0
registrerede
82
gæster og
170
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#29502 - 04/04/2020 14:15
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Det sker jo vi hører små fugle synge dagen op, svært forskelligt fra JV’erens stønneri i aftenstunden, der ellers nok mener at opleve sin sjæl brænde for livets gerning:
Du sökte en blomma og fann en frukt. Du sökte en källa og fann ett hav. Du sökte en kvinna och fann en själ – du er besviken.
Skrev Edith Södergran, dog her som fuglen der vitterlig sang aftenstunden ned, mens Aarestrup skrev flg. lille sag:
Det lille Rosenøre en labyrint af ynde, hvori to slanger præke at det er sødt at Synde…
Måske slangerne i også dette tilfælde er øreringe, af den slags der fremkommer når JV’eren med sin basun kimer dørene ind for at berette, at nu står hele verden i flammer og den kinesiske mur er ved at brase sammen, for det har både gud og Trump hvisket ham i øret ved samme teaparty!
Oprindelig var det nu Tom Kristensen, der var ved at gå til over Hans Brix’ ørenringe: ”Jeg beder her for en lille, dansk Strofe, som ved sin poetiske og skønne Umulighed altid har staaet for mig som et Unikum af Genialitet, et Tøjeri, ganske simpelt vidunderligt, – og nu siger Hans Brix, at disse Slanger er nogle dumme Ørenringe, nej, nej, nej, det kan ikke være sandt”, skriver han i 1929 om Ung Dansk Lyrik. Men er der også noget værre end at få sine illusioner ødelagt, ja det skulle da lige være at se enkelte af dem bekræftet. Tom Kristensen hører til mellem mine yndlinge, helt som han var det for et utal af mennesker før i tiden. Nu bor han i en reol med langt mellem snapsene, som tilfældet blev i livets sidstning, sku’ man tro ham på ordet, hvad jeg nu aldrig har gjort, altså hvad lige dét angår. Jeg under ham stadig at bade i livets kilde, og simpelthen fordi han har været en kilde til liv for så mange andre end jeg. Allerede i barndommen tårnede han sig op, og jeg har den stadig: Kina i Oprør eller Bokserdrengen, som jeg yndede at kalde den, fra Chr. Erichsens Børnebøger, bøger man samler på, hvor imellem også fandtes Onkel Toms Hytte, som endnu en fantastisk historie, mit eget exemplar er dog min fars fra 1910.
Barndommens øjne forandrer sig nu ikke stort, meget ka’ jeg læse med samme intensitet, de står jo også dér i reolen sammen med Tom Kristensen som det levende bevis på en verdenslitteratur: man vender en side med et hop, og står øjeblikkelig midt i livet! Det var sådan jeg oplevede Tom Kristensen, og var igrunden temmelig fornærmet over at slutningen betød enden på hele komedien, at ligge dér og slange sig med hovedet i en eventyrverden, og vupti, braser illusionen sammen! Jeg har det ligesådan med Mark Twain og kan blive helt salig over The Complete Short Stories of Mark Twain, hvori den ene fortælling føder den næste, og forstår af samme grund så inderligt nogens morgensurhed. Er der noget som denne kvidren af sollys fra den anden side af bordet, der mere vidner om den lykkelige opvågning fra mareridtet, hvis man selv sidder dér og bare ønsker sig tilbage i sin drøm? Den slags ka’ få én til lige på stedet at begå mord, i hvert fald karaktermord, og så er det bare lade munden løbe, mens man selv lapper kaffen i sig i overgangen til samme verden. Det får mig til her at lægge en tredie lille sag på natbordet, nemlig Tjenestekvindens søn af August Strindberg – ikke at ”sibyllerne” ville besjæle sig ved at stikke snudeskaftet i noget så genialt, men for mennesker der ikke har så travlt med at slå åbne døre ind, hører Strindberg ikke uden grund til verdenslitteraturen, og det gør han fordi han som det menneskeligste menneske er nogen vedkommende - og måske fordi han var lidt skør i bolden, som Erland Josephson ville ha’ udtrykt det.
mvh & god weekend.. Simon
Redigeret af Simon (04/04/2020 14:24)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#29505 - 05/04/2020 06:13
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Go'morgen Simon
Tak for forårsord som fuglenes morgensang til oplivning og dagens begyndelse. Jeg vil fortsætte med lidt vingeslag og fuglestemmers sang ind i dagens hjerte til Stedernes mening:
Fugle i regn
Der går en stram tråd af lys Mellem øjet og solen. Når livet sker Begynder den at synge sammen med alt, For sporene fra de store træk Er skrevet dybt ind i dagenes hjerte. En puls som overskrider tid og land Og al forstand vil altid finde dig, Den vil telegrafere sin urgamle drift Ind til kernen i din kolde marv Og kernen i marven vil synge med dens skrift, Hvad enten du vil det eller ej. Det er hjertets tikkende længsel Mod skinnernes favnende vej Det er rejsens lov som vi må følge Og den vil ikke høre på omsvøb og krav. Den vil bare tage i tråden. Den vil bare gribe dagen. den vil bare give signalet Og du vil bare give signalet Og du vil se dig selv For hvad du virkelig er:
En fugl som sætter af i regn Og ikke véd andet end verden.
***
Signalet
En ny dag. En ren sol. En Sprød billet der knitrer I din lomme da du sætter dig Og hele verden i morgenberedskab.
På perronen statisternes kroppe Og ens hvide ansigter i lyset. De haster uden ord mod kupeen Eller står under uret og vinker.
Modeltoget brummer og venter. Skønt alting er ritual og rutine Ånder alle kort og utålmodigt, Men konduktøren kender sin tegneserie.
Signalet er tegn til livets afgang, Det gives roligt uden fagter Men dog med al den professionelle Spillers sans for rettidighed.
En fugls skrig og en fløjte Er den lyd som slutter dagen til. Pulsen vokser i skinnernes slag. Det er din film. Du er passageren.
Bo Green Jensen
Denne digtsamling må og skal du gi' en central natbordsplads for ta' den ind fra ende til anden. Den indledes bl.a. med disse ord af Ralph Waldo Emerson:
Rejseri er et tosseparadis. Vore første ture viser os, hvor ligegyldige stederne er. Hjemme drømmer jeg, at jeg er i Neapel og Rom kan beruse mig i skønhed og komme af med tungsind. Jeg pakker min kuffert, omfavner mine venner, går om bord og vågner til sidst op i Neapel, og dér, ved siden af mig, er det barske ansigt, det tungsindige selv, ubøjeligt, det selvsamme, som jeg flygtede fra. Jeg opsøger Vatikanet og paladserne. Jeg lader, som om jeg er beruset af seværdigheder og tanker, men jeg er ikke beruset. Nissen følger med, hvor jeg står og går."
Go' søndag i forårssol og -lune RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|