sin far, men nok mere ud fra en dyb smerte i derpessionens afmægtighed. Ikke for at hylde sig selv og tjene penge på det. Her et digt fra hendes digtsamling Ariel.”
- Ja, jeg holder også af Ariel, de indtrængende og meget alvorlige stemninger der afspejler nogenlunde samme forståelse for skriften i sig, som Marguerite Duras o.a. herlige fortællere, og som vi der læser jo selv synes det er vidunderligt at læse os ind i, hvad der nok må ha’ lidt at gøre med det at få lidt forståelse for sig selv – apropos den nødvendige dialog Arne omtaler.
Hun havde som andre på den tid god grund til at være bekymret, for udover kærligheden, der jo kan forvandle sig til en usympatisk symbiotisk smerteudveksling, så er svære depressioner jo ikke noget at spøge med, og slet ikke en situation der gør tilværelsen med familieeudsigter lettere at håndtere. På det tidspunkt var der jo også en tendens i antipsykiatrien til at overføre skyldspørgsmål for sådanne sindstilstande på forældre og samfundsforhold – det er næppe svært at forestille sig indtrykket en sådan lægefaglig handlingsplan må ha’ haft på familieforholdet. Og er man, som hun var, så yderst samvittighedsfuld og pligtopfyldende et menneske, da stiller man jo store krav til sig selv, og må samtidig balancere med en angst for sit tungsind – ikke just uforståeligt at Ted Hughes kan ha’ set så på hendes ”bestemmelse” som poet med frygt, en smertelig afstand iblandet kærlighed og det at være far. Man holder jo ikke sådan op med at elske hinanden, det kan bare være svært. Så penge har jo selvfølgelig været gode at ha’, ja nødvendige, som hun selv sagde, så der var nok en vældig alvor i dette med at ville leve for at skrive – måske en udvej der i dag er mere almindelig end man kan forestille sig, bestemt også af psykiske årsager. Og er det ikke fantastisk, så dygtige mange unge mennesker i dag er?
Jeg elsker faktisk at læse krimier, der for det meste begrænser sig til kendte gamle forfattere som Colin Dexter, Georges Simenon, P. D. James, Ngaio Marsh og den slags, hvad der forøvrigt skal reklameres lidt for: Robert van Gulik’s Guldmordene, er da helt vidunderlig læsning ryg mod ryg, eller med puden oppe under hagen – og undrer mig stadig over, hvorfor endnu ingen har opfundet den sublime sengelæsningsstilling, da jo i den grad ka’ være livsnødvendig, hvis man gerne vil undgå at få en mursten i knolden? ;)
Solrige hilsner
Nissen – der nok altid vil være lidt fortabt i Sylvia Plaths poesi.
|
|
|
|
