1
registreret
(1 usynlig),
20
gæster og
140
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#29117 - 20/01/2020 19:06
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon
At ta' på vinterrejse med Henrik Nordbrandt til varmere himmelstrøg er altid godt ... for så måske at komme hjem som tusindfødt :))
Som en pistolmunding peger sproget på mig, Jeg står stille, afventende, begynder langsomt at ånde med ordene.
***
Dråber falder i en bog tegnet for øret, frontal regn der rammer i små slag. Ordene danner bække og floder, alle de former vand kan antage, fra det stillestående til det strømmende. Eller de fastholdes i en sart hinde af frost, i drivende lysbjerge af is.
***
Man kan dø i alle størrelser, og det må man finde sig i, siger barnet.
***
Lyden i skinnerne, før toget jager over markerne, vindens stød i trækronerne, før regnen falder, stilheden, før digtet kommer, kroppen, der gennemboret i et vippende lys, opfanger tingene klart og længe før tanken.
***
Helheden er ikke sjældent mere end summen af de enkelte dele, når tanken står i zenit.
***
Sandskornet, morgenlyset, det solbrændte forbjerg, ørkenhavets kontinent og sporenes forsvinden der, tørsten, nattekulden, universets monotoni. En rejse i sprog, ordenes ankomst, ikke uden kærlighed.
***
Fordi man dør langsomt, er det nødvendigt at læse bøger undervejs, fylde sit indre verdensrum i det vilde vintermørke, indoptage ordene, så hjernen lyser klart som en nyopdaget komet.
***
At gå længere ud end i drømme, komme til verden tusindfødt.
Pia Tafdrup
Bedste hilsner RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (20/01/2020 19:07)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#29119 - 21/01/2020 01:44
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Ohøjsa RM.. Ja, at tulle hjemover som tusindfødt - dén oplevelse tror jeg han har haft adskillige af, den gode mand. Jeg ka' sgu' så godt lide ham..;) Med tak for fru Tafdrup kvitteres her med historie - voila! sagde Carlsen - det var ham med det franske: Jeg husker en dag jeg læste om Birte Weiss’ influenzamad, ja jeg tror det var i Politiken, hvor den friskpressede æblejuice med ingefær og honning kogt og drysset med mynte, stod mig lifligt i næsen. Nu ka’ det selvfølgelig være næsen der ikke har sans for den art søbemad, jeg ku’ ikke få det ned. Derimod har snydeskaftet det lidt lettere med bare juice, dog helst appelsinjuice, samt små stykker poesi, en novelle eller en spændende artikel fra Politiken, WA, eller bedre, en tur med Ebbe Rode tilbage til Slaget om Asgaardsvej 1938, hvor Tårnlinedanser Carl Alstrup gives tilladelse til at færdes på Asgaardsvejs østre fortov fra maj til juli, en fortælling der fint fungerer som humør-termometer for nedlagte næser, situationen hvor de sjældent er særlig poetisk anlagt. Der findes selvfølgelig flims af forskellig art, men alene valget får ens øjne til at sukke, mens ørerne derimod synes mere tolerante, hvad der måske gør lydbogen til et suverænt værktøj, ved træthed lukker de såmænd bare butikken. I barndommen ku’ øjne skinne af feber, men trods varmen var ørerne jo altid oplagt til at få fortalt historie, dersom nogen gad. Et sted i historien overtog drømmen jo så billedmaskinen, og fortælleren luskede så stille ud ad døren og man vågnede først når man sku’ slå en streg. En fantastisk måde at putte ører på, der burde oprettes et Øreputtekorps, i det mindste på hospitaler, for det ér da virkelig synd sådan fratage nogen fornøjelsen ud i oplæsningens kunst, ved bare at henvise dem til lydbogen. Nå, pyt i grisen, endelig faldt jeg så over en historie, ja indtil flere: https://www.svtplay.se/video/24097958/babel/babel-...msby?start=autoGonat-gonat.. mvh Simon
Redigeret af Simon (21/01/2020 01:44)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#29134 - 22/01/2020 06:29
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Mor'n RM..
Ja bestemt, om ikke fru Christensen var en glimrende tegntyder, forøvrigt er det nok ikke småting optøen af årtusinders is med tiden vil afsløre. En spændende tanke, ja man forestiller sig grønlænderen bøjet over sine kartøfler, fæstne blikket på tupilakker og andre spor fra tidlig civilisation.
Og apropos tegntydere, er det helt vidunderligt at vandre med Johannes Jørgensen gennem Baudelaires digtning og liv, et liv han afkodede eller anså belyst i digtet Den fremmede, indeholdt i de essays der her anbefales dit natbord - kald ham gerne natbordsværdig:
Således er da, i løst og ufuldkomment Rids, Baudelaires poetiske fysiognomi. Et tvetydigt og mærkeligt Ansigt, hvis Øjnes Glød på én Gang er Helvedlue og himmelsk Lys. En ironisk Skikkelse, hvis Konturer ikke er lette at holde fast, og som derfor vækker ens Nysgerrighed og lokker én dybere og dybere ind i de onde Blomsters Have, skriver han sidst i dette essay, et ’rids’ der får én til at overveje omfanget af hans voldgrave!
Det var i Efteråret 1888, begynder han, og fortæller her om sin ungdomstid hvor han var uden arbejde og ofte sad oppe og læste det meste af natten, for så på et tidspunkt at gå ture i natten, og da gerne smuttede forbi en god ven der boede i en af Frederiksbergs villaer, en ven der som han selv yndede at læse om natten og sove om dagen, og mon ikke denne ven hed Viggo Stuckenberg, med hvem han så talte om det nyligt læste m.m. Og han fortsætter: En Nat fandt jeg ham dybt nedsænket i en Bog med gult fransk Omslag. Og næppe var jeg kommen paa min Plads i Chaiselonguen, før min Ven under Udbrud af høj Begejstring og slaaende Takt til Versets Fald med sin løftede højre Haand foredrog mig følgende Linie – Baudelaires:
O sene Efteraar, O Vinter med Vaade Veje, nu rinder min Sjæl som en Flod, der fandt sit Leje, jeg elsker dette Mørke, denne Aarstids Graavejrstaager, hvor som en Sjæl i Graven mit ensomme Hjærte Vaager
Henover den store Slette blæser de vaade Vinde, i lange Nætter hviner Taarnfløjen fra Husets Tinde, fjærnt fra den Tid, da det sang og blomstrede alle Vegne, flakker min Sjæl som en Ravn under Himle, der evigt regne.
Intet er mere kært for en Sjæl, som af Uhygge gyser, som bitre Aar har hærget med Rimfrost og svidende Kulde, end at Vandre ene i Natten, mens ingen Maane lyser.
Intet er mere kært end Vinterens vaade Veje – at vandre dér alene – eller at søge den fulde Glemsel af alle Ting paa et tilfældigt Leje.
Tilsyneladende læses han stadig, hvad jeg så godt forstår, blot har jeg ikke selv lagt mærke til nogen særlig interesse. Men her står adskillige af hans værker og pynter i reolen, en arv fra tiden hvor man var særlig omhyggelig med smukke indbindinger, hvorfra jeg ind imellem tar et udvalg med mig i seng. Om morgenen ligger han så dér på natbordet som en anden rejseklar fælle, med hvem jeg kan glæde mig til om aftenen at fortsætte opdagelsesrejsen i stearinlysets skær. Det er en fornøjelse at rejse med ham gennem Italien og Tyskland, følge hans tanker om særlige forfattere der havde hans interesse og derfor blev hans udvalg, men igrunden er det en oplevelsesrejse uden ende, idet hans beskrivelser både er omfattende og yderst præcise, intet udelades. På rejser har man jo ikke travlt, man lægger derimod alt bag sig og blir del med det omgivne langsomt bekendte, og mærkes fx af varmen i kupéen samt lugten af nærværende mennesker der står én lidt i næsen, man må ligefrem selv tørre sveden af panden, som det tydelige bevis på Johannes Jørgensens suveræne digterkunst. Men lige udover div. essays, er Rothenburger-dagbogen nu en særlig nydelse:
…en lille gammel Bog, hvis Papir er gulnet o Randene – en Bog. jeg har ført med mig fra min tidligste Ungdom, og som nu ogsaa har fulgt mig til Rothenburg ob der Tauber. Det er Arnim og Brentanos „Underhorn” – den dejlige Samling af Middelalderens tyske Viser og Sange. Det er Tysklands Gemyt, det dybe, følelsestunge Germaniens Sjæl, som første Gang synger i disse Lieder. Det er Goethes og Heines, Eichendorffs og Uhlands navnløse Forgængere, som man her lærer at kende og at elske. Har man i Nürnbergs Kunst sét den religiøse Middelalder, de knælende Kunstnere, så finder man her de folkelige Prinser af Fuglefrihedens Rige, Ridderne af ingenting, Landevejenes og Tilfældighedernes ligeglade, de søde Hændelsers romantiske helte.
Her møder man hine grønne Jægere, der red ud en Sommermorgen at jage Hind og Raa, men hvis hele Bytte blev en nøddebrun Pige, der i den morgenvaade Skov vogtede sin Faders Hjord bedre end sin egen Ære. Her træffer man de svulmende Jomfruer, hvis Valgsprog er: „Ich soll und muss einen Buhlen haben, Und sollt’ ich ihn aus der Erde graben.“ Her hvisker de hede Ridderfrøkener og Fruerne, hvis Husbond er paa Korstog eller Valfart, i Skumringen ivrigt og indtrængende med Borgervægteren, og Guldet klinger i hans Haand, for at han skal lade Borgporten aaben indtil Midnat. Og fra det smalle Kammers, hvor Maanelyset bryder sig sælsomt i de farvede Ruder, lyder i Nattetavsheden den nynnende Vise, hvormed den ædle Dame vugger sin udkaarne Ridder til Blund – et stort Barn kalder hun ham – et stort Barn, der hviler ved hendes Bryst. Men naar Morgenstjærnen staar blank i Øst, da lyder fra Taarntinden Kurens Dagvise:
»Und wer jetzt bei Feinsliebchen ist, der mache sich von dannen.«
Og i kamrets usikre dæmring lyser Damens gotiske Ansigt i en Glorie af svært og gyldent Haar, og bleg, med lukkede Øjne, lader hun sig kysse til Farvel.
… Dette er Middelalderen, som den rører sig udenfor Kirkerne og Klostrene. Men ikke blot Elskovs Lyst, ogsaa Kærligheds Sorg kender disse Viser – Kærligheds Sorg og dens Brøde. I Dag, mens det regner, og jeg fra mine Vinduer kun saae et graat, drivende Flor ud over den grønne Tauberdal, oversatte jeg disse Digte:
Der nede paa den grønne Eng der et lille Sted, Der gror ej Græs, men Vandet gaar hen over det lave Fed.
Der vokser ingen Roser og ingen Rosmarin, der har med Kniv jeg myrdet den Dreng, engang var min.
I Vandets Bølger flyder hans rosenrøde Blod. Det lille Vand udgyder sig i den store Flod.
Fra Himlens Bue stirrer to Øjne smaa og blaa – vel i en Stjærne ser jeg min lille Engel staa.
Men oppe højt paa Bjærget der staar det sorte Hjul. Jeg ligger aarle og silde og sørger i dets Skjul.
Du, som har mig bedraget, du har forladt mig nu. Jeg maa min Synd bekende og vende mig til Gud.
Paa Stagen skal mit hoved, min Krop til Jord blir ført. De sorte Ravne æde ham, som har mig forført!
Dette er Tonen, vi kender fra Tysklands senere sentimentale Ballader. Men ren og rørende er Lyriken i et Digt som dette:
Jeg hørte Leen hvisle igennem Græs og Straa; jeg hørte en Jomfru klage for én, hun ej måtte faa.
Lad rinde, ak! lad rinde og agt ej, hvor det gaar. Min Elskov gav jeg gærne blandt Græs og Blomster smaa.
En Pige har du elsket blandt Kløverblomster smaa; thi maa jeg her alene i Ve og vaande staa.
En Hjort jeg hører rasle igennem Skoven hen; jeg hører hende klage, som var engang min ven.
Lad rinde, Ven! lad rinde; jeg véd ej, hvad jeg vil. De Bække evigt rinde, og ingen farer vild.
mvh & Bedste hilsner herunder de himmelske streger.. Simon
Redigeret af Simon (22/01/2020 06:36)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|