En lille historie om livet, skæbnen, der altid forsvinder med regnen i sandet, hvor der enkelte steder så dukker en blomst op, som Marguerite Duras…

https://www.youtube.com/watch?v=TPiv0EKzd8k

Man hensættes i en særlig stemning ved Marguerite Duras’ stemme om livet, betragtninger om det at skrive, hvorfor det begyndte og haven der kom ud af det; hvor nogle historier en tid blir stående tilbage, som erstattet af den skrivende, der helt forsvinder når tiden skyller alt bort, så kun fragmenter er tilbage, før også de omsider forsvinder i havet, livets seng..

mvh
Simon

SYBARITEN

Den Bi, som alene vil slikke Honning,
er ikke i Kridthus, hos Biernes Dronning.

Den Bi, som kun kysser de søde Blomster,
blir fjernet, naar Kuben har Sammenkomster.

Den lader de andre om Slæbet og Svien
og taaler ej Lugten af Arbejdsbien.

Den blir sit Pund, som den ikke forrenter,
til Spot hos de andre smaa Voks-Producenter.

Den følger sit sikre Organ, som er Næsen,
med renlig Sans for det rene Væsen

og finder Timerne solforgyldte,
hvor Bærrene svulme og Konerne sylte.

Mon denne Slikmund, forfulgt og bandet!
den hører dog til Eliten i Landet –

kender hvert Straa paa den hjemlige Ager,
som Løvetandsridder og Smørblomst-Smager.

Den kunde tjene Guld, den Dosmer,
paa Blomsterverdens Mikrokosmer.

Men den er kostbar, som kunde den lugte,
at der er en Dronning, den skal befrugte.

Den opdager Stierne – gør Sybariten!

Og Arbejdsbierne tager Profiten.


*

EFTERAARET

Som Stormfulde over det mejede Agerland Timerne flyr,
og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyer.
Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag,
og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.

Og aabner jeg Døren i Gavlen, naar Skumringen lægger
sig sval,
da staar du med klaprende Tænder og hyller dig tæt i dit
Sjal.
Ud over Stubmarkernes Muldjord vender du Blikket saa
trist,
min Skat, min veninde, som skulde du søge et Haab, vi
har mist’.

Mindes du Foraarets Aftner, naar Solen som smæltende
Guld
svandt fra en hedblaa Himmel af trilrende Lærker fuld,
mens hvidgrønne Rugax lyste og blaat blev Frugthavens
Løv,
og i Solstrimen hvirvled sig Skarer af Myg, som
skinnende Støv.

Men siden saa har vi hadet den lyse Sommer bort.
Og nu skal vi skilles i Fred for at skilles ved Mén og
Tort.
Men bleg og skælvende vender mod Mulden du Blikket
saa brudt
og brydes endnu med en Lykke, som aldrig skal blive
fortrudt.

- Sophus Claussen.

mvh
Simon

Højholt er helt sig – og sir’ det her – selv, og har hensynsfuldt forudskikket tilfældets forsvinden med gensynsglæden, hvad der (foruden Kurt) straks får mig til at springe ud i det, med et: koffert!

Appendiks: Voldtag stilheden

Ved indgangen til labyrinten lagde jeg et navn fra
mig. Det havde aldrig været mit. Nu har jeg glemt
det, men hvis I derude vil mig noget, så råb
˶kar˝, ˶kartoffel˝, ˶koffert˝, ˶konvolut˝, ˶kedel-
dragt˝ eller ˶kaserne˝ eller ˶knap˝, for nu at
tage dem med k. Til sidst kommer så også jeg, sgu
ikke fordi jeg hedder Kurt, men fordi jeg godt lige
vil se hvordan det tager sig ud, tilfældet, når det er
overladt helt til sig selv.

*

14. Efter Leonardo. Når han lader vand flytte sig,
hvirvle og glatte sig ud eller buldre i fald, tror man
ham først. Så indser man, at vand aldrig ville
kunne arte sig sådan. Præcisionen, det naturtro,
kommer ikke fra vandet. Hvordan skulle det
kunne opføre sig typisk, når det er ude af stand til
at gentage sig selv? Hvad er det da for en genta-
gelse disse studier sætter i værk? At Leonardo
hver eneste gang ikke har kunnet gøre sig så over-
flødig, som ham med arbejdet tilstræbte det!
Deraf kommer vel også, at jeg nu ikke kan se vand
løbe uden at det minder mig om den gamle me-
sters udkast, at han én gang for alle er kommet
imellem mig og vand, som om det lige siden er
løbet i stranden efter hans anvisninger.

- Per Højholt

mvh
Simon

Hej Simon

Sophus Claussen, det herlige og sanselige menneske, burde ha' en selvskrevet plads i hver en bogreol ... siger hende, der stadig har ham til gode på rette sted ;))

Men så er det til gengæld godt, at han af og til har træffetid her i mellemrummet, hvor han altid vækker en stille jubel og et træk i smilehullerne :))

Jeg tror også, at denne Claussen har inspireret mange efterfølgende danske poeter. Ja, og måske endda har løftet kroppe og lettet hjerter ved at kunne gå i kødet med samtlige sanser.

Så her på denne sidste septemberdag, må Jægeren ta' ordet og føre os videre i mellemrummet til oktober :))


Løft op mit legeme i høstens luft
og lad i lutret kølighed det ligge.
Fyld ud mit hjerte med septembers duft
af minderig og drenget ufornuft,
fyld ud mit hjerte, ja, men spræng det ikke.
Som om det ganske år er indeholdt
i denne måned, hvor det blæser koldt
og dog er lunt bag gærdets grønne stene.
Forsinket står en blomst og blomstrer ene.

Hvornår var sidst mit hjerte let som nu,
så helt befriet for al jordisk stræben.
Hvornår så lykkeligt, det ved kun du,
som dengang slog det røde rum itu
med skjulte sommerfuglekys på læben.
Det er igen september. Og igen
skal sikkerhed og viden vejres hen.
Forløst står svimmelheden op herinde:
September elsker jeg - og dig, veninde.

Frank Jæger


Hilsner i mellemrummet
RoseMarie Marolle

Hej RM

Mellem spredte solstråler danser nisser på efterårsferie glade i solen! – ikke kun i visheden om de 85 dage til hop på stedet over grøden, næh-næh, netop som du sir’, fordi også Sophus Claussen fra tid til anden stikker knoppen i Mellemrummet. Det hoved han også jævnligt stak i Ebbe Rodes barndomshjem, til inspiration og glæde for dem alle, ja digtersnuden ska’ angiveligt ha’ ytret sig om at Edith Rode spildte sit talent på Berlinger (avusen, altså), til hvilket hun så ska’ ha’ svaret, at hendes efterår så muligvis vil holde hvad foråret havde lovet, da det vel ingen kunst er bare at stå dér i sommeren og gro! – en praktisk kvinde, smuk og skarp, javel ja, man sku’ jo mene lidt penge på bogen var vigtigt for den oppegående familie; meeen, mon alligevel ikke Sophus Claussens anerkendelse af talentet fik fruen til at stråle som en lille sommersol, mens hun stod og skabte festkurven til turen i Frederiksberg have, jeg tror det sgu’.

Det ville nu ha’ været sjovt selv at ha’ mærket pulsen fra flere af den tids personligheder, mange vidunderlige poeter, musikere og malere fyldte jo det lille København, det havde jeg gerne oplevet, bl.a. digtersnuden vi her glæder os over fra så mange sider, men også jægeren:



SØNDAG I SKOVEN

Søndag i Skoven. Det blaaner i Træernes øverste Kroner.
Hvisk og tisk kun om Højtid, I sødmefyldte Serafer!
Helt ind i Himlen jeg følger Jer gerne. Dog endnu
er Jorden
ung for mig som en Panter, og Artemis, Jægergudinden,
jager forvildet af Kyskheds Begær dens plettede
Foerværk.

Maaneflammer ved Midnat, Solflom i Midsommers
Vildnis,
Barpletters Pragt i en Tykning og Skaldetheds Sot under
Pinjen.
Alt, som forfærder vor Manddom, er Fryd for en
jagende Jomfru,
vækkende Fest og Goldheds Fordærv med sit klingende
Jagthorn,
dragende Skønhed af Døden og Sang af den ødeste Hule.
Men om Jordlegemets Runding med favnende Mægtighed
fatter
Jomfruens Tvillingebroder, Solstyreren Føbos Apollon,
som en Flamme opgløder et Kul, til der inderst i Kærnen
luer et levende Krater, og Rødmen i Mørket forraader
skjulte, men brændbare Kilder, hvis Goldhed forløses
ved Solkraft.

Men er Solkraft et Gode? Besvar mig det, høje Serafer!
Er ikke Solkraft en Lykke? Saa syntes det her for vort
Jordsmon
og for de skønne Planeter, vi møder paa Jordlivets Baner.
Solkraft saa inderlig skattet og allermest af de svage,
er det en Ulykke nu, da Guds Under er kommet til
Verden?
Aanden har ladet sig føde og Stjerne-Ord fra Universet
slaar den Solfryd paa Flugt, som trøsted vor uvisse
Klode – – ?

Ej for Aartusinder siden. Nej, Kristus er kommen til
Verden
nu – netop nu! Skal han taale den haarde og hedenske
Modstand
af de stormægtige afsides Kræfter, som kalder sig Sole?
Søndag i Skoven. Det blaaner om Træernes øverste
Toppe.
Stjernetegn fra Universet, forbarm Jer I høje Serafer!
Bydes jeg ind i det himmelske Kor for at spille
paa Fløjte?
Fingrene er ikke stive og allesteds har jeg hjemme.
Sjælden er Alvor mig kær i Musikken, I høje Serafer.

Ingen Taarer jeg fælder, hvis Koret kan opveje Solen,
hvis et Atom gennem Solen kan stige til stærkere
Stjerner …
Men jeg var jæger paa Jorden. Og først vil jeg fælde
en Panter.

- Sophus Claussen.

mvh
Simon