Hej Simon

Hvor sjovt at du lige ta'r fat i Frederik Dessau og hans eftertanker. Han og "Ved nærmere eftertanke" tog med mig hjem, da jeg var på biblioteket sidst :))

Jeg har altid holdt af både hans eftertanker og hans stemme, som jeg i flere år med jævne mellemrum har kunnet lyttelæse via ereolen. Det kan man så bare ikke længere ... ØV!

Men så må øjnene kan tages i brug, så eftertankerne stadig kan gi' lidt stemning, når nu stemmen ikke mere kan indfanges på reolen ... og så alligevel kan man godt høre den for sig med øjnene. Jeg kender hans stemme ret så godt, har hørt ham meget, ka' du nok høre ;))


I bogen her fortæller han i første kapitel lidt om skuespilkunsten ... ja, sådan apropos ;))


Skuespilkunst og en skuspillers arbejde er basseret på forstillelse og forvandling, det hører til faget at kunne antage en hvilken som helst identitet. Men leg med identiteter og personforveksling er også hvad mange skuespil handler om, så en skuespiller er med andre ord en person, der foregiver at være én, som ofte foregive at være en anden.
Man er ét og bliver et ganske andet, siger H.C. Andersen i sit eventyr om tepottens genbrug og selvforglemmelse

- Tepotten var stolt af sin lange tud, stolt af sin brede hank; den havde noget forud og bagud, tuden for, hanken bag, og det talte den om; men den talte ikke om sit låg, det var knækket, det var klinket, det havde mangel, og sin mangel taler man ikke gerne om, det gør nok de andre.

- Jeg kender også nok min mangel og jeg erkender den, deri er min ydmyghed, min beskedenhed; mangler har vi alle, men man har da også begavelse. Kopperne fik en hank, sukkerskålen et låg, jeg fik nu begge dele og én ting forud, den de aldrig får, jeg fik en tud, den gør mig til dronning på tebordet. Sukkerskålen og flødepotten forundes det at være velsmagens tjenerinder, men jeg er den givende, den rådende, jeg udbreder velsignelsen blandt den tørstende menneskehed; i mit indre forarbejdes de kinesiske blade i det kogende, smagløse vand.

Det gælder for både tepotter og os andre, at vi ikke kommer igennem livet uden skår. Selv den fineste hånd kan være kejtet, og i eventyret går det også galt. Tepotten bliver kasseret, men den genopstår og får et bedre liv. Der bliver lagt jord i den, og i jorden et blomsterløg, som erstatning for de kinesiske blade og det kogende vand:

- Og løget lå i jorden, løget lå i mig, det blev mit hjerte, mit levende hjerte, et sådant havde jeg før aldrig haft. Der var liv i mig, der var kraft og kræfter; pulsen slog, løget skød spire, det var ved at sprænges af tanker og følelser; de brød ud i blomst; jeg så den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre!

Og nu spurter jeg, for jeg skal i Brugsen og hente en bogpakke om ... ja, gæt engang :)))

Hilsner med benene på nakken
RoseMarie

Hej i natningen RM..

Ja, han har en behagelig stemme, der betyder en del, men kan han heller ikke hives hjem på lydbog?

Det er jo gode tanker han skriver, han er en fornuftig mand, og så er der jo det at den rejsende til forskel fra turisten ofte har øjnene med sig, og i dette tilfælde altså evner at skrive så oplysende at man indlysende må vende også næste side. Så søvnen kan udmærket først komme ud på de små timer.

Kender du for øvrigt ham her: http://ohmus.dk/page220.aspx

Jeg har en lille fin historie til dig, som netop OH har skrevet, men det må vente lidt.

Og med et papirtigerspring tilbage i tiden, for Voltaire, der sit liv igennem skrev vers og nærmest som det at trække vejret, var poesien og fornuften heller ikke modsætninger. Overtroen der på den tid huserede overalt og som var drivkraften bag en fanatisme der drev mennesket ud i flere hundrede år med religionskrige, anså han derimod for en modsætning til fornuften, dens fjende. Her fandtes endog gamle tanker at regere og bearbejde, gerne i vers, tragedier og læredigte:

Undertiden har kløgten sejret over skæbnen,
der er den svages tyran og den stærkes slave.
Vi skaber selv vore skæbner,
hvad man end kan sige:
mennesket kan regere sig selv med sin forstand.

mvh
Simon
P.s.: falder man i søvn med benene på nakken, må man hoppe på tungen ud for at lave morgenkaffe – hvad der jo udmærket ka’ være et yndigt syn ;)

Hej Simon

Hørte du kluklatteren, da jeg vågnede med benene på nakken og hoppede ud af sengen på tungen
Jeg måtte alligevel hurtigt få benene ned fra nakken og tungen ind i munden for ikke at få kaffen i den gale hals ... og jo, det var helt sikkert et ømt syn at være tilskuer til

Lige nu er jeg selv blevet tilskuer til Sløk&Rodes skuespillerevner og sidder nu og hygger mig med bogen i det muntre hyggehjørne. Jo, det var såmænd de to herrer, der forårsagede min gakkede gangart i aftes ;))

Jeg kender godt Oluf Høsts fantastiske malerier og farver, men jeg har aldrig været på museet. Jeg må og skal derover en dag, for jeg har kun været på Solskinsøen én gang i mit liv, og det var i 7. klasse med skolen :))

Herlige hilsner
RoseMarie

Hej RM..

Ja kom ikke og sig, at der ingen ben er i at komme ud af fjerene! ;)

Jeg nød også Sløks/Rodes brevudveksling, en række af tankeposter der tillige synliggør det forarbejde skuespilleren må/måtte igennem, før arbejdet kan/kunne præsenteres som legen i lyskeglen.
Breve/dagbøger kan virkelig være berigende læseoplevelser, hvad der jo findes utallige exempler på: Der kræves faktisk kun at man gir voyeuren i sig lidt snor, hvormed essensen i en snak mellem to ellers ukendte så pludselig kan afsløre tanker der er én vedkommende, og vupti har man så at sige et tankefællesskab.
Endnu et eksempel på en formidabel læseoplevelse ku’ så være Etty Hillesums ”Et krænket liv”, hendes dagbogsoptegnelser fra tiden mellem 1941/1943, som er en noget anden oplevelse end tidsperioden ellers associerer til – selv om min første association i den forbindelse, er noget med ben på nakken og i næsen..;)

Bedste hilsner
Simon.

Eftersommer

Den grønne sommer er blevet så stille,
Dit ansigt af krystal.
Ved aftendammen døde blomsterne,
Et forskrækket drosselskrig.

Livets håb er forgæves.
Snart gør
Svalen sig klar til rejse
Solen går ned bag højen;
Snart kaldet natten til stjernefærd.

Landsbyens stilhed; rundt omkring toner
De forladte skove. Hjerte,
Bøj dig nu kærligere
Over den rolige kvinde.

Den grønne sommer er blevet så stille,
Og den fremmedes skridt lyder
I nattens sølv.
Overvejede
et blåt vildt sin færden,

Den skønne lyd af sine hellige år!

- Georg Trakl.

mvh
Simon