En anden smuksak - knapt så agitatorisk og uden kampråb:

Fiskestime

Stilhed omsluttet af vigende klarhed.
Rytme.
Tegn som bestandig er kode.
Flygtende billede.
Tøvende som en musik
af forløste skygger.
Glidende former
som intet forestillede.
Mønster på vandring mod nye mønstre.
Drøm.
Flygtige anelse
slettet af vind og strøm.

- Halfdan Rasmussen.

mvh
Simon

Hr. lægprædikant..

Naive mennesker har til alle tider i mangel på overblik støttet sig til forenklede idoler, guder af alverdens slags, ligesom du, dybt forelsket som du er i din egen eksistens uden at ane hvor du skal gøre af følerierne, og altså ender med igen at væske lidt over kristusikonet. Det er bare ikke et særlig interessant syn, du har jo aldrig bestilt andet…
Af præcis samme grund foreslog vi dig jo engang at få noget sex, uden at nogen anede at du anså den for så beskidt en affære. Nu har L. Ron. Hubbard ganske vist aldrig slået mig som ligefrem et yndet onaniobjekt, men herregud, hvis dét er ”ren sex” og hvad der skal til for at få dig ud af rillen, ja så ku’ det jo være vi ligefrem ville se en variation over trosbekendelsen din..;)

Jeg kan m.a.o. ikke hjælpe dig yderligere end forsøget i tråden Tro, håb og vissevasse, hvori du tydeligt for enhver viste graden af ubehjælpsomhed, så påfaldende identisk med andre ”scientologer” der bestandig er tvunget til at gentage dogmerne i kraft af forestillinger om den ”neuropsykologi” du nu er begyndt mere oprigtigt at udbrede, dersom du jo alligevel er afsløret som bare endnu en fromsemand. Så hvad jeg skrev, var altså ingenlunde grundløst, da du aldrig har bestilt andet end at bruge Trosfrihed som en opslagstavle for din trosbekendelse, desuden er det så langt fra første gang du er blevet bedt om at styre trosonanien udenom Mellemrummet, og det gælder stadig.

Det betyder bare at du må anvende Mellemrummet til formålet, nøjagtig som påpeget, hvad der vel heller ikke sku’ skabe problemer for en bare nogenlunde intelligent debattør, ja litterater har gennem kulturhistorien og særlig indenfor katolicismen skabt fremragende og smuk lyrik, så der sku’ være rigeligt du også dér ka’ kopiere – men kender jeg lægprædikanten ret, ruger du over en elegi til forløsning af den overfølsomhed der har været dig ubærlig siden din fantasifulde ven Ron slap pennen; så vis du bare dyret frem, ja dvs. elegien…;)

mvh
Simon

En af de mest vidunderlige digtere, og dem er der jo en del af, hvorimellem enkelte er en ganske særlig slags billedmagere:

Smedien

Det eneste jeg kender er en dør ind til mørket.
Ude, gamle aksler og rustende jernbånd:
inde, den forhamrede ambolt med den korte klang,
den uforudsigelige vifte af gnister
eller syden når en sko hærdes i vand.
Ambolten må stå et sted i midten,
hornet som en enhjørning, retvinklet i den ene ende,
anbragt dér urørlig: et alter
hvor han bruger sig selv i form og musik.
Til tider læner han sig, i læderforklæde, med hår i
næseborene, ud over karmen, mindes en klapren
af hove hvor trafikken farer forbi i skinnende rækker,
grynter så og går ind, med et smæld og et knips,
for at banke rigtigt jern ud, bruge blæsebælgene.

*

Tækkemand

Bestilt uger i forvejen viste han sig en morgen
uventet, cyklen var læsset
med en let stige og en sæk knive.
Han kiggede på det gamle bjælkeværk, stak til tagskægget,

splittede og håndterede neg af sammenbundne hvedestrå.
Derpå de bundtede stokke: nød og pil fik efterprøvet vægten, blev bøjede så han kunne se, de ikke ville knække.
Han syntes at bruge formiddagen til at varme op:

satte så stigen til, lagde velslebne klinger frem
og snittede i strå og spidsede ender af stokke
der bøjede på midten dannede et hvid-endet bundt
så han kunne fæstne sin verden håndfuld for håndfuld.

Liggende i dage på tørv over tagspærene
barberede og udlignede han spidserne, syede alting sammen
til en bulet bikage, en lap af stubbe
og lod os stå og måbe ad hans Midas-greb.

- Seamus Heaney.

mvh
Simon