Du har ganske ret i, at dette at arbejde med sig selv kan opfattes på mange måder. Se bare i vore dage hvor begrebet selvudvikling er meget moderne. Jeg er dog ganske klar over at det ikke er dette du mener.
Den tro, som Jesus taler om er ikke det samme som at tro på. Jeg har lige læst, på religion.dk om hvordan de kristne i USA vil demonstrere imod homoseksualitet. Vi har også hørt om den kristne modstand mod fri abort samt om drab på abortlæger i troens hellige navn, vi har hørt om katolske præster som misbruger messedrenge fordi de adlyder en forordning, en forskrift, en regel om at de som præster skal fornægte deres naturlige seksualitet. Der er ikke megen kærlighed eller barmhjertighed i at følge ældgamle forskrifter der tilhører en anden tid end vores. Ikke desto mindre bekender disse mennesker deres kristne tro de sætter dogmer foran menneskelighed.
Det er netop her at bekendelsen af en tro bliver odiøs. Det er her at et menneske skubber sig ind imellem et andet menneske og Gud, det er her at bekendelsen af en tro bliver til en social magtstruktur og det er her, at mennesket mister den dybets dimension, du taler om.
Vi er os ikke vores subjektivitet bevidst. Når vi opfatter og tænker, deler vi alting op, som Paulus siger: vi opfatter alting brudstykkevis. Vi adskiller os selv fra vore tanker og følelser, fra vores erindring og vi opfatter samfundet som en størrelse der er udenfor os selv. Men selvom vi alle lever i dag og derfor har en fælles bevidsthed, er denne bevidsthed ikke udenfor os men inden i hver enkelt af os. Som sagt er vi os ikke dette bevidst. Vores samfund er indrettet på en måde så al vores aktivitet er udadrettet og det gælder også vores tankevirksomhed. På samme måde er vores tro en tilknytning til en samfundsmæssig konstruktion, den er et ubevidst valg og vi er sjældent klar over hvorfor vi vælger som vi vælger fordi vi ikke kender os selv. Derfor er der så mange forskellige ting menneskene tror på, fordi det ikke er selve troens indhold der betyder noget men derimod den tryghed det giver os at have vished.
Fordi vi ikke kender os selv kan denne tro have et vidt forskelligt udtryk alt efter hvilken person der bekender sig til den. Hvis denne person, som tror, er et småligt, snæversynet og indskrænket menneske og hvis vedkommende får samfundsmæssig magt kan det volde uoprettelig skade og har altid gjort det.
Noget andet er det hvis man personligt forholder sig til sin religiøsitet (går ind i sit hus og lukker sin dør, så at sige). Så bliver troen et personligt forhold mellem det enkelte menneske og og den Gud, det tror på. En sådan afklaring i et menneske selv kan så føre til en form for fællesskab der kommer fra hjertet og ikke fra sindet (jeget eller tanken). Så adlyder man ikke dogmer eller regler men ser udover dem og så kan man gøre det rette uden at følge en autoritet. Gud bor i hjertet og ikke i bogen.
Men når ordene ikke kommer udefra, som en autoritet, så kommer de indefra, som et udtryk. Det er det samme som i den gamle historie om glasset. Den ene opfatter det som halvt fuldt og den anden som halvt tomt. Det afhænger ganske af personen, af øjet som ser.
Forargelse er en rædselsfuld følelse (går jeg udfra, jeg kender den ikke) og et sind som er hårdt og fordømmende kan aldrig opleve virkeligheden, det kan kun hjertets følsomhed.
Jeg er derfor ikke imponeret over hvor mange der bekender deres kristne tro, de bekender den kun med læberne, som et dogmefyldt regelsæt, som de presser ned over hovedet på andre idet de henviser til det skrevne ord som en autoritet i stedet for at forholde sig til den virkelighed som ligger bag.
Alle taler om helligånden og denne opfattelse har opnået en konsensus således at alle nu bruger ordet og ved hvad det henviser til men de har desværre misforstået det. Det nytter ikke at man bekender sin kristne tro mens man samtidig gør andre fortræd. Altid har man forfægtet skriftens bogstav. Man har fordømt homoseksuelle, uægte børn og har aldrig skænket det ulykkelige menneske som man samfundsmæssigt har forstødt, en tanke. Søger, og I skal finde, står der skrevet. Men vi mennesker søger ikke sandheden, vi søger bekræftelse og når vi finder den føler vi os trygge i vore fordomme.
Vi er Jordens salt. Subjektive væsener. Når vi ikke er underlagt presset fra en udefra kommende autoritet er vi fri således at vi kan opdage med os selv hvordan tingene hænger sammen. Sandheden er ikke afhængig af med hvilke ord vi fortolker en tro, den er afhængig af vores hjertes tilstand. Sand tro er noget helt andet end dette at tro på noget. Den kan man kun afgøre med sig selv og ikke i en samfundsmæssig sammenhæng.
Vel er det en smuk historie i Biblen. En smuk forståelsesramme. Men vi forfalder altid til at antropomorficere Gud og ligeledes Jesus. De er ikke noget menneske, men derimod noget helt andet.
Det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, var ved at komme til Verden. Han var i Verden og Verden er blevet til ved ham, og Verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. (Johannes 1, 9-11).Det er forståelsen der her tales om. Sandhedens lys, som skinner i det mørke som er menneskenes uvidenhed.
PS. Jeg vil stadig fastholde at dybets dimension er det nære forhold udtrykt ved at man kommer hinanden ved. Det er kærlighed og det er ikke noget andet end at forstå sig selv og dermed andre.
Svar
Citer
