Arne: Jo, efter typisk vestlig tankegang har du sikkert ret i dine påstande, men du synes ikke at tage idéen om en kunstig adskillelse af subjekt fra objekt - som åbenbart kan overvindes - alvorligt.

- Kunstig!? … Dét må da være vestligt tankegang
Kan jo ikke være kunstigt hvis det er en narturlig følge af, at jeget er en illusion.


Arne: Dét er der - hvis jeg har forstået det ret - mere end en milliard mennesker, buddhisterne, der gør.
Tager de allesammen fejl?
Det ved jeg ikke... foreløbig forsøger jeg blot at nærme mig denne idé.

- Er man født ind i en kultur hvor genfødsel er en tro som samfundsordenen bygger på, vil jeg tro det er svært at frigøre sig fra det, og det er jo kun et fåtal som hengiver sig til en sådan selvudslettende liv, hvorimod flertallet servicere disse der anses for vise.
Flertallet lever et ”almindeligt” liv og lader munkene om at befri sig fra dette liv, alt imens de forsørger dem – et trin på vejen for dem.

Det er vel en form for nasseri fra munkenes side, samt at holde andre fast i et system de er født ind i, ligesom de selv er.

Når det er sagt, er det jo en fordel for ethvert menneske at lære at få kontrol over det støjende og styrende jeg, men nødvendiggør et jeg er tilstede, hvem skulle ellers handle?


Arne: Efter min opfattelse er dét at yde helt ren og altomfattende kærlighed fuldstændig fri af begær.
Er der begær, er det ikke ren kærlighed

- Du taler om en længsel …


… så er der jo ikke tale om, du yder denne kærlighed …

… og - hvorfra kommer ideen om kærlighed fra, hvis jeget er en illusion.

… og hvorfor yde noget som det illusoriske jeg kalder helt ren kærlighed


¨¨¨¨

Arne: - og sandelig - netop som jeg skrev, gik det op for mig, at idéen "jeg'ets illusion" måske lige netop var dét, jeg også skulle søge at forstå lidt af.

Du jo ikke uden humor – ”og sandelig” - en rigtig hanskrist ordlyd

¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨

Nå, nu til sagen - også en HK ordlyd


Arne: Jeg er egentlig ikke rigtig kommet længere, men idéen har fat i mig, så jeg vil forsøge om jeg kan komme det nærmere.

- Nej, intet nyt under solen. Jeg husker dit Rumi citat, som du utallige gange har postet her i forummet gennem årene, som jo har samme tanke, nemlig dét, at der er et slør mellem det liv der leves, og det som kunne leves.

Derfor kan man heller ikke udslukke jeget, men man kan lære at styre det mere eller mindre succesfuldt ved eksempelvis at ”rydde op” eller ”give slip” på fortidens tanker man slæber med ind i nuet, som er årsag til det enkelte menneskes kampe med sigselv og omverden, og hvor kristne kan få hjælp af den hellige ånd, hvis de lever deres liv for Jesus.
Dog er der ikke tale om at kunne yde en helt ren altomfattende kærlighed i denne verden.
Paulus skriver - trods oplært i loven - nu som en Jesu kristi træl:

For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Rom 7:19
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Rom/7


Arne: Om det kan harmonere med idealet: den rene altomfattende kærlighed, ved jeg ikke, det er heller ikke - for mig - væsentligt lige nu

- Mig bekendt handler buddhismen ikke om en helt ren altomfattende kærlighed, men om at befri sig fra smerten som fødes og fastholdes af tanken -

Buddha prædikede efter sin oplysning, da han mente, at alt er lidelse, fordi mennesket tilknytter sig alting og sig selv, hvormed vi ”forblænder” os selv.
https://www.religion.dk/buddhisme

- Dette, at befri sig fra denne smerte kan man jo finde ”indpakket” i psykologien, kristendommen og New-age eksempelvis – og der tjenes masser af penge på at hjælpe mennesker til at ”få det bedre” hvor medicinalindustrien med deres lykkepiller og andet tjener tykt og fratager menneskets mulighed for at flytte sig fra opvækst, kultur og andet påført og indslæbt i nuet.

Når du roder en helt ren altomfattende kærlighed sammen med et system hvor grundtanken er genfødsel, kommer du i problemer, men klart man bliver da mere kærlig når man agter andre højere end sig selv, men ikke det buddhismen handler om.
Der er for mig at se nærmest tale om at blive neutral i tanke og handling. Man har ingen mening om ting og er pacifist hvor opgaven er at frigøre sig fra sig selv og "alt andet" man kan binde sig til eller begære.
Det handler om, at opnå en konstant indre ro, og det er ikke nemt når man lever blandt andre mennesker, måske også derfor munkene isolerer sig, så slipper de for prøvelser, og så er det jo ingen kunst at være ren, når der ingen modstand er.

Trods billede af buddhister som pacifister, holder dette ikke i den virkelige verden.

Her en artikel fra 2014
https://politiken.dk/magasinet/feature/art5522101/Voldelige-buddhister-angriber-muslimer

¨¨¨¨

For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.




Læs videre, ja læs Rom 7 og 8 i et hug, og så går det op for os hvad det er der sker med os mennesker i og med og ved begivenheden KRISTUS ind i verden ved mennesket Jesus.

Det er en social politisk revolutionerende spirituel begivenhed alle mennesker kan rives med af. Ny menneskelig autonomi og autencitet, og dermed kreativitet, skabende virke i verden gennem autonomi autencitet, ny spontan noumenal kreativitet. Det er FRIHED, en ny FRIHED = Ånd = Kreativ Helligånds Virke nu der er åbnet op overfor. Og som det er kristendommens forargelige tåbelige ide at alle her og nu kan få del i øjeblikkeligt uden at have gjort sig fortjent dertil. Dette er troens væsen, eller som vi siger det er gennem tro og ikke gerninger.

Skal den paulinske KristusMystik Spiritualitet karakteriseres, er det størrelserne Frihed og Kreativitet og Autencitet. Derfor er kristendommen at finde i eksistentialismen, ikke Kierkegård og Sartre så meget, der er andre meget bedre bud som Tillich og Berdyaev og Rollo May med flere, Frankl ikke at forglemme.

Kristendommen er så sekulær at den er svært at få øje på fordi den er så udbredt og almindelig hos mange moderne mennesker der er i besiddelse af meget høj intelligens og kreativitet.

Intelligens har ikke at gøre med fornuft og intellektualitet, hvilket er tæt på at være det modsatte af intelligens. At være intellektuel er en neurose, og der er ikke noget jeg har afskyet mere end dette at være intellektuel, eller at tilhøre gruppen af intellektuelle, og enhver kan se at jeg intet har til fælles med de intellektuelle, en gruppe jeg ingen ambitioner overhovedet har om at skulle tilhøre. Kreativitet og intelligens er straks noget andet og meget efterstræbelsesværdigt og det har vi her i vesten fået fra den paulinske KristusMystik Spiritualitet som gennemsyrer alt, er i det videnskabelige, er i det kulturelle, er i det sekulære. Ja vi er så omgivet af den paulinske KristusMystik Spiritualitet at vi ikke kan få øje på forholdet uden gennem min og andres religionsvidenskabelige analyser.

Hvad er det der kommer ind i verden, i og med begivenheden KRISTUS ind i verden ved mennesket Jesus der for 2000 år siden og som er vokset lige siden. Det spørgsmål må vi alle stille os. Det er ikke bibeltro der kom ind i verden, hvilket ethvert normalt begavet menneske straks godt kan se når tingene bliver stillet korrekt op som jeg her gør det.

Spildte år har det været på trosfriheds debatten for ingen har forstået en skid undtaget mennesket HansKrist, undertegnede her. Og som Anne har sagt ved flere besøg, hun kan se jeg kæmper forgæves for at få folk til at vågne op og forstå sagens sammenhæng. Ufatteligt lavt niveau, og det skyldes ateisterne på stedet her og de biweltroende, dem der tror at kristendom er at tro det der står i Bibelen fra a til z. At man kan læse sig frem til kristen tro, men dette er jo idioti, og dermed er Gud og mennesket sat ud af spillet hvis dette kunne lade sig gøre, dermed er det hele død mentalitet som Paulus og Luther og Tillich med flere siger.

Spiritualitet har alle dage haft at gøre med liv og eksistens. Hvilket udelukker tro som mentalitet, forestillinger fået fra Bibelen man render rundt og tror, dette er barnligt og idiotisk at tro sådan og skyldes mangel på spirituel intelligens at man i det hele taget kan nå frem til sådan et kætteri.

Menneskets liv og eksistens er mennesket i dets totalitet (mennesket i dets angst (affekter og ekstaser og begejstring og entusiasme), i dets helhed), det er menneskets i verden væren, hvor subjekt objekt problemstillingen en gang for alle blev løst af Marx og Heidegger især.

Den første og største eksistentialist, eller eksistentialisten over alle er selvfølgelig Karl Marx og så kommer Heidegger og hjælper til indenfor psykologien, eller det psykologiske felt, eller individual psykologiske.

I den vestlige psykologi og spiritualitet er subjekt objekt problematikken ikke overvundet ved at se bort fra forholdet der er en realitet, men gennem at forstå hvordan det subjektive og objektive samvirker og ikke mindst kreativ samspiller for os. Vi har brug for natur, vi har brug for andre mennesker, vi har brug for selvet eller Gud, vi har brug for bevidsthed (ego/jeg) og viden. Således er subjekt og objekt ikke adskilt i vestens spiritualitet, i vestens eksistentialisme. Men som i buddhismen forsøger vi ikke at undgå subjekt objekt dilemmaet, men at forstå hvordan forholdet kan samspille og samvirke for os på en ny og kreativ måde.