|
0
registrerede
79
gæster og
134
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Sangen for livet i det 20. århundrede tog Savage Rose & Christian Sievert sig smukt af - sidstnævnte, ja jeg vil næsten sige ”morgenmennesket”, havde jeg engang som lærer og mindes ham som et dybt begavet kunstnerisk menneske - og sikken en folkemusik der kom ud af dét fællesskab!
Havde nogen dengang fortalt mig at Annisette Koppel var i slægt med Giovanni Boccaccio, da ville jeg sikkert bare ha’ studset og trukket på skulderen, idag ville jeg ha’ jublet et selvfølgelig! ud i rummet, for slægtskabet er jo så evident, idet hans sang til livet tidligt i renæssancen var kærligheden tiljublet.
Tænker man på livets realiteter i det 14. århundrede, hvor en ubegribelig sygdom med lynets hast bredte sig og rev alles elskede ud af favnen, forstår man den passion man hengav sig til lidelsen med, præcis samme lidelse man finder i Petrarcas poesi, hans nære ven, hvor døden står for døren som længslen der hurtigst må nedfældes på pergament, før den brænder ham op, en ubærlig kærlighed der er ved at forvandle sig til den depression der sætter overlevelsesinstinkter til vægs, men genkendes overalt i nogens samtid. Man tør slet ikke tænke på øjeblikkets musik og lyrik, sangene ved kaminilden i hyggelige krostuer, der må ha’ forekommet nogen som Eros’ greb i struben, et sidste skvæt hjerteblod og velsagtens med samme intensitet Annisette Koppel ryster og byder kroppe at danse, en allersidste dans som på Loppen tilbage i halvfjerdserne, hvor Thomas Koppel med sin harmonika fik hjerter til at stå helt stille.
Fra Decameron, hvor Panfilo slutter aftenen af med denne sang:
So great, oh Love, the good,
the joy, and the delight I feel through you,
that happily I burn within your fire.
The overflowing happiness within my heart,
born of the lofty and beloved joy
which you have given me,
cannot remain contained, but issues forth
to shine upon my glowing face,
revealing my true happiness:
for just to be in love
with someoneof so high and noble state
makes all the burden of my burnbing easy.
I cannot sing you in a song
nor sketch with my own hand
the good, Love, that I feel;
and even if I could, I’d have to hide it,
for were it known,
my joy would chance to grief,
but I’m so happy now
that words would be too weak and insufficient
to give the slightest sense of how I feel.
Who would have ever thought my arms
could stretch so high
so as to ever reach her there,
or that I could ever touch my face
there where I did and where
I found grace and salvation?
None would believe
my good fortune; and so I burn, concealing
the thing which gives me happiness and joy.
Til natbordet: Giovanni Boccaccios Decameron (oversat af Mark Musa & Peter Bondanella) 1982.
mvh
Simon
|
|
|
|
