Hej Kristian.
Jeg forstår godt hvad du her skriver, men jeg "følte" lige at jeg nu har skrevet så meget omkring min opfattelse og de ideer jeg af EKIM er "påvirket" af, så jeg lige ville prøve at se hvilke ideer Arne havde.
Og egentligt så synes jeg også, at jeg har skrevet rimeligt klart og dybt omkring min opfattelse og ideer om, hvad dualitet er.
Men lad mig prøve igen.
Buddhismen beskæftiger sig også med sindet, og det er det som, ja, adskiller buddismen fra stort set alle andre åndelige veje i vores verden. Buddhismen bygger også på en ikke-dualistisk tankegang, altså at eenhed og ikke adskillelse er sandt og virkeligheden. Men følger man den buddistiske tankegang helt til dørs(hvilket gør man ender på det metafysiske plan), så formår buddhismen ikke at ophæve alt adskillelse.
EKIM bruger mange af de samme begreber som buddhismen, men når begreberne følges helt til dørs, så har de på det metafysiske plan ikke helt den samme betydning. Og det er fordi at Buddhismen ikke forholder sig til Gud, og det er også derfor at buddhismen(efter min opfattelse) ikke formår at ophæve den oprindelige fejltagelse(adskillelse).
Jeg har ikke den samme indsigt i Buddhismen som du har Kristian, men jeg synes jeg forstår de grundlæggende principper, og dem kan jeg så prøve at stille overfor de principper EKIM bygger på.
Der er enighed i at ikke-dualitet er bestandighed, uforanderlighed, evighed og fuldkommenhed, og dette udtrykker den tilstand som er hinsides alt opfattelse.
EKIM ser årsagen til adskillelse og illusioner, som værende ideen om adskillelsen fra Gud, og dette forholder Buddhismen sig ikke til.
Det Buddhismen kalder "jegét" kan måske sidestilles med det EKIM kalder beslutningstageren i sindet. Cyklussen af fødsel og død, brydes så ved at dette jeg eller denne beslutningstager(som i sig selv blot er en illusion), kommer til erkendelse af, at det i sandhed er ånd, og altid har været det, og at der aldrig har været fundet nogen adskillelse sted(ifølge EKIM). Men der er så eet sidste skridt, og det er den fuldkomne tilgivelse af, at der overhovedet kan eksistere bevidsthed, og efter min opfattelse, så er det det Buddhismen mangler.
Begreber som rette-sind og det urette-sind, er også begreber som både Buddhismen og EKIM har til fælles, men de dækker over forskellige opfattelser.
Men der er mange fælles træk ved EKIM og buddhismen, men de ER to forskellige veje, ligesom Kristendommen og EKIM er to forskellige veje, men bruger også mange af de samme begreber, uden de dækker over det samme indhold.
Det er måske een lidt, ja, uforståelig forklaring jeg kommer med, men det er lidt svært, for hvis ikke dualitet forståes på det metafysiske plan, så er det svært at få det til at give mening på det fysiske plan.
På det fysiske plan opleves dualitet som en opfattelse af noget ydre, forbundet med kroppens sanser(identifikation med kroppen, egoet). Men det afspejler den beslutning som er truffet på det metafysiske plan. Beslutningen om at tage ideen om adskillelse alvorligt, og dermed forårsage en række årsags/virknings forhold, som så projiceres ud af sindet(hvilket i virkeligheden ikke kan lade sig gøre), og så opleves denne ide med de række årsags/virkningsforhold meget meget virkeligt. Grunden til at det opleves meget meget virkeligt, er at sindet dømmer, og dermed tillægger noget virkelighed som ikke i sig selv indeholder virkelighed. Det er derfor EKIM bygger på tilgivelse, da det er den eneste måde ideen om adskillelse og disse årsags/virknigsforhold kan korrigeres og ophæves.
Og som jeg forstår Buddhismen med den forståelse jeg har tilegnet mig igennem EKIM, så fører Buddhismen tilbage til det rette-sind, hvor virkeligheden er ikke-dualitet, men det rette-sind er stadig en del af det splittede sind, og derfor mangler der stadig et skridt ud af illusionen. Godt nok er illusionen i det rette-sind en tilstand af fred og samhørighed, men hvis ikke alt er blevet fuldkommen tilgivet, så vil det være uundgåeligt at dette "jeg" må tilbage(til det vi kalder den fysiske verden) og lære dit sidste lektioner, inden den fuldkomne eenhed med Gud igen er erkendt og accepteret.
Det er meget meget abstrakt, og jeg arbejder også på at kunne formidle mig, på een sådan måde det er lidt mere forståeligt for de der gerne vil forstå. Jeg er selv i een proces hvor jeg intellektuelt synes at have en dyb intellektuel forståelse, men mangler meget at integrere denne forståelse i mit hjerte. Og derfor kan det måske godt være lidt svært altid lige, at få sat de rette ord sammen, så det er buskabet bliver mere klart og mere forståeligt.
Dette var måske også eet svar Arne kunne bruge, og hvis ikke, så må i jo bare spørge løse. Det er een god udfordring at skulle nedskrive disse tanker.
Håber du har det godt Kristian, og nyder, ja, kan man kalde det sommer, jo, lad os det...
Kærligst Jan.
Svar
Citer
