|
0
registrerede
35
gæster og
1484
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej i ”morgengrøden” – så at sige, med lidt fra ”Breve fra Morten Nielsen” og et brev, hvori han beskriver lidt af sin oplevelse med den arbejdsproces nogen måske kender, men som kunne være interessant for andre.
In vino veritas. Sum, es, est. Hic rosae sunt. Poeta non erit, skriver Morten til sin ven Krustrup, d. 16 sep. 1943 – årsagen hertil kan man få en fornemmelse af ved selv at læse disse breve – og 12 dage senere i et andet brev, som følge af oplevelser med chatteringer nær Budolfi kirken, flg.:
”Og så satte jeg ind til ”Familien Hansen”, der buldrede lystigt i Radioen, og gav mig febrilsk og skeptisk i Gang med at skrive de Banaliteter ned, man altid skal igennem før det begynder at vise sig, det der er det rigtige. Det er mærkværdigt, men det er der, altid, Tæppet med obligate Ord og af det, man plejer at skrive (og i ukritiske Øjeblikke forveksler med ”Personlighed”), - hver eneste Gang man går i Gang med noget nyt.
- Ja, sådan kan det gå: Jeg skriver til en vis Morgen Krustrup, der på et vist Tidspunkt boede i Østbanegade i København, ham begynder jeg i alle Tilfælde at skrive til, og så ender det med at jeg for en ufødt Offentlighed beskriver i interesserede Vendinger, hvordan jeg den 27 September 43 om Aftenen, det var en Mandag, skrev det Digt, hvis første strofe lyder:”
Kølige striber af År
Nord for den Jord hvor jeg går
Kom den med Mørket der kom,
Aftenens Stjerne mod Nord.
Ide i Himlen, men nær
Duver den i mit Blik,
Bliver til en Rytme der blidt
Følger en Rytme af Skridt.
----
Et sted hvor øjnene synes det er godt være, er i tankeselskab med Thorkild Bjørnvig, hvor man endog i ”Virkeligheden er til, litterære essays af Thorkild Bjørnvig” kan få en indføring i Morten Nielsens digte og livskamp med poesien. Han kendte ham, ligesom Halfdan m.f. og var måske selv en af de største digtere – og skriver specifikt om digtenes styrke: ”disse digtes styrke består i det, de ikke udsiger, i identiteten med det stumme, deri at digteren så at sige har taget stumheden på sig uden at prisgive den med forklaringer. Her er Morten Nielsen betydeligst som digter. Går man til den anden yderlighed i hans forfatterskab, hans få tids- og kampdigte i »Efterladte Digte«, er det typisk, at han aldrig svinger sig op til stridsfanfare, endsige propaganda. Uhyre konsekvent søger han identitet med tidsånden, og disse digte bliver da en psykologisk exsegese til begivenhederne, osv.”.
Man skulle jo mene, at digtere med en kaliber som MN’s, Bjørnvigs, Sarvigs, Jægers osv. ville hviske nutidens religiøse troende ting og sager i ørerne, i særdelshed fordi problemerne ofte består i sprogvanskeligheder, som disse digtere ku’ gi’ en håndsrækning med. Ikke mindst, fordi monotone stamp i vadestedet og formidlingsbehov for sine livssynsindtryk, ikke overhovedet går hånd i hånd. I den forbindelse er det en sand befrielse at se andre troendes sprogglæde folde sig ud, og tak for det – måtte ”grøden” lette for solen, evt. med en lille regnbue for øje…;)
Mvh
Simon
|
|
|
|
