Hej Gerth

Jeg synes det er godt at få nogle meninger på bordet

Måske Sadhguru har en anden mening:

https://www.youtube.com/watch?v=H3j4xjhE0Y8

Her kunne præsterne godt tage sig lidt sammen og inviterer ham til danmark.

Hvordan skal vi forholde os til mennesker som lider?

Inden vi begynder at dele ud af dødspillerne skulle vi måske lige høre hvad han (og andre) har at sige:

https://www.youtube.com/watch?v=zibNisV6uVU

Bare et forslag

Kærlig hilsen

ABC

Hej ABC..

Selvfølgelig gider jeg samtaler og diskussioner om værdsatte synspunkter, hvortil min afstandstagen til religiøs overtro jo bare skyldes at tro er mig en underlig måde at ville forklare noget om livet på. Jeg mener derimod at religiøs tro kan forklare noget om menneskers behov for tryghed, og det kan jeg forstå.

I diskussioner om en ideologis eller en tankes anvendelighed, er exempler jo brugbare når de udfordrer den virkelighed ideologien eller tanken behandler.
Forestillinger om vores afmægtighed udsat for overgreb/vold, og spørgsmål dertil, udfordrer bare ikke etikken jeg omtaler som ønskværdig vedr. mennesket som enerådig beslutningstager omk. eget liv – der jo også indebærer retten til fravalg, dersom livet blir udsigtsløst og ubærligt.
Det sir sig selv at vi i kraft af forældremyndigheden i vid udstrækning er ansvarlig for vore barns handlinger, men hertil også, at det jo påhviler enhver forælder at støtte sine børn i en udvikling som selvstændige individer med ansvar for sig selv.

Det myndige menneske må være ansvarlig for sine valg og handlinger, og må svare for sine handlinger og valg overfor ikke kun sig selv, men også overfor sine nærmeste og samfundet. Jeg anser mennesket som ansvarlig for de guder mennesket sætter i spil, i de komedier hvori akkurat mennesker altid er guders talerør! Ansvarlighed betyder at vi kan have tillid til hinanden, og det er jo vigtigt, hvadenten vi skal leve sammen og hver for sig.

Overalt i verden findes der dårlige eller ubehagelige exempler, men at de er exempler viser netop at de ikke er normgivende – der findes skam også exempler på børn der i faldet fra et træ brækkede halsen, men det får os jo ikke til at lovgive med forbud mod børn, træer eller forbyde børn at klatre i træer.
Og jeg er da sikker på, at du ved livet altid vil byde os på smerte, at et liv uden smerte vil være utænkeligt. Udover at smerten i sig selv er en nødvendig signalværdi i alle dyrearter, så findes der jo også den tilsigtede smerte med positive intentioner. Tænk fx på ’den sidste kærlighedsgave’, hvor den elskede såres dybt af den elskende, fordi det var den eneste måde den elskende kunne frigive sin elskede på! Ja, det lyder som en opera, men selvom deres handlinger ofte er ret banale, så viser de netop ofte noget om hvor banalt det hele er.

M.h.t. dit exempel og hvorvidt jeg forholder mig til det, så findes der begivenheder der er så groteske, at de kun kan bruges til at fryse os til kukkassen, eller slubre Ekstrabladet i os. Jeg synes virkelig at mange religiøse troende har det med at præsentere deres overtro som om der var tale om et sublimt værktøj til løsning af alverdens problemer og konflikter – "kærligheden klarer alt" får sikkert en del mennesker på den tanke, om troende mon forsøger at elske problemerne ihjel. Men sagen er jo, at troende ofte fortænker verden at være overfyldt med problemer, netop fordi fortænkte problemer jo let løses med lidt fortænkt guddommelig kærlighed. Lidt som når en frelser opfinder en drage, og med en snuptag frelser verden for bæstet...

Verden er jo ikke fuld af krige, mord, vold og modbydelighed, men den slags findes skam også rundt om i verden – nøjagtig som svaler der danser over den jyske hede, jo ikke ufo’er med fjendtligsindede ateister i; der bare er et morsomt exempel på unødige bekymringer i mødet med ”sortsynet” (og ateister!), at de skam har fint med pejling..;)

mvh & god aftning..;)
Simon

Hej Simon jeg kan godt tilslutte mig hvad du skriver og det ville fx Paul Tillich også kunne og ja han gør det endda i hvad han skriver, han er/var tydeligvis bevidst om alle dine kritikpunkter der for 100 år siden.

Det der er mit problem med jer alle er at I for mig at se ikke overhovedet forstår den religiøse spirituelle dimension, men I omgør det hele til noget sludder om at tro noget tvivlsomt og ubeviseligt. Men tro har aldrig været sådan at forstå. Dette er noget der skete efter reformationen at tro blev identificeret med at tro noget der står i en bog eller tro på Kirkens dogmelære (men det er og bliver nu engang aldrig vores tros genstand), og så endda forstå det bogstaveligt som en idiot der ikke kan adskille det spirituelle fra naturvidenskabelige fysiske forhold ved verden, vores omverden, og som ligeledes ikke kan adskille det sindslige subjektive fra det spirituelle, den spirituelle dimension der altid rummer mennesket i dets totalitet, menneskets i verden værens totalitet.

Den religiøse spirituelle dimension dækker kort og godt over at mennesket har uopdagede eller uerkendte enorme sjælskræfter der rammer det, der kan ramme det, centralt så det anslår os i vores totalitet, manifesterer sig i vores hele i verden værens totalitet som menneske, hvor det altså ikke blot er noget subjektivt der kommer til udtryk.

Hvis vi ikke har personligt kendskab til den religiøse spirituelle dimension som jeg beskriver det ovenfor så burde vi holde vores kæft, fordi betydningen af alle de begreber der bruges indenfor den religiøse spirituelle dimension får vi i så fald galt i halsen, og de bliver sat op overfor det objektive uafhængige af os som subjekter, hvilket er utilladeligt indenfor den religiøse spirituelle dimension hvor det subjektive og objektive altid er samhørende, aldrig må adskilles (også derfor spirituel helbredelse er fuldstændig anderledes end helbredelse indenfor lægevidenskab der glemmer patienten (de subjektive), og kun vil relatere til objektive forhold som oftest ved den menneskelige biologi). Vi kan her ikke adskille subjektive og objektive forhold, altså selv og verden, det objektive må og kan ikke adskilles.

Det menneske der forstod hvad jeg her skriver ville få en åbenbaring, ja hele dets liv ville stå i et nyt forklarelsens lys og det ville aldrig mere ævle bævle i årevis om det religiøse spirituelle som I/vi har gjort i årevis så jeg indimellem er ved at få spat, og tænker, er det da virkelig så svært at forstå, vores den religiøse spirituelle dimension.

Punkt 1 kære ven, venner, du har i dig som essens eller potentiale enorme sjælskræfter, men disse gemmer sig for dig, de er uerkendte og/eller i det ubevidste for dig. Det religiøse spirituelle drejer sig alene om at gå på jagt efter disse enorme sjælskræfter som vi alle ihvertfald i glimt har erfaret lidt af, ingen mennesker lever så sindsligt fornuftigt, fanget i sin egen endeligheds elendighed (timelighed), at det ikke har erfaret fra tid til anden det evigtgyldige sande og betydningsfulde sådan rent menneskeligt set, de spontane suveræne livsytringer manifestere sig på overvældende uimodståelig vis hvor vi formår at blive os selv løse og/eller fri af os selv (transcendere eller overgå os selv) uden at miste os selv, og det er heri vi finder disse enorme sjælskræfter jeg omtaler. Forholdet til vores enorme sjælskræfter, de spontane suveræne livsytringer (= Ekstatisk Fornuft i Tillich's terminologi), vores essens og potentialer, kan gennem et religiøst spirituelt engagement udvikles og udbygges gennem hele livet. Og det er mirakuløs og kan hæve ethvert menneske ud over sig selv og op over sig selv, for nemlig er det herigennem vi overgår os selv eller overvinder os selv og vores dorskhed og forfaldenhed, sygdom, tristhed og depression og mismod, fortvivlelse og håbløshed.

Vi må ikke lyve for hinanden hvorfor vi bør tale jævnt og enkelt og forståeligt om de her forhold som jeg gør det, fordi Paulus har forlangt det og bandlyst al blind tro og uforståelig snak om de spirituelle forhold der gælder vores liv. Måske er en og andens niveau blot at det forstår at humøret kan være meget svingende og ikke lige godt hver dag. Jamen så begynd der, så se at få gjort noget ved forholdet, for det er åbenbart på det niveau du er i religiøs spirituel forstand. Vi må aldrig gøre tingene sværere end de er.

Vh Hans-Kristian eller HansKrist.

P.s.:

Måske Frihedens Veje af Jean-Paul Sartre ka' være dig behjælpelig, i spm. der angår menneskets stilling overfor sig selv og livet. Du ku' jo undersøge, om det var noget værd at læse.

M.h.t. dødshjælp, dødsstraf osv. ka' for det første et samfund (filosofisk set) ikke straffe mord med mord, og for det andet er medansvaret for selvmord en lang diskussion om værdisyn og deres udgangspunkt - som jeg altså mener bør være individet selv.

mvh
Simon