1
registreret Hanskrist
801
gæster og
134
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#26560 - 07/12/2018 08:53
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Omsider er regntrommens rasen erstattet af orkestret fra træers stille dråbefald, også vidunderlig musik men bedst hørt i skoven. Her Epikurs havemand og ven, fanget på hvalryg i en duft af pibeurt og kaffe, dryssende længsler og stjernestøv i øjne, en stjernehimmels musik med Epikurs sko i ørerne:
Epikur Kommer Hjem
Nyder roligt min flade pibe, og dens rør er tyndt og langt og buet ganske svagt. Nyder tobakken, hvis farve min menneskelige kunst og tændstikkens glødende geni forandrer fra solgult til negersort og sidst hvidt som den gamle mands haar.
Nyder havet og dets ro, skibets dirrende ryg, maagerne, der ler af sult eller lede ved altfor megen mad, kysterne, der snart vil drive væk.
Og netop fordi de tydeligt har vist deres uafhængighed overfor stærk strøm og storm og alligevel vil forsvinde bag en endnu ikke synlig horisont, nyder jeg de varme, menneskefyldte kyster.
Sidder på et skibsdæk og sorterer mine mange syn, putter dem ind i min indsigt, nyder alt omkring. I lommen har jeg en stor længsel, en stor længsel efter at komme hjem.
*
I Mit Vinterhus
Maaske bliver jorden vasket i skarp lud, maaske piber vinden stakaandet forbi, maaske skærer sneen ugræs itu
i de korte øjeblikke, jeg aabner den runde glug i pigens alkove og ser lidt ud i verden.
Hun sover langt nede i høet med den grove pude halvt henover ansigtet. Længst nede pusler en mus.
Men fra denne søde, hede luft længes jeg bort bare et lille sekund, og jeg skyder gluggen tilside.
Ser jeg ud i verden, ler alt i mig. For derude trækker solen stadig rundt med sin maaneballon.
*
Søndag I September
Uglen slaar ned paa sit bytte. Kysser det først fra det fjerne med tungen. Hugger siden med næbbet og kryster i kloen. Lugter blodet og ser det.
Uglen sidder i træet og skriger. Uglen er mæt, og den sidder og skriger. Efteraar. Efteraar.
*
Jægerens noder til sindets musik, et epigram til øjeblikket med solen bag nøgne træer:
Ode Til Året
Det stille stakkels træ med kors i barken. En brun og nøgen, sædfyldt mark, Oktobervejret ser dem sammen og ler.
Regn i en ensom sø. Taagemorgener. Regndraaber hænger på telefontraadene langsmed novembers veje.
Mørkt allerede ved firetiden? Den vejfarende ser de venlige lys sidde udenpaa husene i december.
Den øde januar forstaar at styrke svag støj og dagenes stilhed. Mellem de sorte buske galer en solsort.
Maaneden sætter sin mund til skorstens- piben og suger graadigt. Ilden faar ikke fem minutters søvn hele februar.
Tøvende væde og solskin, der springer skraat ned paa marken. Om natten ridser fuglene deres glæde over marts ind i himlen.
Nu løber en ustandselig vind forbi landets gule vejrhaner og langt ind i vore hjerter. April. April. Sød og lunken vind.
Hvem banker saa stædigt og sent mod mit vindu? Birken i maj. Birketræet under høje stjerner.
Nyfigent piller juni med vor længsel efter nøgenhed. Træd ud af tøjet, vis solen alle ting, den ikke kender.
I den aabne dør døser katten. Langsomme skyer løser sig op i varmen, blir til juliingenting.
Nymaanenaal. Gennemsigtige træer mod en solnedgang. August. Og jorden hælder regnen af sit gulv.
Klare dage. Nætter vi ikke kan sove bort. I skoven lugter vi vor barndom. Vi kører tørv hjem sidst i september.
*.
Nylig smed en hændervridende bibliotekar Dydige Digte ud, for blot at give hyldeplads til flere krimier hurtigt glemt; ellers dén slags man sku’ smide ud på netskyer til flagrende øjne, velvidende at de aldrig vil skylle ned og pytte sig; men ak, ikke kun året rinder ud …
Morgenstundens smilende julekalenderøjne, velpakkede skoletasker og slåskampe om badeværelset, køkkener med duften af madpakker, kun sjældent af havregrød, nu alle i skole med gårdvagter der nyder skolegården fri af sne, mens nisser længes …
Decembrisk Nordsjælland
Orangeriets fine himmelpinde op i en bleg og farlig aften. De lukkede søers sorte ensomhed.
Langs gule, lave længer, som intet levende nogensinde synes at forlade. Vejen er ene med mørket og en gæst.
Den første vinters aften ogsaa her i Hørsholm. Een graver sin spades lyd ned under sten. Snart sner alt inde.
*
SAAET PAA ET OLMERDUG
Vi to smaa glemte sædekorn af efteraarig lød og lugt har lagt os i en vinduesbænk, o se, o se hvor alt er sne og smukt. En lammeulden foret vest oppaa en blomsterstribet særk, vi gider ikke vente pænt paa vaarens vilde vokseværk.
I krogen ved min nøgne fod komfur og kat i dur duet, en tosset tromme i mit bryst, o var, o var din mund en klarinet. Nu spirer jeg, nu gærer du, for vi maa gøre, hvad vi ved, vi to smaa søde sædekorn, som manden glemte, hvor han smed.
- Frank Jæger, Dydige digte & Morgenens trompet.
mvh Simon
Redigeret af Simon (07/12/2018 08:58)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26561 - 08/12/2018 19:21
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej Simon
Jægerens herlige morgentrompettrut er musik som skabt til en dansant ... så tak for dansen :)))
Jeg sidder lige nu og hygger mig med et genbrugsfund til en femmer, Hvad angår poesi - papirbetroelser skrevet af Jørgen Gustava Brandt, hvori han bl.a. skriver:
"Som nævnt kan poesien også indfinde sig i udbruddet - og i høj grad i bruddene. Jeg går altså tilmed ind for råb, lovsang, håndklap, hvadsomhelst. Hvis poesien vil indlade sig! - Poesien kan overhovedet ikke forklares, men den betyder altid forvandling. Det digt bjergtager os, der viser sit slægtskab med musik og dans, og dog forbliver et digt, en formulering i sproget, dets mange måde at være ruse for poesien på, uden at noget dog fastholdes."
Mand med guitar
Jeg skreg engang, som dreng, i feber,- skreg og styrted med mit skrigs raket, en gylden flamme kastet ind i mørkets guddom ...
Det instrument, jeg nu, imens det regner i min gades dæmring, ene her, slaar an, er svar. Den rige regn, en gylden jubel. Stadens tage, spir og kløfter svarer uafladeligt. Se, paa mit hjærtes fjerne første raab fortroligt nære svar: min gamle dør med sprækken, lyset, ting, det falder paa og vækker, piben, uret, flasken, selv den slukte lampe og den søsterlige kop med revnen.
Alt er svar. (De korte døgn jeg kom fra: fyr der hoster hult og hæst i taagen, eller, mellem vissent løv en dag, en efteraarsfugl med dybe, runde toner i det tydelige træ i klar og lydhør luft der holder fuglestemmen længe langt fra denne by.)
Og her: den draabevise regn fra kvist, igen, igen, er svar, og syngende kloaker under riste er det, trygge, mørke gavle, som jeg kender, er det, byen i mit hjærte er det- rislende og disse ord, hvis duft, som regnens i den aarle morgen, er forunderlig og fuld af sælsomt foraar.
Saa langvejs fra maa svaret komme, ytrer sig med mange divisioner. Lovet være ly for overvintret sjæl, den hvide søvn i gryet, barndoms sygeseng.
Gamle guddom af i morgen, dine gerninger er hver dags hændelse og tal. En ting, en enkelt, en tilfældig, paa sit sted, hvert øjeblik, er svarets sum, dersom vi elsker. Men vore blinde afkalds døgn er ligegyldig død.
***
Perception
Den blå susen der er altid et-eller-andet dér uden for kraniets knasen blikfang tilmed venlige ørehængere vindens lugte
udenfor men indeni opstemt panik alene i kraniet løftet svimmelt krattende mod loftet fængslet af dét-dét derude et-eller-andet
her hovedet dog et ringe værn mod selv den svage lyd fra gabets kæmpe larm tværtimod – det er dens grebne bytte dér uden for skallen
hvor de på slidte øjne blaffende forbi forestillingen stadig lever i det vidåbne blik der vil lukkes som et urværks begær efter stop
Mærker sommetider eksempelvis nu en dag som denne trækket af kroppens vægt sølvgrå brædders knage under fødderne håndens tyngde idet den rammer griber om rækværket i fingrene en prikke som af nåle over glat træ hærdet af salt lys blæst under og over gammel solfaldskvæld fordoblet over de rytmiske tærskler flydende
Mågeskrig over klitten og bagved allikers knirkende latter der er altid et-eller-andet udenfor indeni som overfor blev man set derfra
Vent kommer kommer ikke – jeg kommer
der er et-eller-andet dér jeg ikke kan nå uforløst uberedt utilnærmeligt stort skrattende i skallen og muligvis ikke af dette – –
***
Med velberåd hu
Gå tænksom med dørene og kønslig
uden tugt løs og ledig
ingen lyssky ingen griskhed
holde af svare til bøde på lade leve lade være
for det haster jo at udøve den kunst
***
Jeg tøver ved ordet kærlighed om ikke det med andre ord er tilgivelsens magt
hvis indgriben gør noget gjort ugjort forladt
***
Ave forventningen
Bedste hilsner i forunderlige aftenlufte RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26565 - 09/12/2018 21:16
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
|
Hej Simon og RoseMarie Hvis jeg dog bare havde et forunderligt digt stående der på skrift, men jeg er ikke poet, blot en dranker på vejen som ønsker han kunne digte...der er sild på vejen...det var en halv strofe...kvinder har nu altid bevirket noget hos os mænd. Nu må jeg hellere sove lidt. Måske fange en fisk...kan man det fra et vindue Så har jeg vist okkuperet det hele...men ikke ligefrem som Hitler...alle kan komme til orde her. Beklager forstyrrelsen... https://www.youtube.com/watch?v=-LdNrXaoT24Kærlig hilsen ABC
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26566 - 09/12/2018 22:06
Re: Mellemrummet
[Re: ]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Hej ABC Sild er godt og en forstyrrelse værd. En julesild er helt uundværlig, og jeg selv har netop fået en sildemad som aftensmad :)) Angående sildefangst fra vinduet, så skru op for musikken og slå vinduer og døre op. Jeg er helt sikker på, at den her vil kunne få sild til at danse på åben gade :))) https://vimeo.com/16599629https://vimeo.com/64855608Bedste hilsner og held&lykke RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (09/12/2018 22:34)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|