Et fint interview med Umberto Eco vedr. ’Kirkegården i Prag’:
https://www.youtube.com/watch?v=oORuxodR59w&index=6&list=RDiruXg9ma8LU

mvh
Simon

Og dét er ganske nis’t – amen!
http://forskning.no/2016/11/jul-skal-vi-lure-barna-til-aa-tro-paa-nissen

Nu har nisserne på loftet i en menneskealder vidst hvad der igrunden foregik i billedkælderen, samt i de øvrige etager, og mon ikke de tilmed kigger googlepsykologer o.a. ”bredt uddannede” over skulderen, uden de ved af det, for ved selvsyn at få et glimt af årsagen til de skrækscenarier der opæder enhver tids profeter – og fortrækker stille til loftet mens de ryster lidt på hovedet i tanken om, at det vel stadig også er manglen på lagengymnastik der fylder hoveder med skrækindjagende motionsprogrammer som en akademisk disciplin. Nu er børn jo sjældent dumme, de ser skam nissen på de voksnes skuldre, og tænker deres…

mvh
Simon

En mindeværdig rejse i kulturers information og strukturer under evig forandring bundet i det forgangne samt en gylden regel for glemsomheden: at huske hvad (og hvem) man helst vil glemme og i et liv, hvor vi afhængig af egen hukommelse og kognition hastigere må forkaste den ene nye informationsteknologi for en anden, i dens bestandige opløsning grundet inkompatible forbindelser, for kun profit – en nærmest selvdestruktiv hukommelse i en smid-væk-kultur, og egentlig en favorisering af glemsomhed i en kultur der i stigende grad kaster information af sig, det ikke altid er værd overhovedet at tænke på.
Men det får mig til at mindes Umberto Ecos billede af det litterære vs. illitterære, når han gik på opdagelse i sine biblioteker for at genkalde sig rejserne i historiens dyb, der hensunken i tidens brønd kun kan opleves i litteraturen, og i kraft af hvilken han så havde oplevet Platon, Aristoteles, Cæsar, Cicero, Catullus, Catilina, Berengar, Anselm, Aquinas, Ockham og utallige andre personligheder udfolde sig om livet præsent og før dem, men rent faktisk døde med flere tusind års mindeværdige historier i bagagen, og alt sammen p.a. litteraturen, biblioteket og en mindeværdig evne til at forklare hvordan tanker gennem historien forholder sig til hinanden:
https://www.youtube.com/watch?v=TGPVJvHwXgQ&list=RDiruXg9ma8LU&index=10

mvh
Simon

Go'morgen Simon

Det er skønt at se Umberto Eco fortælle om litteraturens verden og dens nødvendighed. At se hans hans vældige bogsamling er overvældende. Herligt og smittende at se hans glæde og entusiasme, når han muntert og ligefrem fortæller og guider rundt i den ene samling efter den anden. Tænk at kunne gå på opdagelse blandt alle de bøger :))

Jeg har lånt "Kirkegården i Prag" som lydbog og vil forsøge at bevæge mig indenfor igennem lågen, også selvom jeg har det svært med at komme igennem de lange romaner. Men lydbøgerne har nogle gange hjulpet mig. Dog ikke altid for som han selv (og også du) beskriver, så er der en helt egen værdi ved den fysiske oplevelse at ha' bogen i hænderne. At mærke og sanse vejen fra hånden til hjertet som et kærtegn.


Men nu er det december og nisserne lurer fra både hushjørner og skuldre, skabe, kældre og lofter ... så nu er det tid for en Juletale til morgenkaffen :))

http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=juletale&type=all&limit=120

Morgennisseligst
RoseMarie

Morn’ RM..

Det er en pragtfuld roman, og det at høre den fortalt er lige så godt som selv at gnidre sider, selv elsker jeg simpelthen at få læst historie, ikke mindst hans. Men ja, jeg er tilhænger af at ha’ en bog i hånden, dog knapt så meget af den støvede historie de så samlet ka’ fortælle historien om. Jeg ved at der findes mange med en forkærlighed for særlige bøger, i hvilken forbindelse det ér noget særligt at samle på meget gamle bøger der så indeholder en usand teori/historie af betydning – i Lynges Antikvariet kan man (med få lov) gå på opdagelse i et univers af gamle smukke exemplarer, som de færreste dog har råd til. Men det ka’ fx være noget helt særligt at stå med Enten-Eller i hånden, velvidende at forfatteren selv eller andre ligeledes har haft denne i hånden. Men for de fleste spiller det nok ingen rolle om selve historien befinder sig i en ældre eller nyere bog, og mange har jo gennem en levetid fået samlet sig et brugsbibliotek, som er noget lidt andet men ikke mindre vigtigt, da det så er dér de samler tankerne om noget særligt der gør dem godt, andre igen foretrækker så at læse på iPad. Jeg har set flere komplet bogløse hjem, hvori der skam bor mennesker, selvom det er helt umuligt at se det – beboerne selv, synes det praktisk set er helt vidunderligt at ikke en sjæl ka’ se at der har boet mennesker, hvorfor ”hjemmet” bevares som noget lign. Illums, og så at sige er lige til fremvisning for salg, hvad der åbenbart er det eneste der betyder noget.
Støv er upraktisk og er ikke til at sælge, og er man (hysterisk) allergiker blir det ligefrem ukomfortabelt at færdes steder hvor mange bøger befinder sig, hvorfor man må ha’ et slot, hvor bogormen så ka’ vride sig i sit eget gemak. Så der er skam muligheder for selv folk med støv på hjernen. Men så igen er slotte jo ikke altid til at sælge, så alt i alt synes jeg vel bare man skal bosætte sig i forhold til sit eget velbefindende – og så i den forbindelse et usædvanligt interview med Katherine Hepburn i et særligt hus hun ejede midt i Manhattan, et boligområde jeg sagtens selv ku’ forestille mig at ha’ henslæbt noget levetid i, men nu boede hun der altså; hun var vist heller ikke særlig begejstret ”de anonymes hjem”, sikkert mere for bøger der sagde hende en masse og som hun nok også fik samlet om sig; støvet tog andre sig velsagtens af.

Ja, hvilken kvinde, og hvilke film, hvad der fluks bringer mig fra a til e, for her en film man i julen må se https://www.youtube.com/watch?v=DkI1v-srnx4
– desværre ku’ jeg ikke finde øjeblikket hvor de to langsomt blivende venner nærmer sig sønnen Boolies juledekoration af et hus, eller dér hvor Miss Daisy ber Hoke om at sætte Azaleaen på Leo Bauers gravsted, og han dér tar sine første skridt ind i en verden af sammenhængende ord der betyder, at han nu ikke længere ser i men læser avisen og i øvrigt lærer at skrive efter præcis samme metode som bormesteren selv. Begge episoder hører sammen som mange andre fortræffelige af slagsen i en egen tid, der så samlet belyser en levetid hvor et bånd af tillid knyttes mellem to herlige mennesker, Miss Daisys og hendes bedste ven – hvad ingen af dem havde set komme, den dag Boolie ansatte Hoke og Miss Daisy byggede mure for at bevare sit privatliv intakt.
Det er dén slags film der gør amerikansk film ære, og det ka’ man hurtigt få brug for, nu man må skamme sig over en præsident der har travlt med at twitte, når han skulle høre efter i timen. Men sådan er der så meget, andre har så en Løkke Rasmussen m.m.…

mvh
Simon
P.s.: håber du nyder romanen, som er speciel, men det er den slags mennesker jo også – og de findes! ;)