1
registreret
(1 usynlig),
12
gæster og
958
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#23372 - 21/06/2017 00:00
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Sommertid er jordbærtid, måske livets største nydelse, det afhænger af omstændighederne, som det fremgår af historien her:
Buddha’s Blues
Mens vores lokale Jesus som bekendt var mand for at fyre en lignelse af hver gang han havde gylpet nadveren i sækken var den gamle Boddhisattva en mand af få ord og få historier. En af de tre-fire fortællinger der tilskrives Buddha selv er den følgende, som er henimod tre tusinde år gammel – og som jeg synes i al sin enkelhed kan lære enhver en hel del om livet. Boddhisattva’ens historie handler om en mand der er tvunget til at rejse igennem et øde ørken-landskab uden tegn på liv, hverken dyr eller planter, blot ensformigt sten og støv – men manden skal igennem for at nå frem til en by hvor han kan få arbejde, så han vandre igennem denne trøstesløse tomhed. Og da han har vandret dér i tre dage, så mærker han pludselig et åndedræt bag sig og vender sig om – og dér står så en stor, grusom tiger der tydeligvis heller ikke har fået foder i tre dage og som har udsét sig ham til quicklunch. Manden løber panisk, med tigerens hede åndedræt lige i hælene, og da han har løbet en halv times tid og hans lunger er ved at briste når han er afgrund. Tigeren er lige bag ham, han kan ikke vende og har intet valg: Han må styrte sig ud over skrænten og håbe. I farten får han fat i en vildvins-gren der vokser på selve skråningen, og hængene i denne med den ene arm sér han tigeren anbringe sig foroven og knurre og vente. Han sér længere ned af klippeskråningen for at sé om der er en afsats han kan komme ned på – og der er én, kun to meter nede. Og på dén står der en endnu større og endnu vildere tiger der tilsyneladende ikke har spist i ugevis. Og som manden så hænger dér ud over skråningen i sin vildvins-gren, med en tiger foroven og en tiger forneden, så kommer der to små mus frem – en hvid mus fra venstre og en sort mus fra højre – og de begynder at gnave selve den vildvins-gren over som han hænger i, for vildvins-grene er japanske mus’ yndlingsret. Og som han hænger dér, med en tiger foroven og en tiger forneden, i en vildvins-gren som to små mus er ved at gnave over – så ér det han sér, at dér på skrænten der vokser et stort smukt struttende saftigt jordbær. Og idet han stadig holder sig i den bristefærdige vildvins-gren rækker han med den anden hånd ud og plukker jordbærret, og – slutter Boddhisattva’en sin tre tusind år gamle historie – aldrig havde dén mand smagt et bedre jordbær.
- Dan Turèll.
mvh Simon
Redigeret af Simon (21/06/2017 00:02)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23380 - 23/06/2017 12:08
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Hej Simon
Uhm, jordbær er guf, smultron fra skovbunden i en lysning er gufguf og især sammen med søde minder om barndommens jordbær på strå :))
Hembygdens huldra
Hennes far är bland alfer den störste i den nejd där min barndom förgått, han är bergens och skogarnas förste, och i Strandmora klint är hans slott.
Hon är barn, hon är jungfru att kalla; hon är yngst i sitt fädernehus, hon är vänast av syskonen alla i sitt väsen av skymning och ljus.
Hennes läppar stå röda och ljuva, hennes hår är som solbrantens ström, hennes öga är djupt som en gruva, fullt av dunkel och längtan och dröm.
Hon bär smycken av silver och koppar, av granater är livbältets lås, men sitt bröst vill hon pryda med knoppar och små blomster från backe och ås.
Det är tungsamt i bergsalar trånga, där blir soltörsten sinnet för stark. Hela dagen hon älskar att gånga i sin milsvida, härliga park.
Hon beser sina hjordar de fria - där är älg, där är lekatt och räv; och hon gluttar i grävsvinens stia och i tranbon bland vide och säv.
Invid stranden av ödsliga Glimman hennes eka står gömd i en vik, och små årslag hörts plaska i dimman under lommarnes kvällsliga skrik.
Jag har gått i de svärmande åren i ditt fotspår på grön liten stig, när det lopp som ett budskap i snåren och all vildmarken hälsade dig.
Då stod törnrosen skärast om kinden, då tog göken sin mjukaste ton, då kom doften som rikast med vinden ifrån vildbins och getingars bon.
Men jag ville dig hejda och säga: Gå ej undan, du skygga, förbliv! Dina ögons mystär vill jag äga och din drömskatt ur vildmarkens liv.
Du kan sägnerna, mörka och ljusa, ifrån dalgång och glittrande brant. Allt hvad skogarna hemligast susa är för dig som för ingen bekant.
Låt oss sitta där granarna gunga över smultron på kolbottnens vall! Jag vill höra dig tala och sjunga, jag vill lyss, til dess dagen är all,
till dess skyarna slockna mot natten, medan hyttornas lågor få färg, och du flyr över lommarnes vatten över älgarnes tallkrönta berg.
Erik Axel Karlfeldt
Midsommerhilsner med duft og smag af jordbær og skovbund RoseMarie&MadamJuni
Redigeret af RoseMarie (23/06/2017 12:10)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#23385 - 24/06/2017 07:58
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'morgen
Midsommeren er over os, Simon ... og her fødes verdner i solsekunder
Midsommer
Vi laa paa Maven, imellem Skræpper, og dræbte Myg. Der kom ej nogen, vor Broder Snogen gled hjemmetryg. Bag Bladeteltet, hvis Skærme vælted, vi laa beskyttet, skønt Solen lyned i Planteæltet og Sneglespyttet, og Arachnider spandt Spindeltraade af graaligt Bryg. Vi laa paa Maven, imellem Skræpper, og dræbte Myg. Men disse Timer, som ej fik Ende, fortæred Sjælen, saa Hjærtet brændte at sende Tiden et Skud i Hælen. Hvad er en Mand, før han mødte Stunden, hans Sjæl befol —? Vi dræbte Myg, og vi dræbte Timer, selv dræbt af Sol. Vi stirred ud over store Følfod paa léret Brink til Skovens Kam, hvor en ung Veninde os før gav Vink. Men Eventyret, som var os lovet, gik bort en Vaar med sin Drøm om Hoved. Vi saa paa Mulden, hvor Somrens Storhed rundt om befol. Vi dræbte Myg, og vi dræbte Timer, selv dræbt af Sol. En Fryd af Tavshed og Muld og Skræk! Her skaanes Øjet, af Skræntens Blade, for Havets blinkende Drøm og Flade: - En Damper ankres der dybt i Bæltet, som blaaner væk. Og der gaar Springdans, til Lyd af Trækspil, paa Skibets Dæk. Men ind imellem fra Havnen høres en taktfast Kran. Den har — mens Kysterne middagssløres — sin Arbejdsplan! Den sluger Stenkul — hør efter: Stenkul! og spyr dem væk. Men der gaar Springdans, til Lyd af Trækspil, paa Skibets Dæk. Det sang og summed fra Skovens Tuer og Dammens Sten af Tusind Fluer med Øjenruder som Glimmersten. De sorte Snabler, de sorte Ben fortæller Farter og ældre Fabler end Odysseen. En Tæges staalkolde Spæt i Spæt, de fine Vandfluers Vingenæt naar ikke op mod en Hverdagsflues forlibte Halvsorg i Flor og Yet. Thi Fluen tjener hos Eventyrets alskønne Fé og er paa Færde i alle Fabler, naar de skal ske, mens Féen ligner en Hex, som vinker og listig hinker med skævgroet Ryg ... Rør ikke Fluen, den Lykkeflue, der er saa styg. Vi laa paa Maven, imellem Skræpper, og dræbte Myg. Man bliver træt af de store Timer, som ikke kom. Der gaar det Rygte, at hele Verden skal møntes om. De gode Engle har faaet Forfald og findes ikke. Har Eventyret en kulsort Engel maaske at skikke? Den bedste Ven har forlængst forladt os, hans Plads er tom. Hvem sidder stille, naar hele Verden skal møntes om? Der durer Kraner og der gaar Springdans ved Dag og Nat. Men Sindets Bitring og graa Forvitring greb hæftig fat. Den kolde Kraft, som om alt vil spænde, forgaar i Kedsomhed uden Ende, og søger Lindring hos Giftinsektet fra Dam og Mose, et Stik i Pulsen, en Feberrose mod denne Armod i Cellevævet, som trods al Plan slaar en Erobrer, hvis Vilje kræved et Ocean. Her støbes Kraften, hvis Love fylder de blinde Kim, og Fabeltoner i Fuglestruber, og Farveformler i Blomstertuber, og Mælk og Honning i sære Kuber, og skjulte Gruber, hvis Gange bugner af Vox og Lim. Her fødes Verdner i Sol-Sekunder til Spil af hengemte Straalebundter, naar Eventyret, berust af Pan, hjemkalder Guden. Han vandrer munter til sine Afgrundes Dyb og Huler. Der yppes Værket. Men Natten skjuler hans Skaberplan. Hvis Pan er ødsel, selv Ædelstene blir støbt paa ny. Naar Pan fornyr sig, er alt det gamle en Taaresky. De ægte Stene er gaaet løse; thi de skal smæltes. Og alle Dyder er blevne Djævle, naar Skranken væltes. Det gryr og vaarer i Jordens Aarer. Men Ran og Svindel i Byen favnes paa Babeltaarnenes Trappevindel. Der høres Festlag af Deliranter fra Kvæld til Gry og Gadeoprør af Diamanter i Tyves By. Og Mildheds Dommer, af Skræk for Plyndring og Stimandsfserd, har dræbt sin Dørvagt og sælger Livet nu med sit Sværd. Vi laa i Skumring bag store Skræpper og tav i Flok, mens Taagen steg som en giftig Stribe. Mon Pan nu tænder sin sidste Pibe før Ragnarok? Skal alt gaa under? Nej, Pan og Jorden forliges nok. Men som en Skaber i Rimnøds Knibe han har en Fabel, som han skal slibe i Digterform — mens en Guldfé rusker hans Pandelok. Vi tror ej altid paa „Kraft“ og Kabler. Vi tror, at Verden er dyb af Fabler. Og paa min Skovkam har Fabelvæsner af Ask og Gran opbygget Templer, hvori man ærer den store Pan.
Sophus Claussen
Stadig med en anelse røg i håret RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|