Morn' RM..

Jovist, er du ingen ukærlig nisserinde, vist ej..;)

Lovet være Verdens
Lys i min Tanke.
Solopgangen
og Synets Gave!
Husvilde Stavkarl,
velsign Støvet!

- J.V. Jensen.

Jah, der er ingen ben i vandringen, så længe man altså ikke har benene på nakken; lige udover det appetitvækkende, har jeg nu altid været en vandrepind, men at vandre i nogens øjne er nu langt fra værst, på hvilken måde, man får set mere end benene rækker til - som endnu en grund til at fravise de eldrevne hjul, selv om de små fruer og møer suser så opretstående pænt i vinden, for nu at blie i bevægelsen..;)

Det er rigtig blevet sommer, fortrinsvis ses det i små sole i ansigter, som i går, hvor vi til frokost nærmest havnede i et solbad af glade sidemænd og koner. Og du, får du puklet jorden frodig, fru. Grøn?

Hvad angår fortælling vs. læsning, er det svært foretrække det ene fremfor det andet, historien fortalt ér jo i top, forudsat oplæsningen ikke spænder ben for fortællingen - har virkelig hørt en del brækkede ben (staccato!). Så det kommer vi nok ikke udenom, og alligevel trænger det, selv at skabe sine pauser sig på; samt bare at lægge benene fra sig (under kommandoen fra she who must be obeyed); og er der noget herligere end at slå op, lige dér hvor historien sluttede aftenen før, når man kommer i seng? ;)

Under alle omstændigheder, god soldag til dig, her i Dannevang.

mvh
Simon

P.s.:

"Digte skabes ikke af intet. Noget er. Ligesom vi allerede ved fødslen har ni måneders indtryk bag os. Det, der oprindeligt var udgangspunktet for digtet, og som ofte kasseres, findes alligevel som et usynligt sted og har sin særlige funktion i digtet."

- Ja, akkurat. Men selv oplevelser fra noget så tidligt som lidt plasken under maveskindet, dengang vi lod os bære rundt i herligt svøb, bærer vi sandsynligt også op fra drømmekælderen, i vor uvurderlige søvn, der har så meget liv i sig, at bevidsthedstilstanden ville blive højst konfus hvis ikke gitterværket havde fungeret bare nogenlunde rimeligt.
Hun er skøn, Pia Tafdrup, forstår så fint du er glad i hende. Gu' vè hvad hr. Strunge ville ha' sagt, dersom han havde oplevet hendes forfatterskab; sandsynligvis knuselsket hovedparten, med noget der ku' minde om Ib Michaels harmoni og talent - og jeg, der er så meget gladere i vildskaben midt det allerførste spæde, jeg skarn! ;)

mvh
Simon

Lidt Ekelund i nattestunden..

Att elden brinner bäst i friska kölden och isiga blästen,
det lärde sig omsider - det brinnande hjärtat.

Lifvet har stenar, lifvet har blommor, hyenor …
Och det sällsamma är att klomman är i stånd att
sarga ditt hjärta djupare än sten och hyena. Den
som ej vet detta vet ej hvad kärlej är.

Det bästa i lifvet? (För en vanlig bitter bättre
medelmåtta:) Consolatio philosophiæ. Och en god
revolver.

- Vilhelm Ekelund, Båge och Lyra.

mvh
Simon

Go'morgen Simon

"- Ja, akkurat. Men selv oplevelser fra noget så tidligt som lidt plasken under maveskindet, dengang vi lod os bære rundt i herligt svøb, bærer vi sandsynligt også op fra drømmekælderen"

Så her får du en bid mere fra Over vandet går jeg:


Inspireret af den franske symbolisme har Paul la Cour har kaldt dette fænomen afpersonalisering: "I al stor Digtning findes et Element af Afpersonalisering. Den vil ikke beherske dig med individuel Sjælfuldhed, men lyse ind i dig med upersonlig Aand". Inger Christensen har kaldt fænomenet afrealisering. Begge betegnelser vil det samme, de rører ved et fundamentalt forhold ved al digterisk skaben: En almengørelse af det subjektive. I Mallarmés betydning er afpersonaliseringen en æstetisk og metafysisk dimension, hvor intellektet forlader rummet i digtet for at lade dets eget univers træde frem - eller som Rimbaud udtaler om digtningens subjekt:

Car Je est un autre. Si le cuivre
s´éveille clairon, il n´y a rien de sa faute. Cela
m´est évident: j´assiste à l´éclosion de ma
pensée: je la regarde, je l´écoute: je lance un
coup d´archet:la symphonie fait son
remuement dans les profondeurs, ou vient d´un
bond sur la scène.

"Thi jeg er en anden. Når metallet vågner op som trompet, kan det ikke gøre for det. Dette står mig helt klart: Jeg er til stede ved min tankes blomstring: jeg ser på den, jeg lytter til den: jeg gør et strøg med buen: symfonien spreder sine bevægelser i dybderne, eller kommer i et spring frem på scenen".
("Lettre a Paul Demeny", 15. maj 1871 i min oversættelse.)

Og andetsteds :

C´est faux de dire: Je pense. On devrait dire: On me pense.

"Det er forkert at sige: Jeg tænker. Det skulle hedde: Jeg bliver tænkt".
("Lettre a Georges Izambard", 13. maj 1871 i min oversættelse.)
Et forsøg på at gå den direkte vej til det repræsentative vil kun føre til vage digte. Først når det personlige sætter sig ud over det private, kan det almene træde frem. Det er ikke vores følelser, men det mønster vi skaber af vores følelser, der er det væsentlige, har T. S. Eliot påpeget.
Jeg siger: Det er hinsides det subjektive englen bor.


Du skriver også:

"Gu' vè hvad hr. Strunge ville ha' sagt, dersom han havde oplevet hendes forfatterskab; sandsynligvis knuselsket hovedparten."


Jo, det tror jeg også, han ville, for meget har de tilfælles i deres sanselige udtryk. Og også Rimbeau, som jeg også må gå på videre opdagelse med ... næsten på samme måde, som jeg stadig følges med Proust(og mere om Proust senere). :))

https://politiken.dk/kultur/boger/art4847407/Poesiens-f%C3%B8rste-rockstjerne


I buskadset, et guldplettet smykkeskrin,
i det usikre buskads der er dækket over
med smukke blomster, hvor kysset sover,
gennembrydes det udsøgte broderi

af en frygtsom faun der viser sine øjne,
bider røde blomster med sit hvide smil.
Solbrændt og blodig som gammel vin,
brister han i latter under buskenes grene.

Og da han er flygtet, som egernet,
skælver hans latter endnu på hvert blad,
og, skræmt af en dompap, ser man da
Skovens gyldne kys meditere.

Arthur Rimbaud.


Go' sommermandag til dig
RoseMarie

Hej RM..

Ja, det var Paul la Cour der for mig var speederen i din trådstart, din interesse for ekspressionismen, eller aftrykket i sindet ved sproget, der jo ind imellem gungrer i øjne og ører, når det udtrykte opleves. Han er stadig en af dem jeg holder mest af, ligesom Martin A. Hansen, der bare udtrykte sig med lidt andre virkemidler om samme problemer, som fx i 'Midsommerfesten' fra Tornebusken: om noget egentligt i os, noget af grunden, et fælles, en slags objektiv virkelighed udtrykt så forskelligt fra subjekter, ind imellem med "egne sandheder", osv. og netop med sproglige symboler, der stadig ka' grave grøfter og skille folk.

Gu' vè hvor mange der i dag gider læse tysk og fransk, nu engelsk nærmest er plumpet ned i også det danske sprog; det vil være meget fornuftigt at passe på sproget, dansk og tysk, det franske er der altid blevet passet godt på - franskmænd & koner flest ser underligt op hvis ikke sproget de hører er korrekt. Måske vi selv sku' være lidt ærekære overfor vort danske sprog, der jo ikke er et dårligt sprog, tværtimod? ;)

Ja, Strunge ville ha' nydt mangt og meget af gamle venners arbejder, det er jeg nu heller ikke i tvivl om - og ville sandsynligvis ha' provokeret tidens "flødeskumslitteratur" & digtningen på nogenlunde tilsvarende måde, en tendens der ligger som et gen i enhver tidsalder og kulturform, behagesygen, konfliktfrygt osv.osv.

Selv ka' jeg blie helt autodiktatorisk over forandringer, en gammelmandssyge der sniger sig ind, men heldigvis ikke uden problemer. Fx havde jeg nylig en morsom oplevelse:

På valgaftenen så jeg den gamle skole, hvor en ven sku’ stemme og jeg var med på kig. Hvad der i barndommen virkede så stort, vil næsten altid forekomme den voksne mærkeligt lille, her var det omvendt, en gymnastiksal var komisk vokset udover sig selv, selv toiletterne virkede fremmede, uden ruller med skolenumsens skræk (det skarpe 0-papir) – 'avuspapir' ville klart være at foretrække, som på skiferien med klassen, hvor vi som hønser og hanser sad på rad og række og kaglede som et fælles røvhul:

Noget om mit hjerterum


O, hvilken salig fred! O, hvilken fryd,
at sidde her med bagen vendt mod syd
og næsen ret i væggen, som er kalket
så hvid som mælken når den nys er malket.

En flue summer tyst. En bille går
og billetterer oppe i mit hår,
hvorunder hjernen ligger i sin kasse
og spekulerer på en farlig masse.

Min pibe laver røg. Her dufter godt
af sød tobak, som hedder Navy Cut,
og som blir dyrket i de fjerne stater
hvor spurvene de hedder undulater.

I hjertets billedvindu toner frem
en bondemand, som løsner på sin rem.
Han sætter sig på hug i ly af bakken,
og aner ikke han kan ses fra nakken.

Så er vi altså to, der sidder så’n
med hagen hvilende i højre hånd.
Kanhænde der er fler, som føler trangen
til eftertænksomhed i solnedgangen.

Såfremt man tar hver eneste nation,
så er der troligt nok en million
på marker og i hytter og paladser,
som brummer tyst med deres kontrabasser.

O, kunne alle sidde li’som vi
og nyde denne aftens poesi,
da ville ingen larmende kanoner
slå jævne folk af deres simple troner.

Da ville ingen krige bryde ud.
Da ville ikke lyde andre skud
end de, der lyder bag de lukte døre,
og som kun de der sidder der ka høre …

Jeg rejser mig og ved hvad enden blir.
Det rasler trygt af gråt avispapir.
En overskrift blir slettet. Døren knirker.
Og klokker kimer mildt fra fjerne kirker.

*

Noget om at finde forståelse


Jeg danser med en pige
gennem salens tomme støj.
Jeg er en ganske lille mand,
men hun er svær og høj.
Hun kløver luft og røg og larm
med ord, som aldrig når mig.
Jeg konverserer hendes barm,
der nikker og forstår mig.

*

Noget om troens ringe bæreevne


Beklageligvis er jeg ikke
politisk begavet
og tilhører ikke den flok,
som kan vandre på havet.
Jeg prøvede på det engang,
men var nær ved at dø. – –
Der er noget i vejen med vandet
i Gentofte sø!

- H. Rasmussen.

*

Åh, stakkels Svante, der forståeligvis måtte fravælge Århus som bopæl …

Smil


Jeg blev født med et vræl
skrålende modtog jeg dåben
tudede når jeg blev tævet
skreg når bier stak mig
men blev gradvist mere dansk
lærte at smile til verden
til fotografen

til læger

betjente og lokkere
blev borger i smilets land
smil holder fluerne borte og sindet rent
og tænderne har godt af lys og luft
kommer du for sent
går du fallit
blir du kørt over
bare smil
turister strømmer til
for at se smilende trafikofre
klukkende husvilde
kaglende efterladte
jeg kan ikke få mit smil af
undertiden vil jeg græde
eller bare hænge med skuffen
eller protestere mod andre smil
der dækker over råddenskab og blodtørst
men mit eget smil er i vejen
rager ud som en kofanger
river hatte og briller af folk
jeg bærer med smil mit smil
mit halvmåneåg
hvorpå man hænger bekymringer til tørre
jeg må lægge hovedet på siden
når jeg skal gennem en dør
jeg er borger i smilets land
det er ikke spor morsomt.

- Benny Andersen.

Nå, tak for fine tanker og ord, RM - må Proust knibe dig lidt i de friske røde æblekinder..;)

mvh & herlig soldag..
Simon