annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 20444391
Åndelig Føde 2642503
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2640044
Et andet syn 2172112
Så er der linet op... 1908754
Galleri
Kirkebø
Hvem er online?
0 registrerede 822 gæster og 113 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 316 af 603 < 1 2 ... 314 315 316 317 318 ... 602 603 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#23496 - 19/07/2017 10:17 Re: Poetisk fryd.. [Re: Simon]
RoseMarie Offline
bor her
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
Hej Simon

Tak for musikken, lyrikken, nordisk lys og midnatssol, der lander lige midt imellem byger og solstrejf i det danske sommerlandskab. Det danske sommervejr lige sådan, som jeg holder allermest af det ... med lidt af det hele og hverdagens genkendelighed i sol og bygers kommen og gåen ... :))


Homerisk sommer

Med silkevipper vugger det modne korn,
og svalevinger klipper i himlens blå.
Af varme støver horisonten.
Humlerne summer og haner galer.

En grøftekant: Cikorie, kongelys
og kløver. Roer prunker med hjelmbusk på.
Den store sommer kom. Jeg fryder
hjertet med solen og Illiaden.

Otto Gelsted



Hilsner ind under jul ;))
RoseMarie
Top Svar Citer
#23498 - 20/07/2017 00:00 Re: Poetisk fryd.. [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
Aften' RM..

Ja det er virkelig en pragtfuld sommer. Alene det at man er fri for at gå lig tre meter bagved sig selv, som man jo gør det i Athens hexekedel, trykkogeren der får hoveder til at true med endnu en storartet explosion, herligt!

Det var da herligt at gense Gelsted, jeg var lige ved at tro han havde mistet tålmodigheden med os. Jeg kvitterer derfor fluks for ham med en decideret mangel her i poesikisten - du ved, de selvfølgelige huller der jo muliggør at orddrømme kan listes ind hvor som helst der er plads, som fx Po Chü-i’s her, uden hvilke humøret måske slet ikke ville have helt den samme klangbund; en mægtig løfter, som det selvfølgelig slet ikke duer at man pludselig står dér og mangler - hvorfor er det altid de ståendes mangler der kommer i første række? Nå, men nu er han i hvert fald i kisten, og sprællevende, som var 1966 blot et sporskifte til endnu større forventninger:

Til John Ashbery

Jeg synes det er utroligt at der ikke findes
en anden verden, hvor vi kan sidde
og læse nye digte for hinanden
i vinden højt oppe på et bjerg.
Du kan være Tu Fu, så er jeg Po Chü-i
og Abekvinden vil være i månen,
og smile ad vores skæve hoveder
når vi ser sneen lande på en kvist.
Eller skal vi helt forsvinde? det her
er ikke det græs jeg så i min ungdom!
Og hvis månen er tom
når den står op i aften – et dårligt tegn,
der betyder ˝i forsvinder som blomsterflor.˝

*

Digt

Jeg så et tøjhus frisere sine bronzemursten
og på himlen var et glinsende stakit af mælk.
Hvor var svanen henne, den med den værkbrudne ryg?

Nu går jeg op ad trappen
ind i mit nye hjem fuld
af grå radiatorer og glas-
askebægre fuld af uld.

Mod vinteren må jeg skaffe mig en samovar
broderet med basilikumblade og ukrainske mottoer
til den fjerne lyd af vinger, pinagtig anti-vind,

en lille smule af den blå
sommerluft kommer igen
når dampen klukker i
uhyrets dampende angreb

og jeg bliver lykkelig både her og der, fuld
af te og tårer. Jeg kommer nok aldrig til
Italien men har i hvert fald den skrækkelige tundra.

Mit nye hjem bliver fuldt af
træ og rødder og deslige,
mens jeg går rundt i højhalset
sweater og laver min cykel.

Jeg så palisaderne ryste af kulde i mit ansigts
sne, der var blevet overnaturligt ren.
Jeg ødelagde engang en mands begreb om sig selv for at få ham.

Havde jeg haft en samovar
havde jeg lavet te til ham
og som hyacinter gror fra urte-
potten ville han elske mig

og min stue er fuld af møgbeskidte tehætter,
årsagen til at jeg må rejse, for at samle bladene.
Åh mit enorme klaver, du er ikke som at være udendørs

skønt det er koldt og du
er gjort af ild og træ!
Jeg løfter dit låg og bjerge
gensvarer at jeg er god.

Stjernerne blinker som et hårnet der blev tabt
på et sæde og nu ligger i passagen bag
teatret hvor mit stykke giver genlyd i døende stemmer.

Egentlig er jeg træskærer
og mine ord er kærlighed
som selvrådig paraderer i
sin stue og ikke vil flytte.

*

Trin

Så spøjs du er i dag New York
som Ginger Rogers i Swingtime
og St. Bridgets spir der hælder lidt mod venstre

her er jeg lige sprunget ud af en seng fuld af V-dage
(jeg blev træt af D-dage) og du der blå som altid
accepterer mig, tumpet og fri
alt jeg ønsker er et værelse deroppe
og dig i det
og selv den tykke trafikprop er en måde
for folk at gnide sig mod hinanden
og når deres kirurgiske udstyr falder i hak
bliver de sammen
resten af dagen (og hvilken dag)
jeg går forbi for at se nærmere
på et lysbillede og siger
det maleri er ikke så blåt

hvor er Lana Turner
hun er ude for at spise
og Garbo er backstage på the Met
alle tager frakkerne af
for at vise brystkasse til bryst-kiggerne
og parken er fuld af dansere med deres trikoter og sko
i små tasker
som ofte forveksles med fitnessfolket fra YMCA
hvorfor ikke
Pittsburgh Pirates råber fordi de har vundet
og på en måde er vi alle vindere
vi er i live

lejligheden blev ledig efter et bøssepar
som flyttede på landet for sjov
de flyttede en dag for tidligt
selv knivdrabene hjælper på befolkningseksplosionen
men i det forkerte land
og alle løgnene har forladt FN
Seagram-bygningen er ikke længere opmærksomhedstruet
ikke at vi behøver sprut (vi kan bare godt lide den)

og den lille kasse er sat ud på fortovet
ved siden af delikatessen
så den gamle mand kan sidde på den og drikke øl
og blive væltet ned fra den af sin kone senere på dagen
mens solen stadig skinner

åh gud det er skønt
at stå ud af sengen
og drikke for meget kaffe
og ryge for mange cigaretter
og elske dig så meget

*

Digt

Pulverkaffe og en letsyrnet fløde
i, og en opringning fra det hinsides
som ikke synes at komme nærmere.
˝Åh far, jeg vil være beruset i dagevis˝
af en ny vens digte
mit liv holdt skrøbeligt i andres
seende hænder, deres og mine urimeligheder.
Er dette kærlighed, nu hvor den første kærlighed
omsider er død, hvor ingen umuligheder var?

*

Kritikeren

Det er mig umuligt at se dig
som andet end det du er: snigmorderen

i mine frugthaver. Du lurer der
i skyggerne og udmåler

samtalen som Evas tidlige
forveksling af penisser og

slanger. Åh vær pudsig, vær munter
og behersk dig! Skræm mig

ikke mere end højst
nødvendigt! Jeg er nødt til at leve evigt.

- Frank O’hara.

mvh & gonat-gonat..;)
Simon
Top Svar Citer
#23501 - 21/07/2017 08:34 Re: Poetisk fryd.. [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
P.s.:

Et par dage før Kirsten sang sin Aum og Candyman fik rytmen til at rejse sig som en hymne til Blake, skete der vist noget i den bewranglede cowboy, der på side 230 i Carma Cowboy ser så dejlig tidstypisk ud, at man straks får lyst til at krybe ind i billedet og bare la’ græsset gro til den himmelsang af kærlighed der tydeligt flyder ud af ham. Det ka’ selvfølgelig også skyldes den tids opmærksomhed på nødvendige sociale forhold som et fælles gode, tiden hvor man fandt sammen om ansvaret og strejkede for fælleskabets formål, tider hvor mennesker endnu ikke blot reduceredes til en uLøkkelig økonomisk omstændighed og hvor fattige og gamle mennesker faktisk fandtes, og hvor det langt fra var sandsynligt at enhver havde et par tusinde kroner til et par nye sko; eller selve synet af cowboyjakken, denne vidunderlige hud af Wrangler mod sin og andres, der gør sit for at skubbe asociale kendsgerninger til side for bare en smule frisk luft, så man igen ka’ få sig et bad i genkendelig menneskelighed:

10. April

Tomhed ja
Tomhed
Et andet sted
og et fremmed sted
og en sang
der drypper ud
af luftens mund
og størkner
mellem mine læber
og alle læber Jeg
har aldrig troet
på nogen ’teori’
eller på at nogen ’teori’
var nødvendig for at handle
Jeg opfatter teorier
som krykker Det er klart
de er uundværlige
når man har brækket benet
men deres nytte forudsætter altså
at man i forvejen er invalid Det
er en opfattelse af tingene
som viser frem til en social praksis
der udfolder sig samtidig alle steder
uden om DEN sociale praksis
som altid er styret
af ’teorierne’
mens praksis nu som altid
skriver sin egen teori
som altid er bagud
for den nye og fortsatte
praksis og med praksis
mener jeg VÆREN eftersom
jeg aldrig har kendt andet
end væren Ethvert sted
er en scene hvor der kan handles
og sådan er hele denne
’verdensomspændende verden’
som Nuser sagde i Radisserne
i går Der kan slås ned
overalt fordi alting
afspejler sig overalt Der
er snedynger udenfor
i april Det sneede i går
mens jeg gik rundt
i byen Senere
kom solen og så
vendte snefaldet tilbage
igen Jeg mødte H. M.
tilfældigt på Strøget
og senere Vagn
på et cafeteria Jeg
købte en tandbørste og
noget undertøj og fløjtede
gamle bluesmelodier mellem
tænderne ’Travellin’ Man’
’Livin’ with the Blues’ eller
‘Livin’ my Blues’ Jeg er efterhånden
blevet forbandet godt klar over
at der er nogen der elsker mig
og at der også er nogen
der hader mig
uden at jeg hader dem ja uden
at jeg kender dem
og at det er prisen
jeg betaler for mig Den
totale frihed er smuk men
den kan også blive desperat
og overfor andre komme til at fungere
som en faktisk forbandelse Jeg
er her Jeg er her stadig
og sidder i dette fremmede rum
hvor alting ustandselig begnder
og kærligheden er en vedvarende konflikt
eller et navn jeg giver
konflikterne mellem mig
og alt andet Som krop
er jeg hæmningsløst forelsket
i enhver anden krop Som hud
drømmer jeg om huden
og kalder den luft
indtil den blir en fælles hud
som alle kroppe
kan ånde igennem Jeg
siger det som det er Jeg
elsker dig Jeg
elsker mig
og ville ikke kunne
elske nogen
uden at være
elsket selv Dette er
hvad der løber igennem hjernen
og hænderne i dag
og ud i intetheden
som heller ikke
længere
er nogen intethed
fordi jeg véd og andre véd
den vil få et navn
og en placering som vil være der
ligegyldigt hvor uønsket
den er Jeg må begynde forfra
som jeg hele tiden har gjort
It’s hard being a man
og nu
er sneen væk nej den
er ikke væk den
er blevet vand
og kan koges
til kaffe Det er
nødvendigt at handle selv om
man véd hvor processerne vil bevæge sig
hen og bevæge én hen
fordi handlingen er den rytme
man er Som Lou Reed
synger ’You better walk it
as you talk it
unless you’ll lose that beat’

‘that beat’ som er den rytme
væsenets svingninger blir
i luften og kroppene i den
’that beat’ det vedblivende AUM
som ethvert åndedræt er
Alt hvad jeg gør
er det sted hvor jeg bor
og det kaldes KARMA
og som free-lance arbejdsmand
i min egen bevidsthed
og enhver andens
kalder jeg mig
Karma Cowboy
At blive klar over
sit eget navn
er slet ikke så lidt
endda At være her
er mission nok At være
er at være redskab
og dreje verden på
at være verden
(just like Nuser)
ved selv
at være selv Kom
og kys mig Vi
trænger til det
LOVE
IS ALL
YOU NEED LOVE
IS ALL

- Dan Turèll

Men før sneen daler og nisserne begynder at synge:

Les Étiquettes Jaunes

Jeg samlede et blad
op fra fortovet i dag.
Det virkede barnligt.

Blad! Du er så stort!
Hvordan kan du skifte
farve, og så bare falde!

Som om der ikke var noget
der hed hæderlighed!

Du er alt for rolig
til at svare mig. Jeg er alt for
skræmt til at insistere.

Blad! vær ikke neurotisk
som den lille kamæleon.

- Frank O’hara.

mvh & go' mornkaffe..
Simon


Redigeret af Simon (21/07/2017 08:36)
Top Svar Citer
#23502 - 23/07/2017 09:44 Re: Poetisk fryd.. [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
Søndagshygge hos Krister Henriksson: http://sverigesradio.se/sida/avsnitt/653790?programid=4505

mvh
Simon
Top Svar Citer
#23507 - 25/07/2017 16:51 Re: Poetisk fryd.. [Re: RoseMarie]
Simon Offline
veteran
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
Alsisk Kalender No. 3. 1972.

August

Såndt bløv der snakket, og æ skal lov’ jer,
vi tov voss venlet og kærlet åv jer,
der itt var med, og hver jenne jen
fæk sålt og peffe, som di fortjenn.

For det hör til! Skal en rigte mor’ sig,
så må en sandmæ og’ kubb kro sig
og gi et hip og et dygte rap –
til hven – ja, det kån vær hip som hap.

*

Kageopskrifter:

Stribetærte

8 æg, ½ pd. sukker, ½ pd. kartoffelmel, 2 spsk. mel, 2 teske
bagepulver. Æggeblommer og sukker røres først med mel og
bagepulver. Hviderne piskes og røres i á to gange. Bages på
plade, skæres i 3 stykker og lægges sammen med 1 lag jæv-
net stærk saft og 1 lag kagecreme. Oversiden kan pyntes
enten med glasur eller flødeskum

Kys

3 æggehvider, ½ pd. sukker, en lille spsk. eddike. Røres
godt. Kan også tilsættes kakao og nødder. Bages ved svag
varme.

*

Gleisdreick

Vi bor i ægget.
På indersiden af skallen
har vi kradset uanstændige tegninger
og vore fjenders fornavne med gnidret skrift.
Vi bliver udruget.

Hvem der end ruger på os,
vores blyant ruger han med.
Sluppet ud en dag
vil vi straks danne os et billed af den rugende.

Vi antager, at vi bliver udruget.
Vi tænker os en velsignet vinge
og skriver stile
om farve og race
hos vores rugende høne.

Hvornår slipper vi ud?
Vore profeter i ægget
skændes for middelmådig betaling
om rugetidens længde.
De antager en dag X.

Af kedsomhed og ægte trang
har vi opfundet rugekasser.
Vi bekymrer os meget om vores vækst i ægget.
Vi anbefaled gerne vort patent
til den som våger over os.

Men vi har jo tag over hovedet.
Senile kyllinger,
embryorer med sprogkundskaber
samtaler hele dagen
og drøfter endog deres drømme.

Og hvis vi nu ikke bliver udruget?
Hvis der aldrig går hul på denne skal?
Hvis vor horisont kun er denne horisont
fuld af kradserier og bliver ved med at være det?
Vi håber, at vi bliver udruget.

Selv om vi endnu kun taler om at ruge,
røber vi dog frygt for at en eller anden
uden for vor skal føler sult,
slår os ud i sin pande og bestrør os med salt. –
Hvasd gør vi så, mine brødre i ægget?

- Günter Grass.

mvh
Simon



Redigeret af Simon (25/07/2017 16:52)
Top Svar Citer
annonce
Side 316 af 603 < 1 2 ... 314 315 316 317 318 ... 602 603 >


Seneste indlæg
Forum virker igen
af Arne Thomsen
27/11/2024 10:19
Bøn som meditation
af Hanskrist
19/11/2024 11:57
Nemesis
af Hanskrist
16/11/2024 20:10
Bøn
af Hanskrist
16/11/2024 19:33
Vigtige præciseringer
af somo
15/11/2024 05:32
Nyheder fra DR
To fodboldtilhængere stukket ned før C..
27/11/2024 16:12
Umiddelbart intet mistænkeligt ved død..
27/11/2024 15:33
Prisen på kaffe rammer det højeste niv..
27/11/2024 15:32
Forsikringsselskab advarer boligejere om..
27/11/2024 15:06
Frankrig om Netanyahu efter arrestordre:..
27/11/2024 14:59
Nyheder fra kristeligt-dagblad.dk
Nordiske og baltiske lande lover øget s..
27/11/2024 14:32
Hver tredje ældre dør på sygehuset tr..
27/11/2024 14:30
Dræbte i silokollaps var unge rumænere..
27/11/2024 13:52
Stærke drinks viger pladsen for øl og ..
27/11/2024 13:30
Tidligere Carlsberg-topchef for russisk ..
27/11/2024 13:24