0
registrerede
819
gæster og
104
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#26864 - 16/02/2019 14:46
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Solen skinner og februar lugter allerede af forår, yderligere gør Jac som fuglenes sang én glad, en vane han tillagde sig år tilbage, længe før sin død; at være død på så nærværende en måde, er nu også hans bestemmelse, en sprogets humørstige mellem andre vidunderlige digtere:
Regnen er så vred i år
Fødderne spejler sig i pytter, alting går mig af hånde i år, kun min boksertud er i farve, min sære stolthed og prang.
Så jeg vil købe mig et gråt sæt tøj, og lader alle se mig i bitterhed, og lader radioen flimre i genudsendelser, holder kæft og er til.
Måske kan vinduet hviske mig noget, det kunne være en fuglerute, jeg hører skridtene fra min seng, alle i sårbart nervøst trav.
Men loftet er nu et poetisk puslespil, der er solen sin fantasi.
*
Jeg føler vores lejlighed hjemløser mig
Alle disse tomme reoler, hele min himmel står i udstueventen, vi er gået ind i endnu en alder, og mon ikke den holder livet ud.
Gulvsliberen lakerer os, og snart vil malerne stå og trippe, syngende, men det får vel en ende, det er årets sommerferie, men vi står fast.
Snart vil kroppen løsne sig, og jeg kan sætte mig på podiet igen, sprogene vil falde tilbage i deres rygge, og en rytme blive normal.
Så ingen tanker om vejret i dag, for det magter ingen, gudskelov.
*
Jeg er så valsende i halsen
Skoven stirrer sådan på mig, galdegrøn som den står, erindrende, men jeg bliver her kun kort, der er mani i mig, en masse dans.
Alle disse porterglimt i mine fingre, verden er kun til udfordring, strandene har lagt sig ud, vandet sitrer, vi er alle med på bølgen.
Men hvorfor vågner man altid op til længsel, til disse mange somre før, til pigerne der bød én op, hvor man stod akavet, og undskyldte sig selv.
Drømmen kan være så vidunderlig, men så falder morgenaviserne ind.
- Jac.
mvh Simon
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26867 - 16/02/2019 15:49
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
P.s.:
Når lørdagsidiotien runger – og rinder ud
Kaffen står på pinde for selve folkeligheden nu, oh soldaterkammerat med hele din lørdag aften, Europa trykker aldrig døren ind hos os, som historier dog kunne skrives ad libitum, pyntelinier og ekstase så svimmelt korrekte, jeg holder mig samfulde to stivbenede timer.
Hvor der handles der fordanskes sgu omsider, andegård og møllegård åh min erantismoder, Morten Morten din gestusmaske og dit tæppefald, når skuespilkunsten os så solmøre banker, talenter slår knuder på min våde podagratå, men de fik hinanden Armod og Dukkelise så smukt.
Men så springer ballonen i sit myltebælte, og aviserne gemmes hastigt væk fra børneøjnene, fra den syvende himmel flækker af en dagbog, hvor ser vi dog hen her ved højmessetid, bordbønnen læger nok den lækkede oksesteg, men Morten Morten var du virkelig et springbræt.
Sikket forårslys og handelsrejsesnilde der nu står, du analsexens fadder så langt langt fra hjemmet, dine magiske klunkers leg på et dyrt sofastykke, din prolog til det kvindelige strikketøjs dybde, var poetiske tisselege mon et skvulp inden kaffen, oh stangfætter Morten alt står i livets margen.
Din brunstige forståelse for komma og streg, og en rød hilsen i røven fra en martyrhånd, var det mon sædafgang af dine hjernebidder, den glatte pupil på de lænkede marker, og analyse på bondens ager i gummibukser, kornkristne brystbarn hele danskens pensionatsmontør.
Sådan blir børnebørn når terminen kradser, så nu får vi måske film der holder os vågne, Morten Morten du steg op af menneskelig glans
* Verden som jeg ser den!
En stor by af ubeskedenhed, og drillende lange timer. Men jeg har min skoleplan, og grønne timer med ord og leg. Far han sejler på søen, som skibskok på Englandsbåden. Mor læser et studium hjemme, det er noget med statistikker. Ellers handler alt om mig, sådan synes de det skal være. Vores nabo er en kirke, så vi har søndagssang til morgenkaffen.
- Jac.
mvh Simon
Redigeret af Simon (16/02/2019 15:52)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26869 - 17/02/2019 05:04
Re: Mellemrummet
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1157
|
|
Go'morgen Simon
Ja, der er forårsfornemmelser i luften, og mange ta'r imod med frydefulde smil ... og nok på samme måde som jeg ta'r imod den poetiske fryd, der drysser som hasselpollen over mig her i mellemrummet. :))
Et drys pollen og et smil til dig også ... forårsrim og forårshåb.
Foraarsrim
Det tørre Foraar i Skoven, førend det Grønne kommer, er egenlig min Skærsommer.
Der er saa lydt overalt, kun Kragens Skrat foroven og Karlen ude bag Ploven.
Jeg finder i Kragens Tale mer nøgen Vaar end hos tyve bestilte Nattergale.
Kællinger sanker Kvas; ved alle Veje og Skrænter staar Bukkar-Børn og venter.
En Promeneren og Gaaen. Jeg staar for at sole min Hud paa Broen og stirrer i Aaen.
Den gamle Herredsfoged smiler og sagtner noget: »Min Gud, vil De styrte Dem ud?«
Jeg sidder, hvor Grøften løber bag Skoven. Der vaagner paa ny i mig en Kandestøber.
Her sad jeg tro mod min Rolle i Fjor og skrev en »Satire ved en forladt Kasserolle«.
Det er mig en Vane at lure, hvad Købstaden siger paa Ture, hvor Damerne stadse og kure.
Med Roe-Industri, Ølbryggeri, en By med syvtusind Sjæle og tre Avisers Drøvtyggeri.
Jeg læser fra Byraadets Møder hvert Ord, som er sagt deri... Jeg er glad for vort Andels-Slagteri.
Nu er her for megen Fred, Kommunen savner sin gamle og fyrige Kobbersmed.
Hvor fordum Czar Peter har spist, staar endnu det skæve Hjørne omvaklet af Markedets Bjørne.
Hvor Venstre og Højre holdt Valg og sloges om Rigsdagsmanden, mens Drengene tamped hinanden —
er Jærnene taget af Essen og Dommeren hensynsfuld hver Gang han dømmer Pressen.
Dog kender jeg Falster Bønder, naar Venstrekuglerne piber, naar Valget er nær og det kniber.
Imens jeg gaar og lytter paa mine lokale Ture, og Damerne stadse og kure —
der byttes med Gaarde og Gods, der tales om nye Partier. Jeg elsker mit fjorgamle Mos.
Ja, takket en genfunden Lykke fra mine helt mosgrønne Dage er Mos og er Vers vendt tilbage:
Hun smiler — naar Lærkerne slaar — ømt, med Violer i Hatten, som var det i Gaar, hun var atten.
Hun samler sin Dragt og kommer og ser — naar i Grøftens Vand jeg øjner en hankeløs Spand.
De skov- og mosklædte Kyster er blevne — hvad end de hedder — for mig som Arkadiens Bredder.
Og hjemkommen hører jeg fjærne Lærker fremdeles kvidre i Hjørnerne af min Hjærne.
Nu planlægger København de nye Teatersæsoner, man omstyrter Troner og Konger.
Den nyeste Digter, som brænder af trodsig Tro paa sin Bog, gaar høflig og trykker Hænder.
O, glade Foraars-Haab! De største Malere bener omkring til de mindste Mæcener.
Ifald København var Rom, og var Mæcenas min Ven, og laante Horats mig sin Pen —
jeg tror ej mere, jeg kom, om selve Augustus mig vinked, og Julia ventede sminket.
Der løber min Ven X. X. og modtager hundred om Dagen og bliver saa bleg som et Lagen.
Der sidder min Ven X. X. og rækker Poeterne Kransen og fælder mod X. X. Lansen.
Der vandrer min Ven X. X. bekymret for det, der skal tros for at opnaa en hinsidig Ros.
Der ganger min Ven X. X. som i Fjor havde Digterlegatet. I Aar har Ven X. X. ta’et ’et.
Jeg ser mig staa saa trist og more en næppe vaagnet indflydelsesrig Journalist.
Dog frygter jeg endnu mer de Hjærte-plukkende Fem-Te’ers Idé-Damer med Orkidér.
Nej, sid ved en vissen Græstørv med smaabitte Myrer og Krybere om Vaaren — naar alt bliver dybere.
Her kan du aande, begære. (Aa dette Foraars-Begær! — »min eneste Grund til at være«).
Her kan du tænde din Pibe og følge i Skyggen paa Jorden Tobaksrøgens hvirvlende Stribe —
og svare dem, der søger Fremtidens Tro, de Vises Sten: at Bøge er bedre end Bøger,
at Kunst ej maler den Skygge, som hist en Pige kan slænge paa Bondens solhvide Længe.
Den sorte Ramme af Skove er Helligdomme, hvis Blaanen i Skumringen venter paa Maanen.
Saa tag mod dit Liv og dets Maal begærlig som Vandringsmanden, der griber den vinfyldte Skaal.
Sophus Claussen
Go' forårssøndag til dig RoseMarie
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#26872 - 17/02/2019 21:05
Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej i forårsfornemmelsen, RM..
Jah, mellemrum i ord her ér jo et sjovt lille frikvarter, og her i foråret hvor også katten ligger og leger mus for alles øjne, du ved, med åh klø mig dog lidt på maven-artigheder, da ska' der jo ikke meget til før smilene soler sig. Træerne synes forresten også at more sig gevaldigt, med armene oppe og i bar figur; man bare fryder sig over ekshibitionismen og mærker foråret i maven. Det blev ærlig talt også lidt meget, med den regn, selv om jeg nu elsker lyden under overfaldet - også nisser ka' forøvrigt ligne druknede mus.
Her lidt flere af Jac’s humorider, der jo hurtigt får grinet frem, med Agurkerne kvækker (2007) har du her chancen for en stund at være agurk på væggen, dér i Allerød: NÅR CLAIRVOYANTE FÅR DERES DAGLIGE SLUDDER
- et agurkekvæk –
Hvad helvede er det dog du siger, at du har lukket alle linjer ned. Slubbert. Har du overhovedet talt med din far, nej, det ville være meget ukærligt at sige, men min pung napper så tit til mig, og så er det jo rart at der er naive firkløvere til.
Men nogen budbringer til den ikke fysiske verden, det er bare et bæger, bedrag og idé, en side af et talent som folk bruger alt alt for lidt, så du ringer altså forgæves. Jamen vil det sige at alle notitser du gav, din Slubbert, det var en gaveregn smidt fra hånden, Slubbert.
Her sidder jeg helt klædt af, din Slubbert, og det der skulle være „ERINDRINGSBLADE FRA FORTIDEN”, skal de virkelig ende på Sankthansbålet, dette kommer til at koste dig dyrt, Slubbert. Mon ikke det bliver lidt svært for en svækling i rullestol at true en tænker på 160 kg.
Og erindringerne skal jeg nok skrive, du gejlede mig jo selv op, så alt er sandt. Titlen skal nu nok peppes lidt op, have et originalt antrit, resten kører af sig selv, og hvis ellers du er til aviser, så kan du jo læse anmeldelserne, og se hvad du gav mig.
Men din far var skuespiller, du ved enc af dem der er dusinbundtet, en fjollerik, han nåede aldrig et stade over skolekomedien, men følte et unaturligt ansvar for birollen. De nåede så ustyrlige højder på nattens beverdinger, her glemte han indsvøbt sig selv.
Han havde en drøm om at blive komedieforfatter, din far, men han blev kun komedie. Det forlyder at han faldt i en af vejvæsenets udgravninger og pådrog sig en ondsindet lungebetændelse. Han døde senere på kommunehospitalet, uden at komme i Kraks Blå bog, Trist.
Men erindringerne skal jeg nok skrive, jeg er dog ked af at budbringeren var et falsum.
*
JEG HAR STÆVNET ANMELDEREN
Findes næstekærligheden og beruselsesretten ikke længere, det er jo kun en munter joke i bogform. Jamen, hvorfor vil I dog ikke lytte til mig, det er ikke injurier og misundelseshad jeg tilsigter. Jeg kan ikke skrive som de store, og i psykologi må jeg give fortabt, men sort på hvidt, huslejen drev mig den vej.
Og forfatter er vel en fri tittel, og formildende er det vel også at det var for egne penge, helt egne. Helt egne siger De, det lyder flatterende, jamen ellers skulle et forlag have pumpet dyre domme i mig. Nå, det er det, De mener er formildende, men det er det ikke juridisk, det er beruselsen om igen.
Og hvad angår bogens handling, disse papirtynde rækker af siv, hvor det dog ligner Deres advokat-nabos domicil. Dog skal en vis originalitet fremhæves, Piøs-Hansen bliver til Hanse Piø, det kræver sgu sin mand. Åh dog, selv i en ret er der vel byggestene af humor, jeg er så træt af overklassens takt og tone.
Deres detaljerigdom virker ellers troværdig, næsten som et skjult kamera, se, dette er så trappen ned til vinkælderen, og den ligger jo uden for parcellen, men ser De hængelåsen tydeligt, er det ikke et syn der giver Dem nogle brist? Intet, jeg ser jo kun det forblæste tag med brune blade til daglig og luksusbilen altid blæret stående på gaden.
Jeg hører lyn og ser torden, åh, gudskelov, så var det bare en drøm med en ufærdig romanfigur, så kommer regnen, ja ja, og der er gardiner i vinduet, jeg mærker mine tæer stirre i Ditlevsens dyne. Jeg kanter mig ud af sengen, puh, den er kun fire morgen, alting er for tidligt eller for sent.
Var det ikke aviserne der bunkede sig nu, lyset stritter akavet sensommer, den 8. september bugter sig, jeg døber dagen „Frank Jægers dag”, sådan lidt godmodig og gavtyveagtig, Esbønderuphvid. Vinden piber under vinduet, og kaffen slår sig hen over Weekendavisens sider, prangende.
Sikke en morgen, Rifbjergs reflekslys over Johannes V. Jensen, og min søde Pia T. får mig til boghandlerens vindue, nu gælder det bare om at solen holdet stand, og jeg får den romanfigur gjort troværdig og kommer videre. Min daglige tur i skoven var uoverskuelig, den ville slå ro ud i vibrationer og sløre, og sådan forblev det.
*
DET GØR DA IKKE NOGET, HANSEN
Solen står så tit ned på Allerød, under mine morgenaviser kan jeg se en bil trække sig op med hårene, sikke dog en muskulatur over brillestellet, det er fingernemme Hansen, for biler er til for at kunne køre. Endnu er det lutter fletfri feriefløjten, senere måske oliemaleriets toner, men motoren må ikke høres.
Han har status på parkeringspladsen, den endnu lavmælte pensionist fra etaten, for der lurer huller forude. Inden frokosten står den på asfalten igen, og maleriet står under bruseren, fikser sig i sit nye hvide dress. Med frisk smør i mekanikken glider han, nogle kalder det sport, jeg for jordforskning, men han går banen helt til grønt.
Sommeren bliver ved tør og kvalmevarm, et telt rejses under stor festivitas, og der skamroses af gode hjerter. Og der bliver båret ud til sandpapirsstemmer, alt er fritgående nu, enkelte vokaler med opera-gennemslagskraft. Jeg ser VM-fodbold uden lyd, for kommentatoren sidder i teltet, men der er en genkendelse i gavehovedet.
Bodils kommode får mange medaljenik hver dag, vi måtte have montør på, og søger man snilde, så siger man Hansen. Men selv for dig, knægt, sikke dog en svedemastodont at samle, men over en øl vendte grinet tilbage til maven. Og stolt var du og tak for det, hvad med en frynsepilsner mere, men nej nej, du havde set uføre nok.
Du er jo sporty, også med fruen på kolesterolløb, der forsvinder en times tid, og så bliver der middagsro. Men aftenen bliver ikke så gammel, hvad er det dog med sulten, Hansen, er det ikke chokoladeæsken du prikker i fra? Jo jo, du arbejder med tingene, ligesom med dollargrinet derude, ledningerne skal nok finde sammen til musik.
Men nu kan jeg ikke bære flere kærtegn frem, vidunderligt at I ville se os, vi har glædet os som søfolk. Jeg har prøvet at tænke lidt, men nu er det altså sagt, og ingen redaktør kan nægte dig i trykform. Er det tilladt at se majestæten, med et „det gør da ikke noget, Hansen”, skål og tak for dig.
- Jac.
mvh & kvæk kvæk.. Simon
Redigeret af Simon (17/02/2019 21:09)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|