På rejsefod fyger tankerne og huller sig i landskabet, vidderne gir frit slag i bolledejen, særligt gibber det på højderygge efter vandring i dale. I barndommen rejste vi somre rundt i Østrig med pigstokke, der nu står med de flotte stokkemærker i gulvvasen og ser entrédøren gå op og i. Jens Christian Hostrup må have haft et væld af fine travestave gående, stokken er en ældgammel og særlig ting, men han var bevandret i landskaber ukendt for os og oplevede ikke århundredeskiftet, nu er kun hans tanker og længsler os velkendte – parallelt med computerbens lukkede bycirkler. Hans digte er tænksomt fine, spjæt af krop, ånd og en dråbe evighed, der selvfølgelig får det til at gibbe i rødderne, vidt forskellig fra Knagsteds gåen mave og sandsynligvis Gåssemand Wieds egen, tag bare et tit på stroferne smukke:

Fodrejsen

Man må rejse til fods for at sprænge med hast
alle lænker, der binde til hjemmet os fast;
man som fuglen i luften må tumle sig fri
for at glemme det daglige livs vrøvleri.
For at blive kulturen og moderne kvit
og de huslige glæder og venners visit
for at løse sin ånd
fra de strammende bånd
ta’r man ranslen i på nakken og staven i hånd.

Man må rejse til fods for at døje lidt ondt,
for at leve et liv i det korte sekund,
for fra morgen til aften at trave sig træt,
for at tørste, for at sulte og spise sig mæt.
For at sige det skønne goddag og farvel
og bestandig med håbet slå mindet ihjel,
for at røre sin ånd
uden hæmmende bånd
ta’r man ranslen på nakken og staven i hånd.

Thi den evige higen, som aldrig får fred,
det er fodrejsens dybeste hemmelighed.
Ikkun fremad og fremad og aldrig forknyt!
Har til målet man nået, sætter straks man et nyt.
Om da også man fængsles et enkelt minut,
om man bli’r undervejs i en dejlighed skudt,
må man rive sin ånd
fra de standsende bånd
og ta’ ranslen på nakken og staven i hånd.

- Jens Hostrup.

Det er rigtig gå-tur-vejr, under pavestolte træer svajende i vinden blæses man helt igennem, siden orker man ikke lede efter støvleknægten og bukker sammen på trappen mens støvlerne løsnes. Det var sikkert en sådan tid Jens Hostrups morlille kom ham i møde med futter varmet på kaminen, han har været skrupsulten og bagefter nappet sig en middagslur, inden arbejdet med papiret, nu til vores begejstring. Han var samtidig med Kierkegaard og har helt sikkert læst den i etiske landskaber så berejste eremit, der også i samtiden stjal opmærksomheden.

mvh
Simon

Hej Simon

Jeg har fulgtes lidt sammen med Vagn Lundbye gennem Mytologisk rejse i et grønlandsk landskab. Her får du en lille bid, som næsten kunne ha' inspireret IC til sin dal af sommerfugle :))

"Jeg tænkte ingenting, vandet skinnede som sølv, lommen tav, rypekyllingerne flagrede få meter i vejret og tumlede derpå som ramt af lyn ned mellem stenene igen, i vandkanten ringlede de tibetanske ispiber en tidløs strofe om tingenes skjulte væsen, og måske var jeg slet ikke vågnet, men lå stadig oppe mellem alle de andre forsteninger på bakken.
Det sker, at sommerfugle forløses midt om vinteren. I selv den stærkeste kulde revner puppen, og fuglen begynder at folde vingerne ud. Lidt efter flyver den, men i det lufthav, den nu flyver i, og det landskab den i et øjeblik svæver over, er ikke en fortsættelse af verden og drømmen inde i puppen. Virkeligheden er hørt op, og hvad sommerfuglen er kommet til findes ikke. Hverken død eller levende slå den endnu få gange med de smukke vinger.
Men der er drømme overalt. Også i det sovende landskab, som ikke findes. Drømme om sommerfugle, som drømmer om drømmende landskaber, hvor blomsterne blomstrer, duggen falder, og sommerfuglene vågner af drømmen."

Bedste hilsner fra det grønne
RoseMarie

P.s.

Lidt mere om vandring her i dagens første timer :))
Fra Vandringens gåde af Alexander Carnea Ljungstrøm

"Man fornemmer et tikkende gys midt i solen. Trukket ind i vindens langsomme bevægelser og øjeblikkets åndedrag. Den bare jord og de flyvende sten. Indimellem faldende stjerner og en vibrerende sårbarhed. Var dette ikke mennesket? Luften, lyset, stemmen og mørket synes at komme samme sted fra, måske tankens alkymi, en kvintessens. Vi vidste at det femte element udover at være en dårlig amerikansk film også tilhørte en væsensegenskab hinsides de fire elementer ild, jord, vand og luft. Måske jordens egentlige magi, tankens ophav, den bittersøde intethed, Guds åndedrag, en uendelig rytme, et lufttomt rum i hvirvelvinden eller et gennemtrængende hvidt lys, det nogle kaldte kærlighed. Det som sufi-digterne kalder længsel. Længslens kraft giver os vinger i faldet. Ørkenes oase er et spejl der splintrer. En sø der viser vej, siger de. Ikke lys men stemmer. Musikken kunne være livets femte element, hvis toner får en mægtig klang i ørkenen."

Morn' RM..

Ser meningen; der er fin overensstemmelse mellem de to - fremragende fortællere.
Apropos skabede hoveders gode fortællinger, så er Søren U. Thomsens En dans på gloser nærmest en hel lille skabelsesberetning, med en langhåret morsom historie om vejen mellem to skoler bagerst, hvis det ku' ha' interesse.

mvh
Simon

Hej igen

Den blå bog i Samlede Thomsen er fundet frem, og den blå snor er sat :))

Tak ...

Dejlig dag til dig
RoseMarie