Hej i ”morgengrøden” – så at sige, med lidt fra ”Breve fra Morten Nielsen” og et brev, hvori han beskriver lidt af sin oplevelse med den arbejdsproces nogen måske kender, men som kunne være interessant for andre.

In vino veritas. Sum, es, est. Hic rosae sunt. Poeta non erit, skriver Morten til sin ven Krustrup, d. 16 sep. 1943 – årsagen hertil kan man få en fornemmelse af ved selv at læse disse breve – og 12 dage senere i et andet brev, som følge af oplevelser med chatteringer nær Budolfi kirken, flg.:

”Og så satte jeg ind til ”Familien Hansen”, der buldrede lystigt i Radioen, og gav mig febrilsk og skeptisk i Gang med at skrive de Banaliteter ned, man altid skal igennem før det begynder at vise sig, det der er det rigtige. Det er mærkværdigt, men det er der, altid, Tæppet med obligate Ord og af det, man plejer at skrive (og i ukritiske Øjeblikke forveksler med ”Personlighed”), - hver eneste Gang man går i Gang med noget nyt.
- Ja, sådan kan det gå: Jeg skriver til en vis Morgen Krustrup, der på et vist Tidspunkt boede i Østbanegade i København, ham begynder jeg i alle Tilfælde at skrive til, og så ender det med at jeg for en ufødt Offentlighed beskriver i interesserede Vendinger, hvordan jeg den 27 September 43 om Aftenen, det var en Mandag, skrev det Digt, hvis første strofe lyder:”

Kølige striber af År
Nord for den Jord hvor jeg går
Kom den med Mørket der kom,
Aftenens Stjerne mod Nord.
Ide i Himlen, men nær
Duver den i mit Blik,
Bliver til en Rytme der blidt
Følger en Rytme af Skridt.
----

Et sted hvor øjnene synes det er godt være, er i tankeselskab med Thorkild Bjørnvig, hvor man endog i ”Virkeligheden er til, litterære essays af Thorkild Bjørnvig” kan få en indføring i Morten Nielsens digte og livskamp med poesien. Han kendte ham, ligesom Halfdan m.f. og var måske selv en af de største digtere – og skriver specifikt om digtenes styrke: ”disse digtes styrke består i det, de ikke udsiger, i identiteten med det stumme, deri at digteren så at sige har taget stumheden på sig uden at prisgive den med forklaringer. Her er Morten Nielsen betydeligst som digter. Går man til den anden yderlighed i hans forfatterskab, hans få tids- og kampdigte i »Efterladte Digte«, er det typisk, at han aldrig svinger sig op til stridsfanfare, endsige propaganda. Uhyre konsekvent søger han identitet med tidsånden, og disse digte bliver da en psykologisk exsegese til begivenhederne, osv.”.
Man skulle jo mene, at digtere med en kaliber som MN’s, Bjørnvigs, Sarvigs, Jægers osv. ville hviske nutidens religiøse troende ting og sager i ørerne, i særdelshed fordi problemerne ofte består i sprogvanskeligheder, som disse digtere ku’ gi’ en håndsrækning med. Ikke mindst, fordi monotone stamp i vadestedet og formidlingsbehov for sine livssynsindtryk, ikke overhovedet går hånd i hånd. I den forbindelse er det en sand befrielse at se andre troendes sprogglæde folde sig ud, og tak for det – måtte ”grøden” lette for solen, evt. med en lille regnbue for øje…;)

Mvh
Simon

Hilsen til januardagens ruskomsnusk
... og til den regnbue, som du skriver om, Simon

Her til lyden af stjernestøv og månegrus og med skriftens gode ord af Pia Tafdrup

Så længe jeg var barn,
dryssede han
stjernestøv og månegrus
ned i mine øjne.
Så længe jeg var barn,
talte jeg som et barn,
tænkte jeg som et barn,
dømte jeg som et barn.
Hver godnathistorie

jeg fik

havde sin egen farve.
Min far fortalte, så en blind
under mørkets klokke
ville kunne se

en regnbue.

Jeg sov og drømte
det umulige
langt borte fra verdens angst.
Jeg vender mig om,

vender mig mod ham,

ser i min fars øjne
stjernestøv og månegrus.


Indendørsvarme hilsner fra

RoseMarie

Hejsåsa, ja sikke et vejr, fyd’ i grisen! Nå, men det er godt husene er hule og trilleren ka’ levere det ene lydbillede efter det andet, mens thekanden tømmes trin for trin på arbejdsbordet, ja ingen får mig ud i dét vejr. Pia Taftdrup har lavet rigtige godterier!
Men her i vejrliget ska’ du nu alligevel ha' en link til en fantastisk LP med Stan Getz, som en gammel ven der havde en pladebiks Ved Stranden engang optog i starten af 8o’erne, Focus – muligvis dén ka’ inspirere i dine nørklerier; ja måske endog dine gode venner (sneglene) næste sommer ville stikke deres vibrererende følehorn op rundt omkring i haven, hvis du holdt udendørskoncert for dem, hvortil jeg på faldrebet frisk anbefaler Ellas ”birds do it, bees do it, even educated flies do it” som opvarming til Stan Getz, som her får sax’en til at gløde med vidtfavnende billedskaberier – hør selv:

http://www.youtube.com/watch?v=wcf455NwMOY

Mvh
Simon

Her lidt goodies – ta’et lige hør på dén her…;)

http://www.youtube.com/watch?v=wB9YIsKIEbA

mvh & god weekend..
Simon

Halløjsa
... her på en solbeskinnet januardag, hvor forårshumøret allerede er boblende på trods af -grader og vind.

Forårslys og forårsblomster er tegn til det, som er på vej ... og Ella, ja hun kan noget med sin stemme og i toner og musik, som kun få kan gøre ved mig ... noget som jeg ikke kan definere og beskrive, blot kan jeg konstatere, at mit hjerte åbner sig og ta'r imod hendes stemme.

Så armene ud til siden og ta' imod ... både hende og det kommende forår

Forårsfornemmelige hilsner fra

RoseMarie