P.s.

De sidste par dages klare sol har haft nogle helt fantastiske blå timer i skumringen, der lægger op til go'e tanker ... :))

Livet er en gave

Vi var så små da vi fik det, livet.
Vi vidste slet ikke hvad det var.
Vi vidste knapt, vi fik noget givet,
det blev jo borte i perspektivet
af øjeblikkenes angst og uro
med vækst og kvaler i væv og kar.

Nå, siden fulgte vi livets bane
bestandigt opslugt af små tings spil,
af det konkrete, det momentane.
Og livet selv blev en gammel vane.
Det blev selvfølgeligt og mekanisk,
vi vidste knapnok, at vi var til.

Men livets udvalgte blir det givet
at ta imod det igen fra nyt.
Som vintersol gennem skyer sivet
skal noget dæmre og blive livet,
blir livet til mellem vore hænder,
bliver verden broget og rummet lydt.

I sanatoriets blege øde,
hvor livets svigtende kraft forlod det,
såe jeg det genfødt stå op af døde
og flyve forårets lys imøde,
et gry af rislen, en rus af grøde.
Og jeg stod stille i parkens gange
og tog imod det, og tog imod det.

Piet Hein

Juhuu, fru nisserinde..

Mærkede til aften frk. Frosts ånde i mørket, er vis på græsset til morgen vil glitre af stjernestøv så selv de næbbede får små julelys i øjnene - måske kulden tidligt sætter sig og vi må sno os i sne - find du bare de lange støvletter frem..;)

Læste nyligt en underlig artikel i WA vedr. en af Virginia Woolfs oversatte dagbøger, der igrunden kun informerede om journalistens manglende læseglæde, og stikker i den forbindelse lige en finger i vejret, idet jeg nys slubrede Leonard Woolfs erindringer Virginia i mig, akkurat på dansk. Vidunderlig læsning, blot en anbefaling til nisserinden..,)

mvh
Nissen

Ohøj RM..

Egentlig bare et P.s.:

Villy Sørensen skrev et sted i Forløb, „Halve følelser har i sig en trang til polemik og dramatik, de vil gerne puste sig selv op til fuld størrelse”. Sophus Claussens gamle ven Johannes Jørgensen, ville under en middag hvor længslen efter det elskede Siena tårnede sig op i ham, nok ha’ værdsat en udramatisk halvering. Selvfølgelig er det pjat, men hvor man dog kender det, denne afmægtige længsel efter det særlige sted, eller sin elskede, begge dele ka’ langsomt fylde en til bristepunktet, så man på et tidspunkt bare må afsted til åndehullet, ingen vej udenom dén sag – Villy Sørensen havde selvfølgelig selv fine sager af Johannes Jørgensen stående, Livets træ, Sommer, Hjemvee m.m.

Du der holder så meget af Frederik Dessaus rørerier, vil sikkert også bjergtages af Johannes Jørgensens, når han i minderiet tilfører et skvæt af vemod på rejsen i Boccaccios, ja tydeligvis også Bacchus’ fødeegn, for man bare bedugges af glæde som i stedets vin, og nyder ham som god musik. Så ham må du unde dig selv, og der er rigeligt at ta’ fat på, han var en flittigbi, og typografien er storartet, akkurat som skrift bør være, hvad der gør den slags bade så rart og let, da især hvis man hurtigt får trætte øjne. Desuden er vandreturene nærmest afstemt for trætte fødder, nøjagtig som han forstod at lette tyngden for glade fødder, der sjældent holder af at skvulpe rundt efter skrighalse; ingen rejseførermanérer dér; nej, snarere er der tale om orkestrets fyndige cello der roligt viser vej.

Man er tilbage i tiden hvor også Stefan Zweig rejste for at samle sine tanker, i en verden med introduktionsbreve som tillidserklæringer mellem venner der stod inde for den rejsende, tydeligvis mere tillidsvækkende end nok så guldrandede pas, i tidspunktet omkring en modbydelig krig der sku’ åbne døre for en endnu værre; alt sammen så svært at forestille sig, uden disse digtere, poeter og historikere hvorimellem enkelte ligefrem formår at genskabe øjeblikke der lader os høre Virginia Woolf le sammen med veninden over kaffen i alvorlig snak over Joyce’ bevidsthedsstrøm, ja at flygte gennem snævre gyder mod havnen, væk fra en hørm af elendighed der skriger på opmærksomhed, for så pludselig med tjærelugt i næsen at stå med det salte havs drømme i ansigtet, stirrende på de kolossale sejl og al arbejdet med at få lastet de store skibe, mærke denne piblen af frihed i huden hvor man et øjeblik næsten tror at høre en etbenet kok snakke godt for sig overfor skipper, og i det næste synes at ane et frejdigt ansigt stikke op fra en æbletøndes kant; alt sammen fortællinger der kroger hinanden i tid og sted, fjernt fra byer med ensomt bøjede hoveder over iPhones og computere.

Nu var det ikke så meget eventyrlysten der rev Johannes Jørgensen i næsen, mere Italiens enorme kulturhistorie, hvori han mødte sine egne tankerødder og grundede den sindsro der skabte følelsen af hjemme. Han beretter et sted om en særlig episode, historien om romantikerens eufori i sit møde med den hjælpsomme fastboende, ”So ein ding muss…”, men særlig romantikeren må jo være sprogkyndig realist for at overleve sammenstødet med sin drøm, grundlaget for et socialt netværk der uundgåeligt kun sker gennem årtiers flid i menneskeligt nærvær, en nærhed der afspejler hele Johannes Jørgensens liv og menneskekundskab i et katolsk tilhørsforhold, mens hans læsefrugter har sin helt egen velduft af realisme skabt af en flittig lyriker og med en blæk så mærkbart forskellig fra nutidens navlesovs, at man simpelthen læser ham som en rigtig god Falernervin. Til natbordet, her lidt fra fortællingerne Italiensk:

Min Faders Sind har ført mig hid,
langt bort fra Rum, langt bort fra Tid,
stadig bort fra Hus og Hjem,
mens Tider Tider følger
Som Bjærge og som Bølger –

blaa Bjærge og blaa Bølger …

Min Moders Sind har ført mig ind
i denne stille Solskinskrog.
Studenten sidder med sin Bog.
og unge Piger vandre,
to og to, op og ned,
hviske, tiske, smile, le –

og ej blot til hverandre.


SIENESISK FORAAR

Alt er som alting altid er,
her og der, fjærn og nær.
Alt er som alting altid er
for alle, ak for alle –

for alle, alle andre.

La Lizza, Siena, April 1914.

*

Francesco Malavolti

Det synes han haardt at gaa den Vej,
der fører til den fuldkomne Glæde.
Sancta Brita (Rav.III, 12.)

*

Lidt plads til ham Eliot:

Ved døren hvisker værten
Til en anden uden mund,
Nattergalene synger ved
Det hellige hjertes klosterlund.

Og sang da skoven blødte
For Agamemnons sidste skrig,
Og lod deres våde klatter falde
På klædet over det skændede lig.

- The Waste Land.

mvh
Simon

Hej Simon

Tak for alle go'e ord og appetitvækkere :))
Oprydning og åbning af gamle bogkasser indeholdende mere kvalitet, end jeg nogensinde havde troet ... og husket. Selvfølgelig var Johannes Jørgensen ophav til flere af de overlevende bøger, og jeg er helt klar til at begi' mig ud i ham og hans vandringer ... også selvom fødderne af og til strejker og står af, så er det bare godt at sætte én fod foran den anden. Rytmen og ritualet findes og ender med at løfte højere end, man troede muligt. Selv museskridtene gælder her, om det så kun er et par eller nogle få flere. Når man blot rejser sig og fornemmer, at man er to-bens, så kan man virkelig ha' gået meget, meget langt. Måske ikke længst og først og med en distance og en hastighed, så man kan overgå sig selv og andre i et CV som en selvbiografi. Mange mennesker papegøjesnakker i en uendelighed om langsomhed og væren i forhold til gøren... men hvor er virkelighedens og medmenneskelighedens perspektiv så egentlig blevet af? At præstere og føle sig foran og frelst kan netop ikke sættes lig med blot at være. Nej, nej, nej, for dét er jo netop at gøre og sætte sig over andre fuld af præstation på distance, hastighed og udholdenhed. Renset, retfærdig og løskøbt. Ja, og hvad så egentlig med resten? Delt op i vindere og tabere, A- og B-mennesker ... C- og D- ... og Å-.

Fødder er én ting. Forstand, visdom, kløgt og rødder (også forstået som evnen til at vise en spontan glæde som det første, og dernæst en generøsitet, der frit og frejdigt ka' udbryde"Træk mig nu baglæns ind i fuglekassen"). :)))

Om få dage kan vi se og opleve rimgræssets forunderlige forvandling, og årets omvendte skærsommer er nær ... juhuuuuuu :))

Lysfyldt morgen, til marven kold,
med rim på tage og træer!
En fuglestemmes vellyd fornemmes.
Eja, den første stær!

Som mange varme liflige kys
smelter din morgensang!
De mørke dage er ladt tilbage.
Forår — endnu en gang!

Mig er fortalt et forårssagn
om barnekongen, kong Skjold:
Fra tøbrudsvande til Danmarks strande
han kom, en vårvind i vold.

På skibets mast var hejset en krans.
Af løv var på dækket et telt.
Medbør og bølge var skibets følge
ind gennem sund og bælt.

Så lagde det til, — og i samme stund
var kysten og skoven grøn!
De svale agre bredte sig fagre
med urter og tusindskøn.

Med skibet fulgte en trækfugleflok;
som susende, brusende vind
i glade hære de funklende stære
på Danmarks kyster slog ind.

Således kom vår til de danske øer,
et barn med øjne så blå,
et skib som skoven, udsprungen på voven,
med stære på gyngende rå!

Men da kong Skjolds regering var endt
man førte ham på en skude.
Han kom fra havet, han blev begravet
som sol går ned derude.

Da rejste stærene bort,
thi falmet lå kyst og skov,
og over strande og gysende vande
gik frosten med isskoet hov.

Kong Skjold, det er livets unge søn.
Hans smil går som sol over sø.
Når han kommer, den danske skærsommer
slår ud sit telt på vor ø.

Han kommer med stæren, han dvæler med den
i Danmark - med stæren han går.
Hvor tit forynger, når stæren synger,
dit hjerte sig endnu en vår?

Johannes V. Jensen

Bedste vinterlige hilsner fra
Mellemrummets nissefruentimmer

P.s.

Også Halfdan skriver smilende om sne og drømmerier ... og rødder :))

Inde i skovene
ligger de sovende
skjult under dyner af sne.
Rødderne skutter sig,
frøene putter sig
drømmer om alt der ske.

Drømmer om sommeren:
Åh, se nu kommer den!
synger en knop på en gren.
Og under kronerne
står anemonerne
på deres tynde små ben.

Og mellem træerne
lister på tæerne
småbitte solalfer frem.
Og er du stille nok
så vil den lille flok
elske at følge dig hjem.

Halfan Rasmussen