0
registrerede
360
gæster og
71
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#29084 - 12/01/2020 19:19
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hip, hip hurra!
Pythagoras fylder 2600 år, han og Parmides var hundrede år senere blandt græske geografer anerkendt som de første der fik æren af teorien om jordens kugleform, der siden klart begrundedes af Aristoteles, hvis elev Dikæarchos fra Messina, dog blev den der indså ”Parallellens” betydning som orienteringsgrundlag på kortet. Alexandrineren Ptolemaios (87-150), grundlæggeren af den moderne kar-tografi, sad en lun aften med Max på skødet mens begge beundrede kragens overblik – den ene med en smule mundvand…
Horace, whose whiskers and tall tip were twiching, didn’t reply, but Catherine, the crow, perching on a disused hay baler, squawked with scorn.
“Cats are asses” she croaked. “Cats are cats,” said Max. “Asses are asses.” “You’re a fool!” “You’re another.” “These poor little kin of mine are afraid of you, you cat.” “Why? I can’t get at them.” “You would if you could.” “But I can’t.” “They don’t know that.” Max turned and regarded the crow. “You’re a bird. Aren’t you afraid of us?” “Ha-ha-ha,” said the crow hoarsely. “You take me on and you’ll end up in fifty-six pieces on the barn floor. I could handle you with one wing tied.” Max was pretty sure this was true. “Have you always been this disagreeable?” he asked curiously.
*
Mod himlen fra hans lutrede hjerte som duften der vælder fra en hvid rose…
- Joyce. mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#29098 - 17/01/2020 12:30
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Til natbordet: Martin A. Hansens Tanker i en skorsten, med særlig henvisning til kap. Ætten & De episke kvinder.
Fra De levendes Land..
O skuffende drøm, du skinnende boble paa tidernes strøm, forgæves dig skjalden med mund og pen af glimrende skygger vil skabe igen. Naar skyggen er ligest, da hulke de små som stirre derpaa.
Fortryllende drøm om evigheds-perlen i tidernes strøm. Du gækker de arme, der søger omsonst, hvad hjertet begærer, i billed og kunst, saa varigst de kalde. hvad sikkert forgaar om timer og aar.
- Grundtvig,
Skulpturer i jern
Formkarakterer undfanget i en vision af det mulige nederlag for al skaberkraft og formende glæde. Skibe, galger, brønde, vogne mærkeligt sammenstimlede vrag bombenedslagenes krøllede jern majestætisk fortættet efter drønet og katastrofen.
Men netop kun denne mulighed som en horisont tingene drejer og lever under. En verden skabt af frydefuldt hvirvlende legemer hærdet af ilden hvis flammer sidder i jernet med askens farve og ulmende ro.
Langsomt løfter de sig gynger og svæver i rummet tunge af rædsel, sandhed og trods. Tiden maales af disse dæmoniske solure.
- Robert Jacobsen.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#29102 - 19/01/2020 13:19
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Sangen for livet i det 20. århundrede tog Savage Rose & Christian Sievert sig smukt af - sidstnævnte, ja jeg vil næsten sige ”morgenmennesket”, havde jeg engang som lærer og mindes ham som et dybt begavet kunstnerisk menneske - og sikken en folkemusik der kom ud af dét fællesskab! Havde nogen dengang fortalt mig at Annisette Koppel var i slægt med Giovanni Boccaccio, da ville jeg sikkert bare ha’ studset og trukket på skulderen, idag ville jeg ha’ jublet et selvfølgelig! ud i rummet, for slægtskabet er jo så evident, idet hans sang til livet tidligt i renæssancen var kærligheden tiljublet. Tænker man på livets realiteter i det 14. århundrede, hvor en ubegribelig sygdom med lynets hast bredte sig og rev alles elskede ud af favnen, forstår man den passion man hengav sig til lidelsen med, præcis samme lidelse man finder i Petrarcas poesi, hans nære ven, hvor døden står for døren som længslen der hurtigst må nedfældes på pergament, før den brænder ham op, en ubærlig kærlighed der er ved at forvandle sig til den depression der sætter overlevelsesinstinkter til vægs, men genkendes overalt i nogens samtid. Man tør slet ikke tænke på øjeblikkets musik og lyrik, sangene ved kaminilden i hyggelige krostuer, der må ha’ forekommet nogen som Eros’ greb i struben, et sidste skvæt hjerteblod og velsagtens med samme intensitet Annisette Koppel ryster og byder kroppe at danse, en allersidste dans som på Loppen tilbage i halvfjerdserne, hvor Thomas Koppel med sin harmonika fik hjerter til at stå helt stille.
Fra Decameron, hvor Panfilo slutter aftenen af med denne sang:
So great, oh Love, the good, the joy, and the delight I feel through you, that happily I burn within your fire.
The overflowing happiness within my heart, born of the lofty and beloved joy which you have given me, cannot remain contained, but issues forth to shine upon my glowing face, revealing my true happiness: for just to be in love with someoneof so high and noble state makes all the burden of my burnbing easy.
I cannot sing you in a song nor sketch with my own hand the good, Love, that I feel; and even if I could, I’d have to hide it, for were it known, my joy would chance to grief, but I’m so happy now that words would be too weak and insufficient to give the slightest sense of how I feel.
Who would have ever thought my arms could stretch so high so as to ever reach her there, or that I could ever touch my face there where I did and where I found grace and salvation? None would believe my good fortune; and so I burn, concealing the thing which gives me happiness and joy.
Til natbordet: Giovanni Boccaccios Decameron (oversat af Mark Musa & Peter Bondanella) 1982. mvh Simon
Redigeret af Simon (19/01/2020 13:23)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|